Fiskefrikadeller med bagte rodfrugter og grov remouladesovs
Nemme og sunde opskrifter fra babys første mos til hele familiens livretter.
Til 2 voksne og 2 børn
Alder: Fra 1 år
Ingredienser:
0,5 kg hakket torsk eller sej
2 tsk salt
1 spsk mel
2 æg
0,5 dl sødmælk
Lidt peber
Smør eller olie
Gulerødder
Persillerødder
Skorzonerrødder
– i alt 300 g blandede grøntsager
Lidt citronsaft
Lidt olie
100 g pickles
100 g cremefraiche 38%
Sådan gør du:
Den hakkede torsk røres godt sammen med saltet. Derefter tilsættes melet der røres godt ud æggene tilsættes et efter et og til sidst tilsættes sødmælken og lidt peber.
Rør farsen godt sammen og lad den hvile i køleskabet en lille halv time.
Gulerødder, persillerødder og skorzonerrødder skrælles og skæres i mindre stykker. Skorzonerrødderne lægges i vand med citronsaft, hvis de ikke skal bruges med det samme. Det holder dem pæne og hvide.
Grønsagerne lægges i et smurt fad. Dryppes med lidt olie og bages i ovnen ved 175 grader i 15-20 min. Drysses med lidt groft salt, når de er færdige.
Varm en pande og kom fedtstof på. Form fiskefarsen med en ske og steg frikadellerne i 12-14 min ved middelvarme.
Pickles røres sammen med cremefraichen til den grove remouladesovs.