Klumme: Skal børn bo på landet?

Det var en søndag eftermiddag. Jeg var gravid og havde netop passeret den magiske 12-ugers-grænse, og fordi jeg ikke længere kunne undskylde min bulnende mave med for mange kulhydrater, havde jeg været nødt til at bekendtgøre nyheden på mit arbejde.

Alle var glade, og selv var jeg svimlende lykkelig ved udsigten til, at Marinus på snart tre år skulle have en bror eller søster.

Sammen med glæden meldte en masse spørgsmål og bekymringer sig dog: Kan man have to børn i en lejlighed på tredje sal på Frederiksberg? Skal Landbohøjskolens Have udgøre det eneste stykke natur, børnene kommer til at kende? Er det forsvarligt at lade dem krydse Falkoner Allé for at komme til skole, når den tid kommer? Kort sagt: Hvor skal vi bygge rede, og hvor skal vi bo?

Hvaffor et eksperiment?

Derfor stod vi denne søndag til et åbent hus-arrangement i Valby. I kvarteret lå rækker af parcelhuse med haver, solskin, fuglekvidder og Damhussøen i nærheden. Skulle vi slå os ned i et hus og blive i nærheden af byen, job og venner, måtte dette være måden at gøre det på.

Den idé var vi tydeligvis ikke det eneste forældrepar, der havde fået. Det var som at stå ved indgangen til Noas ark.

LÆS OGSÅ: Bolig: Stråtækt familieidyl

Jagten på drømmehuset satte ind. Desværre kom vi efter hver fremvisning stadigt mere desillusionerede hjem. Husene var fine og charmerende, bevares, men ikke meget større end vores lejlighed, og de kostede en million mere. Haven var et frimærke, der var fugt i kælderen, vinduer og tag var misligholdt.

Vi opgav. Gad simpelthen ikke spænde os så hårdt for økonomisk, at alt det sjove ville gå af ideen, og vi aldrig kunne komme ud at rejse (på den anden side – der ville også være så meget vedligeholdelsesarbejde, at vi alligevel aldrig ville få tid til at komme af sted).

Så vi skiftede fokus – kiggede udad. Mod provinsen, mod landet. Derude, hvor der er lidt længere til nærmeste togstation, end man gider at cykle, men med åbne vidder og højt til himlen.

Her fandt vi vores drømmehus, der havde præcis den størrelse, stand og pris, vi sukkede forgæves efter i hovedstadsområdet. Med stor have, gamle æbletræer, legehus, udsigt til marker, skovbørnehave og drømmen om en simplere og langsommere tilværelse. Og præcis den rummelighed både inde og ude, der var perfekt til os, vores snart to børn og vores forventninger, ønsker og drømme.

LÆS OGSÅ: Min drøm om et hus på landet blev et mareridt

Vores vennekreds delte sig i to lejre. Dem, som syntes, at vores flytteplaner var vildt spændende, fordi de selv havde leget med tanken om at rykke ud af byen. Og dem, der var tilbageholdne.

En veninde tilkendegav, at hun ikke ville anerkende vores flytning, før der var gået et år, og vi stadig ikke havde fortrudt. En anden var nysgerrig og foreslog os at skrive en blog om vores eksperiment. ‘Hvad mener du med eksperiment?’ spurgte vi undrende. ‘Jeres eksperiment med at flytte på landet. Jeg vil gerne læse om det.’ Det er ikke noget eksperiment. Det er vores liv.

Anonyme naboer, nej tak!

Jeg ville sikkert selv have stillet mig skeptisk an for fem år siden – med mindre der var tale om at flytte til New York eller Berlin. Men efter at have fået en dreng for tre år siden og nu vente endnu en virker det som et naturligt skridt.

At blive mor har givet mig lyst til at bo i en mindre verden med færre valgmuligheder. Lyst til at kende mit lokalmiljø og mine naboer og ikke bo side om side med de samme mennesker i ti år uden nogensinde at udveksle mere end et tilfældigt hej på trappen.

Lyst til at komme tættere på naturen, hvor mine børn kan boltre sig, og jeg ikke skal være nervøs for trafikken. Lyst til at sænke farten, tage min mand i hånden og med lige dele stolthed og ærefrygt se på vores børn og sige: Se, hvad vi har skabt.

Det overraskede mig i første omgang, at vi var så mange småbørnsfamilier, der kappedes om drømmehuset den søndag i Valby, men nu giver det alligevel mening.

Uanset om man vælger en større lejlighed og at blive i byen eller ender i Valby, Vanløse eller provinsen, er vi ikke de eneste, der har gjort os de her tanker om fremtiden for os og vores børn. Det må være det, det vil sige at blive forældre.

LÆS OGSÅ: Hvad er bedst for børn: Hus eller lejlighed?

LÆS OGSÅ: Vi skal flytte, lille skat!

LÆS OGSÅ: Fru Bonderøv: “Mine børn skal ikke være ‘dem fra tv’