Oh Land: "Jeg skylder ikke nogen noget – bortset fra Svend"

Klokken er tre om natten og Nanna Øland står ud af hotelsengen i Paris, hvor hun aftenen inden har spillet på David Lynch-baren Silencio. Den internationale sangstjerne sover ellers altid som en sten, men lige denne nat vågner hun med én tanke i hovedet: hun må have chips. Hun går ned i lobbyen og fortærer lynhurtigt en pose, inden hun går tilbage og sover videre. Varmt har hun det også. Efter koncerten må hun sidde med fødderne i koldt vand og dulme sin hedetur ved at drikke salt og sukker. Et par dage senere står hun på Nibe Festival og koger igen over i en grad, at hun simpelthen ikke kan iføre sig sit scenekostume.

Hun kigger sig desperat omkring efter et eller andet svalende at tage på og ender med at klippe sig et bundt bøgegrene og binde dem fast til kroppen med trommeslagerens løbeshorts indenunder. Hendes band er vant til lidt af hvert fra Oh Lands side og tænker ikke videre over, at hun går på scenen som et blafrende bøgetræ, men i Nanna Øland er en lille mistanke vækket. – På vej videre i tourbussen udbrød jeg pludselig:

”Vi skal ind på en tankstation NU, jeg skal have bland-selv-slik!”. Og så kørte vi ind og købte for 100 kroner blandet, og jeg kværnede bare det hele. På det tidspunkt var jeg en sundhedsfreak og spiste slet ikke sådan noget, så det var totalt ulig mig at spise chips og slik, og jeg tænkte, kan jeg være gravid?, husker Nanna Øland, som slet ikke var forberedt på, at det var en lille spire i livmoderen, der generede de pludselige hedeslag og cravings efter e-numre, salt og fedt.

– Jeg er ikke sådan én, der holder øje med, hvornår jeg skal have menstruation. Det kommer som et kæmpe chok for mig hver måned, så jeg havde slet ikke styr på det. Men jeg kunne godt se, at jeg var nødt til at tage en graviditetstest. Jeg havde ikke engang tisset færdig, så var der to streger. Jeg var bare monster-gravid!

Strikkede sig tæt på sit kommende barn 

Hun griner smittende, så man slet ikke kan lade være med at grine med, og sådan sidder vi, kluk-leende, ved bardisken på en morgenmadscafé på Nørrebro, hvor Nanna Øland spiser brød med ost og drikker kaffe og husker tilbage på den første tid som gravid. Med sit karakteristiske lyserøde hår og den luftige, hjemmestrikkede sweater i matchende rosa, som hun stolt fortæller, at hendes mor har strikket til hende, kunne hun ligne en figur fra et tv-program for børn.

Sådan én der har fantasi til at finde på hvad som helst, og det har Nanna Øland også, fremgår det senere i interviewet. Så at hun er her i anledning af – ikke et nyt album eller en kommende turné – men en strikkekollektion til voksne og børn, som hun har designet, er egentlig ikke så overraskende, som det umiddelbart kunne lyde. Det var netop i takt med sin voksende mave, at Nanna Øland følte trang til at give sig i kast med garn og pinde.

Graviditeten kom dumpende som en appelsin i hendes turban, mens hun var på toppen af sin internationale karriere, og med koncerter linet op indtil graviditetens ottende måned, var der ikke rigtig tid til at stoppe op og dvæle ved den store livsforandring. Men så kom Nanna Øland i tanke om lyden af sin mors knitrende strikkepinde, som hun huskede fra sin barndom, og et sæt kom med i tourbussen. Strikkeriet blev en måde at connecte med barnet i maven midt i det hektiske turnéliv.

– Det at vente et barn blev meget konkret, når jeg sad med en lille sok eller en lille sweater i hånden og forestillede mig, at der skulle være en person inde i det her stykke tøj, som jeg lavede. Det var sådan en fin måde at glæde mig og at føle, at jeg brugte tiden på noget, der havde med mit barn at gøre, husker Nanna Øland, som, ifølge hende selv, altid har været god til at fordybe sig, men aldrig rigtigt har mestret kunsten at sidde stille. Derfor faldt det hende også naturligt at arbejde lige til det sidste og at udfylde alle pauser med garnsysler og bøger om fødsler.

Egentlig havde hun afsat to uger inden termin til at holde fri, til at gå og glæde sig og gøre sig klar til fødslen, men sådan skulle det ikke blive. Sangerinden skulle lige have afsluttet det sidste store arbejdsprojekt, musikken til forestillingen Askepot, hvor Dronningen stod for kostumer og scenografi. 14 dage inden termin sad Nanna Øland en aften på Skype med den russiske koreograf, som havde et par rettelser, hun skulle lave, inden hun kunne slukke computeren en sidste gang og hengive sig til den forestående fødsel.

– Jeg tænkte, ‘hvis jeg laver det i morgen, kan jeg gå i seng og sove … Men på den anden side, der er to uger til, jeg skal føde, så hvis jeg laver det nu, kan jeg holde fri fra i morgen og gå og gøre klar’. Og så gik jeg hen til computeren og lavede rettelserne, og var sådan ‘yes, så er jeg færdig!’ Jeg gik i seng og nåede kun at sove omkring ti minutter, og så var vandet gået. Det var som om, at Svend kunne mærke, at nu var der endelig tid. Han havde god timing, griner Nanna Øland.

Kurve-skræk

Svend kom til verden på et fødselshotel i New York, hvor Nanna Øland havde købt sig til en jordemoder, da den amerikanske, lægefaglige tilgang til fødsler resonerede dårligt med det, hun står for. Hun ønskede sig en naturlig fødsel, uden brug af ve-drop, epidural eller smertestillende medicin og fik sin drømmefødsel, hvor hun var fuldstændig i kontakt med sig selv og sin indre urkvinde.

– Jeg følte mig virkelig som en ko, der kælvede. Det hjalp meget at tænke på mig selv, ikke som et menneske, der skulle hjælpes, men at jeg bare var en ko ude på marken. Jeg hev ham selv ud. Det var ikke planlagt, jordemoderen sagde bare:

’Nu kan du godt række ned og tage ham’. Det gjorde jeg, og det var helt fantastisk, fortæller hun. Det giver faktisk rigtig god mening, at en kvinde, der begyndte sin graviditet med at danse rundt på en scene indhyllet i bøgeblade, slutter den ved at føde som et dyr. Ringen blev ligesom sluttet, og Nanna Øland betegner da også sig selv som et menneske, der befinder sig virkelig godt, når hun får lov at hengive sig til sine instinkter. Sådan var det også, da Svend kom hjem. Hun følte intuitivt, at hun som hans mor var den, der kendte ham bedst og vidste, hvad han havde brug for. Til gengæld har hun altid haft det stramt i mødet med fastlagte systemer, protokoller og skemaer. Dem har hun aldrig selv passet ind i, og derfor var det også et chok for hende at opdage, i hvor høj grad hendes spædbarn – og dermed hende selv – forventedes at leve op til visse standarder.

– Jeg fik decideret kurve-skræk. Hver gang, Svend skulle tjekkes, kørte det rundt i hovedet på mig: ʻVokser han nok? Tager han nok på? Har han tabt sig?’. Jeg havde skræktanker om, at hvis han ikke blev ammet på slaget hver tredje time, så ville han dø af sult. På den måde ligger der jo en enorm skrøbelighed i at blive mor og pludselig have ansvaret for et andet menneskes overlevelse, bare med den mælk du kan give. Jeg skulle kæmpe meget med min egen angst, husker Nanna Øland, som først slappede rigtigt af, da Svend begyndte at få fast føde og på den måde ikke længere var hundrede procent afhængig af amningen.

Mor med grænser

Mødet med den pludselige sårbarhed, som ligger i at blive mor, er ikke det eneste, der har rykket rundt på sangerindens liv. Nanna Øland remser op: I de seneste fire år er hun flyttet fra New York til Danmark, er blevet gift, har fået barn, har købt hus, istandsat hus, er blevet skilt og er flyttet i lejlighed på Nørrebro sammen med Svend, som nu er to et halvt år. At hun nu skal være alenemor efter bruddet med Svends far, kunstneren Eske Kath, har hun dog ikke lyst til at fortælle om. – Det er rigtig meget, der er sket på rigtig kort tid. Derfor har jeg også brug for at fordøje det hele indadtil og ikke udadtil, forklarer hun.

At få lov til det kan være en udfordring, når man er en offentlig person. Generelt er Nanna Øland glad for interessen fra omverdenen, men efter hun er blevet mor, har hun skullet lære at sætte grænser for, hvor meget af sig selv hun er villig til at dele ud af.

– Inden jeg blev mor, havde jeg det sådan, at jeg skyldte alle alt. Nu ved jeg, at jeg kun skylder Svend noget. Jeg er hans mor og ikke bare tilgængelig for alle. Jeg synes som regel, det er dejligt, når folk kommer hen og snakker med mig på gaden. Men i de situationer, hvor jeg er Svends mor, kan det være grænseoverskridende, for eksempel hvis jeg står på et museum med ham, og der kommer en skoleklasse hen og vil tage billeder af mig. Der har jeg skullet lære at sige fra på en sød og venlig måde, siger sangerinden.

På samme måde har hun ikke haft brug for at udgive en masse musik, mens lavinen af forandringer af både den søde og den bitre slags har rullet på hjemmefronten. I stedet har hun fulgt sin mavefornemmelse og taget sig tiden til at bearbejde sine oplevelser gennem en langsom skriveproces. Hendes nye album udkommer efter planen i starten af 2019. Med hendes egne ord det mest personlige indtil nu. Det er dog ikke den gamle Oh Land, der booker kalenderen op med koncerter og turnerer verden rundt, vi kan forvente at høre nyt fra.

– Før jeg blev mor, var jeg jo i en ny by hver eneste dag, levede på landevejen, arbejdede i døgndrift og havde aldrig ferie. Nu prioriterer jeg at være hjemme så meget som muligt, tage Svend ud af vuggestuen så ofte som muligt og hente ham tidligt. Jeg er blevet benhård med mine prioriteter og har slet ikke svært ved at sige nej til en stor koncert, hvis den ligger en dag, hvor jeg har planlagt at være sammen med Svend. Jeg har intet problem med at tage fri en hel sommerferie. Og det lyder måske ikke så mærkeligt, men det kommer fra én, der ikke har holdt fri i otte år, så for mig er det ret vildt, siger hun.

Det er for Nanna Øland det smukkeste i at blive mor: Driften mod at sætte sit barns behov før noget andet. I tiden efter hun havde fået Svend, kunne hun få tårer i øjnene af at se en mor og et barn sammen. Tanken om alle de kvinder, der går rundt og gør deres absolut bedste for deres børn, rører hende stadig dybt. På trods af den solidaritet hun føler med andre mødre, kan sangerinden godt tage sig selv i at skæve til, hvad andre mon tænker om hende – det gælder både i rollen som mor såvel som musiker.

– Det er helt klart det sværeste ved at blive mor. De forventninger der er udefra. Men jeg tror faktisk mere, det er ens egen følelse af utilstrækkelighed, der gør, at man tror, at andre dømmer én. Jeg gør det for eksempel ikke med andre. Hvis jeg ser en mor, der står med et hysterisk barn, så tænker jeg ikke ʻlorteunge’ eller ʻhun har ikke styr på det’. Jeg tænker bare ʻårh, det kender jeg godt’, fortæller sangerinden. Inden hun blev mor, frygtede Nanna Øland, at hun ville blive uambitiøs. Det er hun langt fra blevet, men hun har måttet omdefinere sin karriere, så den passer bedre til et liv med en to-et-halvt-årig, og det har skabt en ro, men også en nervøsitet. For når man pludselig skærer halvdelen af sit arbejde væk, fordi man gerne vil være sammen med sit barn, hvordan holder man sig så aktuel? Og hvad for nogle jobs er det så, man skal tage?

– Jeg er kommet frem til, at måske behøver mit arbejde ikke at bestå i at rejse verden rundt og lave shows, måske giver det mere mening at lave et samarbejde om strik. At gøre ting, hvor jeg samtidig kan være en rigtig god mor.

To unikke alen af et stykke

Omstillingen har ikke været nær så svær for hende, som man måske skulle tro. En af de ting, der gør hende i stand til at lave musik, mener Nanna Øland selv, er netop hendes evne til at være nærværende, dér hvor hun er. Og nu hvor hun ikke forsvinder ind i musikken nær så meget som før, er det Svend, der får alt det nærvær, hun har i overskud. Nogle gange tænker hun endda, at hun er lidt for nærværende.

– Jeg skal huske mig selv på, at jeg ikke behøver at sidde på gulvet og lave puslespil med ham hele tiden. Han skal også lege selv. Det har han brug for. Nogle gange går han simpelthen ind på sit eget værelse og lukker døren. Så skal han lige have lidt privatliv, griner Nanna Øland, som med forundring ser Svends personlighed udvikle sig til en lille kopi af hende selv. Hun var et fantasifuldt barn. Det kan mange forældre nok sige om deres børn, men Nanna Øland tog det skridtet videre. Hun udviklede for eksempel sit eget sprog, Lusigena, som hun talte ikke bare en uge eller to, men et helt år.

På balletskolen blev hun forvist fra gennemspilningerne, fordi hun sad på sidelinjen og forstyrrede ved at lavede tegnsprog til det, der foregik på scenen. Hun vidste, at hun ikke måtte tale, men en eller anden kommentar til begivenhedernes gang, måtte hun bare have afløb for. På samme måde er Svend et barn, der er i sine sansers vold, finder på ting som for eksempel at sige farvel til malerierne, når han har været på besøg hos andre og som synes, at orgelmusik er det fedeste. Nanna Øland ser det både som en gave og en udfordring, at hendes søn ligner hende så meget.

– Det er sindssygt sjovt, og jeg tror, det gør, at jeg forstår ham enormt godt. Men jeg kan også mærke, at jeg skal passe på, for når jeg ser ham, ser jeg mig selv, og derfor kan jeg blive bekymret for, at han skal få de samme problemer, som jeg havde som barn, hvor jeg nogle gange blev oplevet som for meget. Dér er det virkelig vigtigt, at jeg lader ham opleve det i stedet for at afskærme ham. Jeg må lade ham gøre sine egne erfaringer og bruge dem til det, han skal bruge dem til, mener hun. For Nanna Øland var lektien, som hun fik med sig videre i livet, at mens det måske nok kan blive opfattet som skørt og alt for meget eksempelvis at klæde sig i bøgeblade, så er det lige tilpas, når man står på en scene. Det er det, hun håber at lære Svend; livet kan leves på mange måder, men det giver kun mening, når man står ved sig selv.

– Jeg tror næsten, det vigtigste for mig at lære ham er, at man ikke behøver at være ligesom alle andre. At han ikke skal føle, at han er forkert, når han ikke interesserer sig for det, som hans venner interesserer sig for, har svært ved ting, som andre har let ved eller omvendt. At styre efter sit eget kompas i stedet for det system vi har, der efterhånden er så firkantet, at der skal så lidt til, før man føler sig forkert, siger Nanna Øland. Netop muligheden for at bryde ud af de fastlåste rammer og udtrykke sin egen, skæve personlighed er også det, der har fået hende til at holde fast i den hobby, der begyndte med hjemmelavede babysokker i en bumlende tourbus.

– Når jeg strikker, kan jeg gøre tøjet unikt og skabe noget, som er meget personligt. Det føles helt særligt at kunne lave to trøjer til mig og Svend, som ingen andre har og som passer perfekt til os, siger sangerinden. Livet er måske nok forandret en del, efter hun har fået Svend. Vigtigst er dog, at det hele nu giver mere mening. Derfor har kan hun heller ikke rigtigt kunne finde på noget at svare på spørgsmålet om, hvad hun savner fra livet, inden hun fik Svend.

– Altså, jeg skulle til at sige, at det var mere bekymringsfrit. Men når jeg tænker efter, var jeg ligeså bekymret før, bare om alt muligt – set med mine øjne nu – mere ligegyldigt. Og hver eneste ting, jeg tænker, er svær nu, er i bund og grund kun svær, fordi det betyder så meget. Og det er kun en forbedring i mit liv, at noget kan betyde så meget.