Birgit mistede sin nyfødte datter: ”Sorgen kunne ikke tales væk”

For 19 år siden kørte Birgit Kortbæk i et byggemarked og slæbte tre store masonitplader ud i sin bil. 25 dages indlæggelse på neonatal afdeling på Viborg Sygehus var forbi, og selvom hun befandt sig i en tåge af sorg, var hun klar over én ting, hun var nødt til at gå i gang med noget, der kunne fjerne opmærksomheden fra det larmende tomrum, hun var fanget i.

Hjemme i villaen i Viborg bugserede hun masonitpladerne ind på det rum, som skulle have været et børneværelse, og gik i gang med at male.

– Jeg vidst ingenting om, hvordan man malede, og til at begynde med smed jeg alle malerierne ud. Det var processen, jeg havde brug for. Men når jeg kørte fra lossepladsen, kunne jeg se i bakspejlet, at malerierne blev fisket op af containerne nærmest med det samme, så jeg begyndte ret hurtigt at tænke, at det her, det er vist noget, siger hun.

Forbudte følelser

Overalt på væggene i Birgits rækkehus hænger farvestrålende malerier i samme karakteristiske stil.

Birgit er uddannet pædagog, og udover sit arbejde som ressourcepædagog i Viborg Kommune er hun indehaver af virksomheden Kortbæk Kunst, hvor hun blandt andet laver illustrationer og malerier på bestilling, underviser på aftenskole og udstiller i kunstforeninger, private virksomheder og på store offentlige institutioner.

– Mit firma burde egentlig hedde Idas Kunst, for hvis jeg ikke havde mistet hende, så er det ikke sikkert, jeg var kommet i gang med at male, siger hun.

På spisebordet står et lille indrammet fotografi af et spædbarn. Ida blev kun 25 dage gammel. Hun blev født med hul i hjertet og to forskellige og meget alvorlige kromosomfejl.

Birgit henter fotoalbummet, der skildrer datterens alt for korte liv. Hun bladrer i albummet og fortæller om de 25 smertefulde dage, hvor hun og hendes eksmand bare ventede på, at Ida enten ville overleve – eller dø.

– Vi fik meget hurtigt at vide, at hun ikke ville blive gammel. Ingen med de kromosomfejl var nogensinde blevet ældre end ni år, men vi vidste jo ikke, hvor hurtigt det ville gå, fortæller hun.

Da Ida trak vejret for sidste gang, var det både en sorg men også en lettelse. Det liv, Ida ville have fået med sine handicaps, var hverken Birgit eller hendes eksmand i stand til at kunne forholde sig til.

– Der er så mange forbudte følelser i sådan et forløb. Vi elskede hende, og vi syntes, hun var det mest vidunderlige, sårbare, smukke lille væsen, og samtidig kunne vi slet ikke rumme tanken om et multihandicappet barn. Vi ønskede faktisk for hende, at hun ville få fred, og det er selvfølgelig helt forbudt at sige højt, men sådan havde vi det, siger hun.

Barsel uden barn

Birgit havde mistet sit spædbarn, men var berettiget til seks måneders barsel. I første omgang ønskede hun bare at komme tilbage på arbejde i en fart, men hendes kollegaer og familie rådede hende til at lade være.

Det råd, er hun glad for, at hun fulgte. På de seks måneder udviklede hun ikke alene sin maleteknik og lagde fundamentet for den forretning, hun driver i dag. Den kreative proces fungerede som sorgmedicin.

– Vi fik tre psykologbehandlinger, da Ida døde, men det virkede overhovedet ikke for mig. Måske fordi jeg allerede havde indsigt i pædagogik og psykologi og følte, at jeg vidste, hvad der ville blive spurgt ind til på forhånd, og derfor blev det for teoretisk for mig. Min sorg kunne ikke tales væk, men når jeg malede, kunne jeg få ro i mit hoved. Jeg kunne slippe mine tanker og bare være, siger hun.

Birgit er som ressourcepædagog dagligt i berøring med børn og familier med voldsomme udfordringer. Hun er ikke i tvivl om, at sorgen også har udviklet hende som pædagog.

– Indtil vi mistede Ida kørte mit liv på skinner. Jeg havde ikke oplevet nogle store bump på vejen. Det lyder som en kliché, men jeg er sikker på, at Idas død var med til at flytte mig som menneske, så jeg blev en bedre udgave af mig selv. Også pædagogisk.

Genvej til lindring

Som underviser på malehold har Birgit Kortbæk siden mødt adskillige mennesker, som har kunnet bruge maleriet som en genvej til psykisk lindring.

Selv bruger Birgit fortsat selv sin kunst som en terapeutisk ventil. Hun maler typisk mellem 8 og 10 timer om ugen og oplever en rastløst uro i kroppen, hvis hun en uge holder pause fra maleriet.

Sidste år blev hun skilt fra sin mand. 31 års samliv, 11 års ægteskab, en voksen søn, en teenagesøn og en fælles smerte over at have mistet et barn, havde de sammen. Da ægteskabet smuldrede, var det også i sit lille atelier og foran sine billeder Birgit fandt mest ro.

– Jeg er et meget udadvendt menneske, og jeg er god til at snakke og bruge mit netværk. Jeg løber mellem 30-50 kilometer om ugen. Men ingenting hjælper mig bedre end at male, siger hun.

LÆS OGSÅ: Lines datter døde under fødslen

LÆS OGSÅ: Sådan føles det at miste et barn

LÆS OGSÅ: Anders Legarth mistede sin 6-årige datter: "Jeg løber for at overleve"