Medieforsker: Børn kan lære en masse af tv og apps
Tablets, tv og smartphones kan både være lærerige og underholdende – især hvis I bruger dem sammen. Her får du ekspertens bedste råd til skærmvaner og hvilke apps og tv-programmer, der hitter hos både dig og de små.
Tidligere blev der advaret mod firkantede øjne, hvis man brugte for meget tid foran fjernsynet. Også i dag er der bekymrede røster omkring børn og deres brug af tablets, tv og smartphones. Men underholdning på tv og tablets kan både være lærerigt og socialt, peger medieforskeren Stine Liv Johansen på, der er lektor i børns medier ved Aarhus Universitet.
Tv eller filmklip på iPad’en tilbyder masser af gode historier og sjove figurer, som børn kan lære af. Den måde figurerne opfører sig på kan lære børn, hvordan man er en god kammerat, hvordan man samarbejder og hvad der gør, at man bliver ked af det. Det er alt sammen noget, som børn får indsigt gennem eksempelvis børnefjernsyn.
– I Bamse og Kylling handler det ofte om følelser, der kan være svære at tackle og som giver anledning til snak. Her kan man tale med sit barn om, hvad Bamse gør ved Kylling, hvorfor man ikke skal gøre det, og at vi alligevel godt kan lide ham, fortæller Stine Liv Johansen.
LÆS OGSÅ: Sådan gi’r du dit barn gode skærmvaner
Udover at tv giver anledning til snak, er det også en aktivitet, man kan lave sammen.
– Det er en god idé at vise interesse for det, ens barn ser. Det gælder også, hvis de spiller et spil. Til helt små børn kan man finde apps med dyrelyde og vendespil, som man kan bruge sammen – det kan være lige så godt som at læse en bog. Til de lidt ældre børn kan man finde længere fortællinger og mere komplicerede spil, man kan være sammen om, siger Stine Liv Johansen.
Ipadificering
Den stillesiddende, todimensionelle aktivitet, som mange børn er glade for, bekymrer dog hjerneforsker Albert Gjedde fra Københavns Universitet.
LÆS OGSÅ: Skærmtid: “Vi har ingen regler"
– Når børn i stedet for at tale og interagere med hinanden fordyber sig i en skærm, lærer de ikke de fine tredimensionelle signaler, som udveksles mellem mennesker. Man kan frygte, at de kommer til at savne noget viden om, hvordan man omgås andre socialt, siger Albert Gjedde til Vores Børn, og fortsætter:
– De glatte overflader mangler de dufte, berøringer og sansninger, som er så vigtige for at træne børn hjerner.
Også børnepsykolog Camilla Carlsen Bechsgaard, der blogger om det digitale liv på psykologividen.dk, er forbeholden over for de digitale muligheder.
– De mindste børn udvikler sig i høj grad af at være sammen med voksne en til en. Så når dit barn kommer hjem fra institutionen, har hun brug for at være sammen med dig ansigt til ansigt. Derfor er det vigtigt du præsenterer hende for et alternativ og siger ’kom, skal vi ikke hjælpes ad med det her puslespil?’.
Ingen rettesnor
Skærmtid for de små: "1 time om dagen"Det kan dit barn fra 0 år og opefter
Baby
For den lille er tv og tablet en social ting – det er noget man gør sammen med enten mor, far eller større søskende. Har dit barn større søskende, er hun sikkert også tidligere ude.
Det kan de: Interaktive ting såsom vendespil og apps med dyrelyde. Kortere filmstumper.
1 år
Den 1-årige begynder at interessere sig for telefoner og tablets, fordi vi gør. Men det er stadig de interaktive ting fremfor film.
Det kan de: Vendespil, apps med sjove lyde og flotte farver. Filmstumper med Teletubbies, Baby Einstein og Byggemand Bob. Eksempelvis noget der kører og nogle siger ”hej hej” og ”farvel”. God musik er ofte også et hit. Barnet begynder at kunne gå og hente ting, og musik og dans er derfor sjovt i den alder.
2 år
Barnet begynder at kunne se længere fortællinger, og de kan skelne mellem forskellige programmer og dermed få præferencer.
Det kan de: Se programmer med bestemte figurer som Postmand Per og Bamse og Kylling.
3 år
Nogle vil kunne se længere film og også en hel spillefilm f.eks. Biler. Det er også i 3-års alderen, at mange prøver at komme i biografen første gang. De forstår dog stadig ikke hele filmen og vil ikke kunne genfortælle den. Det er de megaseje biler og det de gør, der hitter. Derfor er film med meget konkrete handlingsniveauer også at foretrække.
Det kan de: Simple spillefilm og DR’s Hr. Skæg.
4-5 år
I 4-5-års alderen har børn fået mere empati for andre mennesker og et større følelsesliv. De kan se, det er synd for nogle og svært for andre. De begynder at blive bange, og det skal man være opmærksom på. Man kan aldrig vide, hvad de bliver bange for som forældre. Det kan være en bestemt figur, som ser ud på en bestemt måde.
Børns relation til andre børn fylder også meget her: Hvem er jeg og hvem er du. Her kan mediefortællinger være rigtig vigtige.
Det kan de: Det seje bliver vigtigt. Derfor vil de sikkert gerne se store Disneyfortællinger såsom Frost og Star Wars. Samtidig er det begge fortællinger om det gode og det onde, men de ved måske ikke helt, hvem der er hvem, og at den enkelte kan have flere ting i sig.
6 år
Når de starter i skole stifter de bekendtskab med flere og ofte også større børn. Nogle børn begynder at spille mere fra 6-års alderen og frem, fordi de kommer ind i nogle andre fællesskaber.
Det kan de: Spille computerspil, se spillefilm.
Læs mere om børn og skærmvaner i rapporten ‘Digitale medier i småbørnshøjde‘ af Stine Liv Johansen og Malene Charlotte Larsen.
LÆS OGSÅ: Video: Må dine børn se iPad?
LÆS OGSÅ: Sådan får du mere søvn, mor
LÆS OGSÅ: Et “besværligt” barn: “Om natten vågner han så hyppigt, at jeg er holdt op med at se på uret"