Ny podcast formidler klima i børnehøjde
Hvorfor taler de voksne hele tiden om klimaet? I den nye Talk Town podcast ”Jorden kalder Radionauterne” klæder to videnskabskvinder, Moder Jord og vanddråben Ivan børn i alderen 4-10 år på til at forstå, hvad klimafordringerne er for en størrelse, og hvordan vi passer bedre på vores fælles planet.
Indlandsisen smelter, og bierne dør. På daglig basis præsenteres vi for dystre fremtidsudsigter om planetens ve og vel, og det kan være ret komplekst for et barnesind at kapere. For betyder det, at mor og far, lillesøster og jeg selv skal dø?
I Talk Towns nye klimapodcast ”Jorden kalder Radionauterne” kan børn i alderen 4-10 år blive klogere på, hvorfor biler klimaprutter, hvorfor insekter er vores bedste venner, og hvordan vi allerede nu ved, at der kommer til at falde meget mere regn i fremtiden. Undervejs stifter vi både bekendtskab med vanddråben Ivan, Moder Jord, et magisk pæretræ og en meteorolog.
– Alt det her kan være virkelig svært at finde hoved og hale i for en otteårig. Ja, endda for voksne! Med ”Jorden kalder Radionauterne” inddrager vi børn helt ned til fireårsalderen i, hvad klimaforandringer er for en størrelse på en sjov og ret anderledes måde, end når man hører om det i TV-avisen. Det er en podcast med ukuelig optimisme – særligt i forhold til hvor seje børn er til at hjælpe vores planet, passe på naturen og være megakreative og opfindsomme, når det kommer til løsninger, siger Karen Birkegaard, der er etnolog og den ene af værterne på programmet.
– I dag hører man desværre om nogle børn og unge, som er bange for klimaforandringerne. Og det er egentlig ikke så mærkeligt, når nyhederne er fyldt med historier om skove, der brænder, koalabjørne, der ikke kan finde vand, plastik i havene, og bier, der forsvinder. Uvidenhed er med til at skabe frygt, så i stedet vælger vi udramatisk at forklare, hvad det egentlig er, der sker. Og så fokuserer vi også på, at der altså er supermange, der arbejder på at finde løsninger. Løsningerne findes faktisk allerede, fortæller miljø-økonom Lisa Bay, der fuldender værtsduoen.
Tag cyklen, og spis madpakken
Mange steder i verden ser man den direkte konsekvens af klimaforandringerne allerede nu. Særligt er nogle af verdens allerfattigste regioner hårdt ramt af øgede vandmasser og tørke. Så skal man være bange for klimaforandringerne, hvis man hedder Sofie og går i 2. klasse?
– Nej, det skal man bestemt ikke. Slet ikke i et land som Danmark. Det er meget vigtigt, at børn forstår det. Men med det sagt, så skal vi jo stadig gøre, hvad vi kan for, at klimaforandringerne mindskes, siger Lisa Bay.
Faktisk er der en del ting, man som barn selv kan gøre for at gavne klimaet.
– Til en start kan man lytte til ”Jorden Kalder Radionauterne” – for dét at få et sprog for og en forståelse for, hvad de voksne snakker om, det er helt uvurderligt. Og så er der helt konkrete ting, såsom at give sit legetøj videre til lillebror eller lillesøster, tage cyklen til fodbold, spise sin madpakke op og gå på opdagelse i naturen. Masser af ting, slår Karen Birkegaard fast.
– Og så er det altså også vigtigt at sige, at det ikke er børnenes ansvar at rydde op efter de voksne. Men de kan hjælpe til… Og måske vigtigst af alt, så kan de stille gode spørgsmål til den måde, de voksne gør tingene på. Så alt i alt kan man sige, at nysgerrigheden og lysten til at udforske og stille flere spørgsmål, det er Radionauternes opskrift på at engagere børn i klimaforandringerne, slutter Lisa Bay.
LYT TIL FØRSTE AFSNIT AF "JORDEN KALDER RADIONAUTERNE" LIGE HER.