Jeg får lyst til at ruske op i, hvor perfekt det skal være

I et samfund hvor vi alle er så hundeangst for at gøre noget forkert (især) når det kommer til vores børn, føler jeg virkelig ofte en indre provokatør kæmpe for at springe ud i hovedet på folk, når det hele bliver for pænt og “rigtigt”.

Hvor meget jeg end bliver inspireret af, hvad jeg ser på instagram og hos andre der bevæger sig i morsegmentet sammen med mig, kan jeg heller ikke sige mig fri for at blive totalt allergisk, når jeg jeg over en periode på et par uger får set 1000 gange det samme slags sengetøj, spisestel, uroer m.m. Indsæt selv mærkerne – jeg ved at i ved hvad jeg taler om.

Da Alban var i maven, købte jeg for eksempel et super fint sengesæt, fordi jeg havde set det på instagram og syntes, det var sødt. Han var svøbt i det på det første introduktionsbillede til verden. Nu har jeg lyst til at sælge det i en fart. Eller afholde en ceremoniel afbrænding med fotodokumentation. Inden jeg fik set mig om, var samme sengesæt overalt, og halvdelen af min terminsgruppe har ligeså præsenteret deres afkom til verden i nøjagtig samme sengesæt. Og jeg gider bare overhovedet ikke være sådan en, der køber ting, fordi alle andre har det. Men instabølgerne påvirker altså også min hjerne. Hvor lidt jeg end vil stå ved det!

Det samme gælder det dér med vikler! Nu ved vi alle efterhånden, at en bæresele betyder døden for dit barns hofter, og at en kropsnær vikle til en millionmilliard kroner er vejen frem (overdrivelse fremmer forståelsen..).

Jeg viklede selv i nogle uger, for jeg vil jo det bedste for mit barn. En dag blev jeg blev dog helt crazy træt af at stå med hundrede meter stof i parkeringskældre og på regnvåde gader. Jeg skulle have noget, der kunne sige “klik-klik” og bare sidde der på minutten til hurtige handleture og hentning af større børn. Og jeg ville ikke ofre en bondegård. Så jeg købte en helt almindelig bæresele på reshopper – 35 bobs (af de små) ligeud. Og så var det endda en gammel (= meget lidt ergonomisk) model, med ægte retrolook. Har aldrig gjort et bedre køb.

En anden ting, som glæder mit “perfekthedsallergikergen”, er sådan nogle pædagoger, der tør lave lidt fis i gaden. Man hører mange forældre klage over, hvordan institutionen ikke gør det ene eller det andet godt nok – og sikkert med rette rigtig ofte – der skal jeg ikke dømme. Men mine børns pædagoger skal have tak for at gøre lige præcis, som, de føler, er det rigtige med mine børn. Jeg har et super forhold til dem, og jeg føler, vi er rimelig godt i sync omkring, hvordan mine børn skal behandles.

Eksemplerne på situationer, hvor man kunne have revet sig i håret, er mange: De lægger jævnligt billeder i garderoben/på SMS af ynglet i skøre situationer – med pigeparyk, solbriller, med mudder/mad i hele hovedet, stiktosset over ikke at have fået sin vilje. Eller over at være påduttet førnævnte udklædning. Der klippes med saks, hvor der for sjov bliver sagt, at barnet sikkert kunne trænge til en klipning. Som sagt så gjort – Mio klarede den selv.

Pædagogerne tager da bare roligt et billede af miseren og sender til den rædselsslagne mor, der ikke umiddelbart kan gennemskue ud fra den behårede skulder, hvor slem situationen er. Dét er vores vuggestue. Jeg elsker dem! Som når jeg modtager en video, hvor børnene render rundt i ble og hører ShuBiDuas “Og familien kom til kaffe..” med “You sexy motherfucker” og “fis’ fis’ fis’…” Ungerne har en fest, og det, tror jeg rent faktisk også, de voksne har!

Jeg ammer også, når og hvor jeg vil! Skulle der være en enkelt til stede, der ikke er så vild med den slags, kan jeg have lyst til at slå mig ned lige der og begynde at føre en samtale. Jeg elsker at ruske lidt op i normerne. Og så må jeg brænde nallerne engang imellem på vejen. Det sker jævnligt. Men kan man forstyrre lidt, er det nogle gange det værd!