Klumme: Jeg vil skide gerne være en anerkendende mor, men det er svært, når min datter er sååå dygtig

Et buzzword i det nye børnesyn og moderne opdragelse er ordet anerkendelse. Det er i virkeligheden meget sigende, for det handler om at beskrive, hvad du ser, i stedet for at vurdere barnets præstationer. Ganske enkelt: Mindre ros, mere anerkendelse. (Ellers risikerer du at dit barn får en tom skal af selvtillid, som omgiver en skrøbelig masse af manglende selvværd, no pressure!)

Altså, vi vil jo alle sammen gerne give vores barn det bedste med på vejen, tænker jeg. Og hvad er selvtillid uden selvværd? Ikke meget værd, vel?

Men det her anerkendende opdragelse er altså ikke så nemt, som det lyder. Man skal anerkende sit barn oftere end man skal rose/vurdere. Det lyder ligetil, og det er også okay nemt i nogle situationer, når man lige vænner sig til det, men der er særligt to ting, jeg finder udfordrende:

1. Når hun spørger mig direkte

V: Mor: jeg har tegnet en prinsesse. Er min tegning ikke bare FLOT?

Mig: Må jeg lige se engang, hun har kjole på? Ja, det kan jeg godt se! (sagt med stor interesse for at kompensere for det manglende ja…) 

V: Men moar, er den ikke bare smuk?

Mig: Mmmhh (tankerne knager: gad vide, hvad der er det rigtige at svare her?)

Overvejelse: Det kan da ikke være specielt opbyggende for hende ikke at få den cadeau hun ber’ om, også selvom prinsessen mest af alt ligner en tilfældig krusedulle, eller hvad? Jeg vil jo gerne være ærlig, men min krop stritter imod. Og jeg tænker alt for meget over det... Suk.

2. Samspillet med hendes far

Min interesse i det her opdragelse har taget lidt overhånd, indrømmet, og nogen (læs: min mand) er lidt træt af at høre om det. Selv er jeg i dilemma, for i mit forsøg på at gøre det rigtige, skævvrides balancen. Hun får nemlig bare rosen andensteds – af sin far.

Og jeg har jo ikke lyst til at være hende moren, der aldrig roser, men jeg kan heller ikke hive ned over ham, at han skal stoppe med det, for om nogen synes han, at vores datter er den smukkeste og dygtigste i verden, og det skal hun da have at vide. Det synes jeg jo også, men derfor behøver man jo ikke rose for hver eneste brik, der lægges i puslespillet, eller?

Læs også: 10 gode råd til at booste dit barns selvværd

Det ligger simpelthen så dybt i vores kultur, at børn skal roses for ALT, hvad de gør. Og selvom jeg aldrig roste mit barn igen, er jeg HELT sikker på, at hun nok skal blive rost flere gange dagligt i mange år fremover, for det er ligesom en indbygget knap i mange af os.

Når man først bliver opmærksom på det, bliver man faktisk lidt små-sindsyg, for det klinger ofte hult, når folk knap nok løfter blikket fra mobilen og skamroser deres barn for et halvlunkent hink eller en tvivlsom stregtegning…  På den måde kan jeg virkelig godt se, hvorfor vi bør skrue lidt på knapperne.

Nu skal det ikke lyde, som om jeg er imod den anerkendende tilgang, tværtimod. Jeg synes, det giver SÅ god mening. Så meget, at jeg anbefaler Drop opdragelsen til ALLE, der gider høre på mig. Den mor, Fie Hørby beskriver i hendes bog, er jo lige præcis den mor, jeg drømmer om at være. Hende, der hviler i sig selv og ser sit barn som ligeværdig og i øjenhøjde, men stadig formår at sætte sig i respekt. Så i teorien er jeg fan, men i praksis kæmper jeg lidt, for min tre-årige datter kan bare SÅ mange ting. Hun vokser, tegner, hinker, bygger, synger, danser og har krøller to die for… <3

Om klummeskribenten

Mette Andersen er journalist, 32 år, gift og mor til Vega på 3 år. Sammen med sin familie bor hun i et rækkehus i Rødovre.

Hvordan gør I andre?