Cecilie Haugaard afslører datterens navn: ”Jeg kender ikke nogen, der hedder det”

Hun kan huske, det var en søndag. En sommersøndag. En af dem, hvor alting foregik sent og langsomt. På den rare måde. Morgenmad med kæresten i sofaen langt op ad formiddagen og den sidste bid af filmen fra aftenen før på fjernsynet. Det var svært at komme i tanke om noget, der kunne være bedre. Måske lige bortset fra den fornemmelse hun havde i kroppen, og som havde varet nogle dage.

Et mærkeligt ubehag, som hun havde mistænkt for at være corona – hvilket et negativt testsvar netop havde modbevist. Det måtte altså være noget andet. Og det kunne være noget andet, vidste hun. Den 30-årige model, influencer og tv-vært, der siden 2014 har dannet par med popstjernen Christopher, havde nemlig droppet præventionen. Med fuldt overlæg. Hun havde væbnet sig med tålmodighed, da hun var indstillet på, at en graviditet ikke (nødvendigvis) sker over natten. Især efter adskillige år med hormoner. Derfor var der kæmpe jubeludbrud, da hun testede positiv på en graviditetstest.

"Min første tanke var: “Det er bare løgn!” For jeg havde slet ikke turdet håbe på det", fortæller Cecilie Haugaard om sin reaktion på de to streger, der klart og tydeligt tonede frem på den lille plastpind.

"Christopher og jeg er meget højlydte begge to, så vi var helt oppe at køre og krammede og kunne næsten ikke tro det. Det var bare den fedeste følelse, mindes hun – over en corona-venlig telefonforbindelse fra et nordsjællandsk sommerhuskvarter."

I sin lykkerus ringende Cecilie Haugaard til sin bedste veninde og sine forældre for at dele nyheden, og om aftenen kørte parret ud til Christophers forældre.

"Det lignede, at de var gået i seng, så vi var på vej ind i bilen igen, da de så os og kom ud i nattøj. Hans mor satte vand over til te og lavede et lille frugtfad, selvom klokken var mange, for de havde nok tænkt, at der var et eller andet vigtigt, vi ville sige", fortæller Cecilie Haugaard og erindrer, hvordan det på én gang føltes kæmpestort og sårbart at indvie andre i den særlige begivenhed, der stadig var så ny for dem.

For midt i begejstringen over at stå i det, der var en sand ønskesituation, meldte der sig en ganske bestemt bekymring hos hende.

"Statistikken siger, at mange mister barnet inden for de første 12 uger, og jeg kunne ikke lade være med at tænke, om det nu var et barn, der ville blive i maven", fortæller hun.

"Det var juni, og Christopher og jeg skulle til alle mulige fester. Jeg kunne ikke drikke, og jeg havde ikke lyst til, at andre end de allernærmeste skulle vide, at jeg var gravid – i tilfælde af, at det ikke blev til noget. Jeg kan huske, hvordan jeg tog alkoholfri øl med og hældte dem op i et glas og lavede drinks, der lignede gin-tonic", griner hun.

"Det var noget af det sværeste for mig i starten; tanken om at have meldt ud, at jeg var gravid, og så miste barnet. Også selvom jeg ved, at det er helt naturligt, at det sker, så tror jeg aldrig, det bliver en naturlig oplevelse. Så jeg ville gerne holde det skjult så længe som muligt."

Gravid i en corona-tid

Planen lykkedes, baby voksede i maven, og sommeren gik på hæld. Overvejelserne omkring, hvordan hun bedst gik under fest-radaren, kunne Cecilie Haugaard efterhånden parkere – ikke mindst da corona-pandemien i sensommeren bølgede ind over landet for anden gang og lagde en alvorlig dæmper på alt, hvad der bare mindede om sociale udskejelser.

"Generelt passer den frihedsberøvelse, som er fulgt med corona, ikke så godt til mig. Jeg kan godt lide at være ude, være spontan, opleve en masse. Sådan: “Jeg ved ikke, hvad der sker i morgen, men jeg er frisk!”-agtigt."

Man fornemmer et smil igennem telefonen.

"Nedlukningen har betydet, at jeg har været ekstremt meget hjemme. Sammen med Christopher. Og jeg har fortalt mig selv, at det nok er meget godt for mig – på en måde. For ellers havde jeg garanteret fløjet et par gange om ugen den første tid af min graviditet, som jeg plejede at gøre, og jeg havde følt, at jeg skulle ud, være oppe til sent, stå for alt muligt", reflekterer hun.

"Det giver en dejlig ro, at Christopher og jeg går i seng samtidig hver aften og vågner op sammen. Og det har været virkelig rart, at det er helt okay at være enormt træt klokken 16, og at der ikke sker noget ved, at jeg lægger mig ned og slapper af, fordi jeg ikke er nødt til at aflyse en masse aftaler", uddyber hun og tilføjer:

"Jeg tror i virkeligheden, at corona-tiden har harmoneret meget godt med den ro, der følger med en graviditet. Lige siden jeg fandt ud af, at jeg var gravid, har jeg haft en følelse af, at jeg pludselig ikke har travlt med noget. Der er ikke noget, jeg skal optimere eller effektivisere, jeg skal bare være. Fordi jeg bærer et barn i maven, og det er det vigtigste lige nu. Det er større end livet selv, større end mig."

Tvunget fra hinanden

Corona-roen skulle dog vise sig at ryge op i et særligt gear, da skæbnen pludselig ville, at Christopher blev smittet. Cecilie Haugaard testede negativ, og den vordende far skyndte sig at flytte hen til den ven, der havde smittet ham, hvilket betød, at hun i seks – lange, meget lange – dage var alene i parrets lejlighed.

"Det var helt forfærdeligt at være i isolation alene. Da vi fandt ud af, at jeg ikke var smittet, snakkede vi om, om Christopher skulle komme hjem, men lægerne sagde, at han for guds skyld skulle beskytte sin gravide kone. Det var SÅ ubehageligt; det med at være tvunget til at være alene. Uden plads til spontanitet eller mulighed for at se nogen. Jeg kunne ikke engang gå ud en tur eller ned og handle, fordi jeg skulle vente fem dage, så jeg var 100 pct. sikker på at være negativ", mindes hun.

"Jeg har rejst meget alene gennem mit arbejde som model de sidste mange år, men selv der er jeg sammen med folk undervejs. En makeupartist, en fotograf, folk i lufthavnen. Corona-isolationen påvirkede mit humør meget, og jeg fik sindssygt meget skin hunger, kan jeg huske. Jeg kunne simpelthen mærke det fysisk. Dagene skulle bare gå, og jeg tænkte rigtig meget på de af mine venner, der bor alene og er tvunget til at være alene det meste af tiden."

"Det var separationen fra omverdenen, der pinte", fortæller Cecilie Haugaard. Ikke frygten for selv at få corona. Den bekymring er først dukket op senere oven på et stigende smittetal og en mave, der pludselig er så stor og tung, at hun kan mærke det på sin vejrtrækning.

"Jeg er ikke særlig bekymret af natur og tænker for det meste “det går nok”, så det er virkelig en ny følelse for mig. Alle de overvejelser omkring hvorvidt noget er en god idé."

"For eksempel at tage på job, selv med afstand og mundbind og tests. For der er jo stadig en risiko, selvom alle passer på. Og jeg hader alle de tanker, fordi jeg ikke er vant til at tænke sådan. Det tynger mig, og det er virkelig ubehageligt", lyder det.

"Jeg har en stærk følelse af, at jeg ikke skal risikere at blive smittet – og ikke risikere isolation igen. Så jeg holder mig meget mere for mig selv nu end tidligere i graviditeten, og Christopher og jeg har aflyst alle indendørs-komsammener med venner, beretter hun og indskyder, at sidstnævnte heldigvis ikke forhindrede hendes nærmeste veninder i at overraske med et babyshower for nylig, hvor balloner og kanelsnegle kom til deres fulde ret på en græsplæne i noget, der lignede et par graders varme."

Den skrappe mor

Lige omkring skiftet fra vinter til forår melder den lille pige i Cecilie Haugaards mave sin ankomst. Og forhåbentlig er det en (bare lidt) mere åben verden, hun møder. Selvom der stadig er et stykke vej til normalen og præ-pandemi-tider – også for Cecilie Haugaard og Christopher.

"Som det ser ud nu, har Christopher og jeg meget det samme liv og de samme rytmer. Ingen af os skal rejse ud af landet, som vi plejer, og vi har ikke lange præstationsdage", fortæller Cecilie Haugaard om det, der bliver en slags fælles barsel for de to.

"Tanken er, at jeg går 50 eller 75 procent på barsel, så jeg stadig kan vedligeholde min virksomhed, mine partnerskaber og SoMe-samarbejder. Men jeg har lyttet til mine omgivelser, der siger, at morrollen godt kan være fuldtidsarbejde i starten, og jeg har for første gang nogensinde ansat en personlig assistent, som kan hjælpe med at hente pakker, tage billeder af mig og vedligeholde mine SoMe-aktiviteter, hvis det bliver nødvendigt", uddyber hun og tilføjer så:

"For at være helt ærlig, er jeg nok stadig lidt naiv omkring, hvad jeg kan overskue og har ikke helt forstået, hvordan det måske bliver."

Af gode grunde. For det meste er og bliver gisninger lige nu. Også når det handler om de forskellige roller, som hun og Christopher kommer til at indtage i forældreskabet.

"Jeg har aldrig mødt et menneske, som jeg minder så meget om som ham. Men Christopher er om muligt endnu mere distræt, end jeg er, så jeg kan godt blive hende, der siger, at nu skal vi have styr på nogle bestemte ting, og hende, der tænker hele logistik-paletten igennem. Til gengæld er han vildt god til at være fokuseret og tålmodig, når han beslutter sig for at sætte sig ind i noget eller dygtiggøre sig. Uanset om han vil være bedre til at spille klaver eller lære at jonglere. Det er virkelig beundringsværdigt, og det håber jeg, at han kan give videre til vores datter", siger hun og kommer i tanke om et andet punkt, hvor de få forskelligheder måske også kan komme til syne:

"Jeg tror godt, jeg kan få den der ‘skrappe’ rolle, fordi jeg er lidt mere streng, og Chris er lidt mere loose. Det siger han i hvert fald", griner hun.

"Min natur er, at når jeg siger nej, så mener jeg det. Og jeg kan godt forestille mig, at hun vil kunne sno ham lidt mere om sin lillefinger."

Under alle omstændigheder er det vigtigt, at de fremstår enige og som et fælles hold, når deres datter er til stede. Det har de to kommende forældre for længst lovet hinanden.

LÆS OGSÅ: Caroline Wozniacki er blevet mor for første gang: ”En familie på tre”

"Jeg ved godt, at det nok ikke kommer til at holde stik hele livet, men det er et ønske; at vi kan dét. Så hun ikke bliver forvirret omkring, hvad der er rigtigt eller forkert. Så kan det godt være, at vi bagefter – når hun ikke hører det – kan snakke om, at en af os gik over grænsen eller håndterede en situation på en uhensigtsmæssig måde", lyder det fra Cecilie Haugaard, som et øjeblik bliver hængende ved ønskerne for fremtiden.

For i forestillingen om forældreskabet ligger også håbet om at kunne styre uden om potentielle faldgruber.

"Jeg kan allerede nu se, at der er nogle praktiske ting, Christopher ikke ser på samme måde, som jeg gør, og jeg håber ikke, at jeg bliver sådan én, der pludselig er mere ‘efter ham’ i forhold til at ordne alt muligt. Jeg vil automatisk være mere hjemme i starten, når vores datter er helt lille, og det skal jo ikke afholde ham fra at tage ud og gøre ting. Jeg håber virkelig, at jeg ikke kommer til at udtrykke bitterhed og holde regnskab med, om han så kommer hjem og hjælper med ting bagefter.

Det er faktisk noget af det, jeg frygter allermest ved at blive mor; at jeg ender med at være hende, som bliver lidt bitter over at sidde derhjemme med baby og ikke kunne gøre de samme ting, som Christopher gør. For det er slet ikke sådan, jeg er, og det er ikke sådan, jeg har lyst til at være. Jeg kan til gengæld godt mærke, at jeg måske kan blive sådan. Og jeg håber virkelig, at jeg i stedet kan hvile i situationen og skrue op for pyt-knappen", reflekterer Cecilie Haugaard og fortæller, at hun og Christopher allerede har talt en del om netop dét – i iveren efter at komme det i forkøbet.

Forældreforbilleder

Snakken kredser videre om det der med at få – og måske især bede – om hjælp, når man er nybagt mor. For det er ikke nødvendigvis en nem disciplin, har Cecilie Haugaard ladet sig fortælle, og af samme grund bliver det i første omgang de allernærmeste, der får fornøjelsen. Helt konkret har parret indrettet et rum med en sovesofa, så Cecilie Haugaard kan amme derinde om natten, eller Christopher kan sikre sig lidt søvn, hvis han skal tidligt op eller præstere dagen efter. Christophers forældre har de tæt på. Og så er der sørget for et gæsteværelse til Cecilie Haugaards tandlægeforældre, når de tager turen østover, fra Cecilie Haugaards barndomshjem på Fyn.

"Mine forældre er på virkelig mange punkter forbilleder for mig i forhold til selv at blive mor, og når jeg tænker på at skulle have hjælp, har jeg sådan en følelse af, at “de har i hvert fald gjort det godt, så de ved, hvordan man skal tage sig af et barn”", smiler hun gennem telefonen.

"Jeg føler, at min mor og far har givet mig en god og meget tryg opvækst med masser af ubetinget kærlighed. Det har aldrig handlet om, hvad jeg præsterede, men om den jeg var, og de har altid bakket mig op i kaste mig ud i nyt, være nysgerrig og tro på, at alt er muligt. Det har givet mig en masse selvværd og selvtillid. Jeg kan heller ikke huske, at jeg nogensinde har oplevet dem tale dårligt om andre, blive mistænkelige eller finde andres fejl, hvilket jeg tror har været med til at give mig et dejligt let syn på verden og på andre mennesker, siger Cecilie Haugaard og tilføjer, hvordan hendes far altid har været mester i at finde stor glæde i små ting – som en gåtur i solskin – og altid har praktiseret ydmyghed på “giv det store stykke kage til de andre”-måden."

"Jeg vil elske at kunne give min datter de værdier, der handler om nysgerrighed og troen på det bedste i andre mennesker. Og ydmygheden og taknemmeligheden over livet, mulighederne det tilbyder og de små ting", konstaterer hun.

"Og så håber jeg, at vi som forældre kan give hende et godt selvværd. Så hun er tro over for sig selv og hviler i, at hun er god, præcis som hun er."

Barn i en digital tidsalder

Undervejs i samtalen har Cecilie Haugaard vandret rundt i sommerhuslandskabet, og hun bemærker, hvordan der også er godt gang i den lille pige i maven. Hun bevæger sig vanvittigt meget, lyder det. Indimellem til et punkt, hvor det er svært for den vordende mor at finde ro – blandt andet til at sove. Hun genkender babys høje energiniveau i sig selv, konstaterer hun, og samtidig ved hun godt, at det ikke er en garanti for, at mor og datter bliver af samme støbning.

"Det har jeg tænkt en del over; at hun måske bliver helt anderledes end mig – og Christopher. Genert, sensitiv eller med en helt anden energi end vores", funderer hun.

"Jeg er sådan én, der gerne vil snakke om alting, og jeg håber virkelig, at vores datter får lyst til at dele alle sine tanker med mig, ligesom jeg har gjort det med min egen mor. Jeg kan huske, at jeg fulgte med hende alle steder. Også når hun skulle på toilettet. Jeg synes bare, det var det fedeste; at være, hvor min mor var og fortælle hende alt. Hun lyttede og stillede spørgsmål, uden nogensinde at pålægge mig en bestemt holdning, og jeg forestiller mig nok, at min datter bliver over for mig, som jeg har været over for min mor – og tænker, at jeg kommer til at have alt overskud i verden til at lytte interesseret, når hun gerne vil fortælle mig noget", griner hun og indskyder, at virkeligheden jo sagtens kan blive en helt anden.

"Samtidig skal jeg være opmærksom på, at jeg ikke kommer til at putte mine egne tanker, ideer eller forventninger ned over hende, fordi jeg nok selv er lidt mere dominerende og stærk i mine holdninger end mine forældre", lyder den efterfølgende indrømmelse.

Idéen om, at den lille ny kan vise sig at være fuldstændig forskellig fra sine forældre, er blandt grundene til, at Cecilie og Christopher vil træde varsomt, når det gælder eksponeringen af hende i SoMe-landskabet.

"En ting er sikkert, hun skal ikke som sådan være en del af vores professionelle liv på de sociale medier, og der skal ikke en masse billeder af hende ud på Instagram. Spørgsmålet er, om hun overhovedet skal være en del af det – og det er et stort spørgsmål, synes vi begge to. Fordi det netop kan være, at hun er stikmodsat mig og Christopher; genert og uden lyst til at blive genkendt. Og jeg vil gerne have, at hun skal være barn, så længe hun overhovedet kan, uden at skulle bekymre sig om noget som helst. Slet, slet, slet ikke om, at hun skal skabe et image, fra hun er helt lille", fastslår Cecilie Haugaard.

Hun beskriver de forældre, hun er stødt på, som tager så mange billeder af deres børn, at ungerne efterhånden vænner sig til at skulle smile til kameraet. Og sin ulyst til, at hendes egen datter skal få det sådan.

LÆS OGSÅ: Christopher og Cecilie Haugaard er blevet forældre

"Jeg forestiller mig, at det vil være det mest naturlige for mig at lægge et billede op af hende bare engang imellem. Fordi jeg er så stolt af det, Christopher og jeg har skabt, og fordi jeg ikke ønsker, at der skal være noget ‘mystisk’ omkring hende. Men mine tanker er lige nu, at det nok kun skal være, så længe hun er helt lille og ikke bliver genkendt", lyder det.

I første omgang handler det om, at den lille pige skal til verden, og selve fødslen er Cecilie Haugaard ikke særlig urolig for.

"Vi har været til fødselsforberedelse et par gange, og jeg har lyttet til en masse podcast-efterfødselsberetninger, som har gjort, at jeg med sikkerhed ved, at jeg ikke kan kontrollere noget som helst, og at det kan gå alle veje. I stedet prøver jeg at fortælle mig selv, at det kan vi – jeg, babyen, jordemoderen og Christopher – godt klare. Selvfølgelig kan vi det. Jeg har meget større bekymringer omkring, hvorvidt vores datter er sund og rask, når hun kommer ud. Det fylder meget. Som det ser ud nu, har hun det heldigvis godt", siger hun og udbryder så, nærmest jublende:

"Hold op, hvor jeg glæder mig til at møde hende. Og til at kunne overdynge hende med ubetinget kærlighed. For jeg føler, jeg har ufattelig meget kærlighed at give til hende."