Anne Bertram er netop blevet mor, da hun får kræft: "Hvis jeg skal dø, skal han ikke huske mig"

”Da lægen kommer og ruller forhænget fra, kan jeg se i hans øjne, at han tænker, fuck, hun sidder og ammer sin lille søn. Men så kigger han mig i øjnene og siger, at de har været nødt til at tjekke det tre gange, men jeg har en ret sjælden kræftform af en kvinde i min alder. De kan ikke få det til at gå op, at jeg har fået det.

Og så skriger jeg bare. Tag Kalle. tag Kalle, tag Kalle. Min mor tager ham og holder ham, imens hun græder. Jeg begraver mit hoved ned i dynen.

Og så kigger jeg på lægen og spørger: skal jeg dø?”

30-årige Anne Bertram er netop blevet mor til sønnen Kalle, da hun får konstateret strubekræft. En kræftform, der oftest ses hos ældre mænd, de fleste er rygere eller alkoholikere.

Hun er undervejs i sin graviditet blevet mere og mere hæs, men hun slår det hen med, at det nok skyldes den mavesyre og halsbrand, som hun døjer rigtig meget med.

For ellers har hun det skønt og arbejder helt frem til sin barsel uden problemer – andet end stemmen, der forsvinder mere og mere.

”Jeg tænker, at det nok går væk, når jeg har født. Jeg er ikke nervøs og ser ingen faresignaler,” siger Anne Bertram.

Hun føder Kalle ved kejsersnit 14 dage efter termin. Men efter fødslen bliver hun endnu mere hæs – og det bliver ved.

”Min mor rykker mig for at få en tid hos en halslæge, men jeg kan ikke overskue det, for jeg er lige blevet mor. En aften googler jeg hæshed, og der står, at hvis det har varet mere end to uger, kan det være kræft i svælget eller kræft i halsen. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg får bare sådan en følelse af, at det har jeg. Jeg går ind til min kæreste, Kim, og siger, at jeg har kræft i halsen, men han er sådan, seriøst Anne, styr dig. Det kan du ikke bare sige, det er ikke okay. Men jeg kan bare mærke det.”

Anne ringer til halslægen, som lige har fået et afbud, så hun kan komme til med det samme. Halslægen ser en knude i hendes hals, som han vil behandle med antibiotika. Det hjælper ikke, så Anne må forbi ham igen, og her er beskeden en anden.

”Han siger, at jeg ikke skal blive bange, men han vil indstille mig til kræftpakken på Rigshospitalet, fordi han gerne vil sikre sig, at der ikke er noget.”

”Selvfølgelig er der ikke noget”

Derfra går det stærkt. Hun kommer til undersøgelse på Rigshospitalet, hvor de skal tage nogle biopsier af hendes lymfe. Hun har taget sin mor og Kalle på fire måneder med.

”Vi sidder tre timer på Espresso House, hvor vi venter på at få svaret. Jeg har det så dårligt, men jeg tager et billede af min mor, som jeg lægger på instagram.

Vi taler om, hvor sindssygt det er, at jeg sidder og venter på at få at vide, om jeg har kræft.  Men på Instagram ligner det, at jeg får en dejlig kaffe i solen med min mor.  Jeg ved ikke, hvorfor det lige blev en ting, der fylder, men det er så surrealistisk det hele.”

Da de bliver kaldt ind, er der gode nyheder, fordi der er ikke noget i lymfen, så de tvivler på, at der er kræft i knuden. Biopsien på knuden kan hun dog først få taget to dage senere, så nervøsiteten sidder stadig dybt i kroppen.

”Dagen efter skal vi holde barnedåb, og jeg har det virkelig skidt. Alle ved godt, at jeg skal have lavet den biopsi dagen efter, så der er en lidt mærkelig stemning.

Min svigerfar krammer mig og siger, det skal nok gå. Det ryger bare ud af mig, at det ved jeg, at det ikke gør. Og så begynder jeg at græde.”

Næste dag er Anne tilbage på Rigshospitalet sammen med Kalle og sin mor.

”Jeg bliver kørt ind på operationsstuen, og jeg græder og græder. Jeg har nogle vanvittigt søde sygeplejersker, som tager mig i hånden og siger, at jeg er så ung, og alt nok skal være ok.

Men jeg er jo lige blevet mor.”

Da Anne vågner igen, har hun den vildeste følelse i kroppen. Hun har ikke ondt og føler sig mere frisk, end hun har gjort længe.

”Da min mor og Kalle kommer, begynder jeg at amme ham. Jeg har det godt og tænker, at de kommer nok bare og siger, at der ikke er noget.”

Men det er her, at lægen kommer ind og siger, at hun har kræft. Anne er i chok og borer hovedet ned i dynen og hulker. Efter noget tid kommer hun til sig selv, og spørger, hvad der nu skal ske.

Og så tager de hjem – uden at vide hvor slemt det er, eller hvordan hun skal igennem det, fordi det skal lægerne tage op på en konference senere. Annes mor ringer til Kim, og siger, at han skal skynde sig hjem, fordi hun har kræft i halsen, struben og svælget.

”Jeg kan ikke huske ret meget fra de efterfølgende dage. Jeg kan huske, at jeg kommer hjem, og jeg vil ikke have Kalle i mine arme, fordi hvis jeg skal dø, skal han ikke huske mig. Jeg vil heller ikke være ked af det overfor ham, fordi jeg ikke ved, hvor slemt det er. Så jeg giver ham til min mor, og hun giver ham til mig, når han skal have bryst.

Selvom min mor og Kim siger, at jeg er nødt til at være sammen med ham, så kan jeg ikke. Jeg kan ikke holde ud at kigge på ham, for når jeg kigger på ham, græder jeg, jeg hulker ned på ham. Han er kun fire måneder gammel, hvad hvis jeg ikke skal være her mere? Han er lige kommet til, og hvorfor skulle jeg overhovedet så blive gravid? Jeg synes bare, at det er så unfair lige der.”

Læs også

27-årige Natja troede, at det var en fedtknude, men lægens besked fik alt til at ramle

Et smertehelvede

To dage senere bliver de kaldt ind til samtale, Anne, Kim, hendes mor og Kalle. Der sidder 10 mennesker, som præsenterer sig som hendes team, der skal passe på hende, indtil hun bliver rask. 

De kan ikke fjerne knuden, for så vil de også fjerne hendes stemmebånd. Men de har gode erfaringer med strålebehandling, så de vil give hende det max, hun kan få. Og de tror på, at det kommer til at fjerne kræften.

Allerede dagen efter skal hun igennem en masse scanninger. Hun får støbt en maske, som hun skal ligge med i stråleapparatet.

Og så begynder de 33 strålebehandlinger, som Anne skal have hver dag – undtagen om søndagen.

”Hver dag tager jeg en bus i 50 minutter ind til Rigshospitalet med lille Kalle i barnevognen. Ind og give ham til personalet. Så ind og være i stråler et kvarter, ud igen og fortsætte dagen, som om alt var normalt.”

Strålerne virker med tilbagevirkende kraft, så de første par uger har Anne det fint – hun er bare træt.

Men så kommer smerterne. Annes hals er brændt af strålerne.

”Det betyder med, at jeg ikke kan spise, og jeg kan heller ikke snakke. Jeg prøver at bide smerterne i mig, fordi jeg gerne vil fortsætte med at amme Kalle. Men til sidst er det så voldsomt.

Da jeg har været i gang i 15 dage, har jeg en samtale om, at jeg kan ikke klare smerterne mere. Jeg får morfin og en brystpumpe med hjem, og så pumper jeg det sidste ud af mine bryster og giver Kalle. Og så tager jeg morfinen.

Jeg er så træt og helt dopet på morfin. Og så skal jeg hjem til et spædbarn, og titte-bøh og kukkelure.”

Anne ender med at have tabt sig 10 kilo, og hospitalet beslutter at give hende sonde.

”Men at føre en sonde ned i en hals, der er fuldstændig brændt, er jo et smertehelvede. Jeg har aldrig i mit liv prøvet noget lignende.

Det gør så ondt, at jeg beder dem om at tage den ud. Samtidig er jeg nødt til at få næring, tage på og få noget energi.”

Till sidst går de med til at tage sonden ud, og Anne begynder at tvinge fløde og andet flydende mad i sig.

”Bare det at trække vejret gør ondt. Det hele var brændt. Uden på min hals havde jeg et stort rødt brandsår, som med tiden begyndte at væske, og fordi de stråler på skjoldbruskkirtlen og på mine spytkirtler, danner jeg ekstra meget spyt samtidig med, at jeg var vanvittigt tør i munden, så jeg har hele tiden en plastikflaske i min hånd, som jeg kan spytte ud i.”

Orker ikke at være mor

Anne får 33 strålebehandlinger, imens hun går hjemme med Kalle og egentligt skulle have haft en skøn barsel, hvor hun kunne vænne sit til at være mor og nyde sit lille barn.

”Jeg er ensom, ked af det og vanvittigt træt. Jeg kan slet ikke orke ham og kan ikke orke at være mor.

Men der er ikke nogen, der skal have ondt af mig, sådan havde jeg det. Der er børn, som dør af kræft, og folk, der både skal have stråler og kemo. Jeg kan da ikke tillade mig, at det er synd for mig, når jeg bare har kræft i halsen.”

Annes mand, Kim, er startet i et nyt job, da hun får diagnosen. Og hun opfordrer ham til at fokusere på at vise det nye job, hvor god og dygtig han er. Hun skal nok klare det derhjemme.

”Det er den største fejl, jeg nogensinde har lavet, fordi jeg personligt betaler prisen, men i den grad også vores søn Kalle. Og det er det, som jeg gerne vil sætte fokus på, nemlig at kræft ikke er for børn.

Det er blevet undervurderet af mange, hvad det gør ved et spædbarn at ligge ved sin mor, når hun får at vide, at hun har kræft. Det er én ting, men også hele forløbet de to år efter, hvor han jo slet ikke har fået den normale omsorg fra min side.

Jeg prøvede jo, men jeg var træt, jeg havde smerter, jeg kunne ikke tale til ham, jeg kunne ikke overskue at lege med ham.

Og så sker der det, at jeg får angst og depression efterfølgende. Så det har ikke kun været et kræftforløb, det har jo været et langt forløb, hvor vi i dag har en dreng, hvis nervesystem er på overarbejde, han har meget uro og er meget følsom.”

Bange for opkast

Den 11. september 2019 bliver Anne erklæret kræftfri – et halvt år efter, at hun har fået det konstateret. Hun bliver selvfølgelig glad, men ikke så glad, som alle andre forventer, at hun skal blive.

”Jeg græder, men ikke af glæde. Jeg har stadig alle symptomerne og alle smerterne. Og så at blive givet slip på fra sygehuset. Det har jeg det rigtig svært med og er bare rigtig ked af det.

To uger efter ser hun et opslag på Instagram, hvor hendes veninde deler, at hun og hendes børn er blevet ramt af omgangssyge.

”Og jeg kan ikke forklare det bedre, end jeg gør, for det kommer til at lyde helt mærkeligt, men fra den dag har jeg kæmpet med ekstrem angst for opkast.

Jeg har altid haft det som en fobi, men det bliver en total besættelse for mig, det er ren OCD, og jeg reagerer ved at føle, at jeg ser det overalt og bliver bange for det. Så jeg lukker mig totalt inde sammen med Kalle. Vi tager ikke i legeland eller ud nogen steder, for jeg vil helst ikke være i nærheden af noget, der skal kunne gøre os syge.”

Anne mødes en enkelt gang med sin mødregruppe, for hun er frustreret over, at det har påvirket hendes barsel, som hun så inderligt ønsker, at hun skal have.

”Kalle tager en sut i munden fra et andet barn, samtidig med at moren fortæller, at de havde opkast derhjemme for en uge siden. Der får jeg simpelthen et angstanfald og må tage hjem.”

Derfra begynder Annes rejse for at få det bedre.

”Jeg tænker på det 24-7. Jeg vil ikke have, at Kalle skal starte i vuggestue, for jeg er bange for, at han skal smittes med omgangssyge, så jeg får ham i en dagpleje. Men hun er hele tiden syg, så det tricker mig endnu mere.”

Hun får i samarbejde med en terapeut udskrevet angstmedicin. På det tidspunkt er hun nået til et punkt, hvor hun ikke kan holde det ud længere.

”Jeg er så bange for mit eget barn, fordi for mig er han ikke kun mit barn. Han er en omvandrende bakterie, der kan smitte mig med opkast. Så jeg har et meget distanceret forhold til ham. Jeg har ikke lyst til at kysse ham. Jeg har ikke lyst til, at han snakker for tæt på mit hoved. Det er jo en kæmpe sorg, fordi halvdelen af min hjerne fungerer helt normalt, og jeg ved godt, at det ikke giver nogen mening.

Jeg når faktisk til et punkt, hvor jeg ikke har lyst til at være her mere, fordi det bare overskygger alt. Jeg husker det, som var det i går. Følelsen af, hvordan jeg kan være nybagt mor til det smukke barn. Og hvordan kan jeg kigge på ham og ikke have lyst til at være her? Det giver bare ingen mening. Men jeg var bare så forpint af at tænke på sygdom og opkast.”

Kan tvangstanker være en senfølge?

Samtidig har hun svært ved at forstå, hvad det er, som sker med hende, for det er ikke en angst for at blive syg med kræft igen, hun føler, at hun har.

”Jeg bliver bare helt besat af opkast. Det tager fuldstændig over, og det bliver mit fokus med alting. Og det er vildt svært for de almene læger, jeg har mødt at forstå, for er det kræft, du er bange for, er du bange for at dø? Eller er du bange for at blive kvalt i opkast?

Jeg ved det ikke. Men søger du på senfølger efter kræftforløb i svælget, står der, at det ikke er unormalt, at det kan blive til OCD-angst eller tvangstankebesættelse efterfølgende. Og det, vil jeg ønske, er meget mere anerkendt, fordi det er enormt ensomt at stå i. Og jeg følte jo, at jeg fik en ny diagnose.”

I dag er Anne og familien flyttet til Løkken, Der er kommet endnu en dreng til familien, Konrad, og hun er begyndt i et forløb på psykiatrisk afdeling i Brønderslev. Et forløb, hvor de er i gang med at finde ud af, hvad senfølger og traumer har betydet for Annes sygdomsforløb.

”Jeg føler jo, at det ikke er helt normalt, at jeg får det sådan her efter et kræftforløb. Jeg føler jo, at jeg først skal kæmpe mod kræft, og så kommer der en anden ting og overskygger det hele.”

Hun har derfor talt med Kræftens Bekæmpelse om, at det er vigtigt, at der også er mere hjælp til folk, når de er blevet raske.

”Der er heldigvis kommet mere fokus på det end for fire år siden. Men det var vanvittigt ensomt, også fordi der ikke var nogen kvinder, som jeg kunne identificere mig med. Jeg ønsker selvfølgelig ikke, at der er andre piger, som får den kræftform, jeg har haft. Men når jeg kom til genoptræning, sad jeg sammen med kvinder, der alle var sammen om at have brystkræft, og så sad jeg der og havde ikke nogen at sammenligne med eller snakke med om tingene, fordi det er en kræftsygdom, som mest rammer ældre mænd.”

Husk spædbørnene

Anne lever stadig med angst i dag, og derudover senfølger som træthed og glemsomhed.

”Jeg har en masse gode ideer, som jeg ikke får fuldført, fordi jeg ikke er den samme mere. Det er svært at sætte ord på, men jeg er bare en anden.

Jeg kan ikke huske det samme mere, og jeg griner ikke så nemt mere. Jeg har stadig humor, og jeg begynder også at se mere og mere af mig selv, efter jeg har fået det bedre. Men livet er på mange måder blevet så alvorligt, at det kan være svært for andre at være omkring mig. Vi skal bare være glade for, at vi er her.”

Annes budskab handler ikke om hende selv, men om Kalle.

”Det var fucking hårdt at være i det. Især at jeg ikke havde overskud til Kalle. Jeg prøvede at kompensere ved at købe legetøj til ham hele tiden, men det var jo lige meget, for han ville jo bare have, at jeg var der – også selvom jeg ikke kunne snakke, og selvom det var svært.”

Jeg kan huske, at min mor altid sagde, at jeg ikke skulle græde foran Kalle – og jeg græd jo rigtig meget i den tid. Jeg har lært, at det er okay, at mor er ked af det, så længe du er dygtig til at formidle, at det er noget med mor, og det er ikke noget med dig.

Jeg ville heller ikke fortælle Kalle, at jeg var bange for opkast, for jeg var bange for, at han så ville blive det. Men det, Kalle så, var, at jeg flygtede fra ham.”

Kalle er startet i spædbarnsterapi, og det har været rigtigt godt for ham, men har også lært Anne og Kim meget.

”Mit budskab er, at vi skal huske spædbørnene. Der er sorggrupper til børn, og der er sorggrupper til unge. Men vi må ikke undervurdere, hvad det gør ved et spædbarn, at mor eller far bliver syg, eller en søskende for den sags skyld. Det er en kæmpe forandring i livet, og de kan ikke undgå at mærke det – børn mærker alt.”

”Og det er, hvad der er sket for Kalle. Han har været igennem et traume, der ikke er blevet bearbejdet. Men det er vi i fuld gang med nu, og vi ser en kæmpe forandring i ham.

I dag ved Kalle, at hans mor har haft kræft, og hun var rigtig bange, og han var rigtig bange, men nu har hun det godt, og han har det godt. Han siger også, at min mor er meget hæs, fordi hun har haft kræft i halsen. Det lyder så voldsomt, og man tænker, kan sådan et lille menneske kapere det? Men det kan han godt, og det giver mening for ham, for han var jo med.”