31-årige Emilia fik brystkræft: ”Min sygdom tog rigtig meget med sig. Også i mit moderskab”

En sensommerdag i 2022 var Emilia Aasted og hendes mand, Andreas, lige flyttet ind i deres nye hus. De havde begge fuld fart på deres karrierer og familielivet, som udover de to også bestod af Hubert på tre år og Anna på bare fem måneder. Men en dag tikkede en besked ind på hendes telefon om en kræftknude i hendes bryst.

”Jeg blev så ulykkelig. For tanken om, at sygdommen lige pludselig satte rammen om, hvordan vi skulle leve vores liv, var ikke til at bære. Det føltes som total ufrivillighed og et massivt tab af kontrol, at jeg ikke længere selv kunne vælge, hvor jeg ville bruge min tid, og hvor jeg ville være henne, men var underlagt sygdommens vilkår,” fortæller Emilia Aasted i magasinet Vores Børn.

Den dengang 31-årige Emilia Aasted vidste, at hun var bærer af det arvelige BRCA-gen, der giver en øget risiko for kræft i bryster og underliv, men hun havde ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, at ulykken skulle ramme. Diagnosen betød, at hun skulle opereres i brystet og efterfølgende modtage kemoterapi – et forløb, som hurtigt påvirkede især livet med de to små.

”En overgang måtte jeg ikke løfte børnene, og i de dage, hvor jeg fik kemobehandling, kunne jeg ikke være sammen med dem, fordi jeg var alt for dårlig og fik en masse kvalmestillende medicin, som gjorde, at jeg forsvandt lidt. Så var Andreas sammen med mig – imens Anna var hos mine forældre, og Hubert var hos sin farmor og farfar, og det var enormt smertefuldt at måtte se i øjnene, at jeg ikke kunne være der hele tiden.”

”Det skar i hjertet, at det overhovedet var en nødvendighed; at mine børn og især min lille datter skulle være så meget væk fra mig. Det der helt nye, lille liv, som jeg skulle passe på. Det krævede rigtig meget at acceptere, at det var sådan, det var. For jeg føler, at jeg er blevet frarøvet noget dyrebart; at min sygdom tog rigtig meget med sig. Også i mit moderskab.”

Læs også

Anne Bertram er netop blevet mor, da hun får kræft: "Hvis jeg skal dø, skal han ikke huske mig"

Må børnene høre hele sandheden?

I den svære tid opstod der til gengæld en følelse mellem Emilia og Andreas af, at de var et stærkt makkerpar, som tog et ansvar for, at deres familie skulle trives bedst muligt under de givne omstændigheder. Og én af de ting, som de blev enige om lige fra start, var måden, de italesatte sygdommen på.

”Vi var meget klare på at sætte ord på tingenes tilstand og samtidig dosere det indblik, som børnene – og særligt Hubert – fik i min sygdom, og vi satte nogle meget konkrete rammer for, hvornår vi snakkede om det. Vi havde for eksempel en aftale med venner og familie om, at hvis de besøgte os, når børnene var der, så talte vi ikke om sygdommen i spontane tankestrømme. Vi kunne godt aftale med dem, at nu italesatte vi, at jeg skulle indlægges og være væk i nogle dage, men inden for den ramme, at børnene forstod det – og forstod, at jeg kom hjem igen. På den måde var vi enormt koordinerede i vores fortællinger,” siger Emilia Aasted.

Indimellem måtte hun dog også overgive sig til de følelser af sorg og utilstrækkelighed, som ubønhørligt følger med i sådan et forløb.

”Jeg havde tårer, der trillede, imens jeg var alene med børnene, og hvor jeg følte, at jeg måtte gå ind i mig selv og få samling på mig selv. Og nogle gange græd jeg omkring dem og gav mig helt hen til gråden – men altid imens der var andre voksne til stede,” forklarer hun og mindes, hvordan hun i de situationer kunne finde på at sige til Hubert, at hun var rigtig ked af det, men at det ikke havde noget med ham at gøre, og at far nok skulle hjælpe hende med at blive glad igen. Så Hubert for alt i verden ikke følte, at det var hans ansvar.

”Jeg snakkede også med ham om, at mit hår blev klippet, så der kunne vokse noget nyt hår ud – til foråret. Og vi legede læge sammen og fandt plastre, vi kunne sætte på mit bryst, imens jeg fortalte ham, hvor dygtig kroppen er til at reparere sig selv, men sommetider også skal have lidt hjælp,” siger Emilia Aasted.

Det var vigtigt for hende at give ham en så jordnær og konkret version af sygdommen som overhovedet muligt.

”Det kunne være et enormt frirum for mig at gå ind i Hubert og Annas lege, og jeg mærkede et ekstremt nærvær og en intens kontakt, som føltes som en kæmpe omsorg fra dem, uden at de selv var bevidste om det. På den måde blev samværet med dem en kilde til virkelig meget kærlighed undervejs i mit sygdomsforløb. Og en pause fra det.”

I dag er Emilia Aasted erklæret kræftfri og kan kigge tilbage på et forløb, som har sat så uendeligt meget i perspektiv.

”Jeg føler, at vi lever vores liv med maksimal styrke nu, og jeg tror simpelthen ikke, at man kan leve mere, end vi gør. Jeg har på en eller anden måde fået foræret en pause i mit ellers travle liv og et nyt blik på, hvordan jeg vil bruge min tid. Både i det små og på et større plan. Og jeg har taget nogle meget stærke valg i forhold til, hvor jeg vil lade min energi gå hen, og hvem der skal have den bedste del af min energi, og det er mine børn,” siger hun.

Læs hele interviewet med Emilia Aasted i magasinet Vores Børn, hvor hun også fortæller om taknemligheden ved at have fået to børn, der når at lære hende at kende, hvordan kræftsygdommen stadig kan dukke op i hendes tanker. Derudover kan du ogsålæse tre digte, som Emilia Aasted skrev undervejs i sit sygdomsforløb.