Pernille har lagt krop til fertilitetsbehandling og fødsel – og undret sig over én ting

Pernille Rosenkilde havde været mor i otte uger, da hun modtog en kryptisk besked fra sin læge. Det var til den obligatoriske otteugers-undersøgelse, som var første gang efter fødslen, at nogen tjekkede op på den nybagte mor, for hidtil havde alt handlet om hendes barn.

At Lizzi sov, spiste, tog på, holdt øjenkontakt og trænede at ligge på maven blev alt sammen fulgt skarpt af først jordemor, siden sundhedsplejerske og praktiserende læge. Et fokus, som Pernille Rosenkilde var glad for, for som helt ny mor var der ikke meget, der lå hende mere på sinde end datterens velbefindende.

Men nu føltes det alligevel meget rart, at en fagperson lige kiggede efter og forhåbentlig gav en tommelfinger opad til, at også morens krop var på rette spor tilbage mod normalen efter den strabadserende omgang med graviditet og fødsel. Pernille Rosenkilde blev dog mere forvirret end klog af den melding, hun fik:

“Lægen undersøgte mig og konstaterede så: ”Ja, man kan jo godt se, du er blevet syet.” I situationen tænkte jeg, at hvis det var noget, jeg skulle forholde mig til, så sagde hun vel til… Men hun sagde ikke mere”, husker Pernille Rosenkilde.

Læs også

Frida Brygmann ledte efter noget, vi alle drømmer om – og fandt det ved en havelåge i Valby

Kort efter sluttede konsultationen, og Pernille Rosenkilde samlede sin baby sammen, gik hjem og kom videre med sin dag. Men et sted i baghovedet blev spørgsmålene ved med at poppe op midt imellem amninger og bleskift. For hvad havde lægen ment? Var det unormalt, at man ”godt kunne se”, at hun var blevet syet? Og vigtigst: Ville der blive fulgt op på det? Klokken 23.30 samme aften pressede tankerne sig så meget på, at hun måtte gøre et eller andet.

“Jeg gik ud på badeværelset og fandt et spejl, så jeg kunne se efter selv. Men jeg aner ikke, hvad normalen er – jeg har jo ikke født før og ved ikke noget om bristninger og syninger. Bagefter gik ind jeg til min kæreste og sagde: ”Jeg ved ikke, hvad der er normalt, men jeg synes, der er et eller andet, der ser lidt anderledes ud”.

Spist af med et otteugers-tjek

Hvordan hun handlede på følelsen af at være overladt til sit eget tankemylder i kølvandet på den uklare besked, kommer vi tilbage til. For forhistorien er, at den 33-årige stylist, designer og influencer (-s krop) havde været igennem en del for at komme frem til det sted, at der overhovedet var en efterfødselskrop at tage stilling til. Først forsøgte hun og kæresten, Jeppe August, at blive gravide naturligt. Det lykkedes ikke.

Derefter fulgte halvandet år med at blive tumlet rundt i fertilitetsmøllen. Da en passager endelig indløste billet til ni måneders ophold i Pernille Rosenkildes livmoder, var hun så lettet – og mættet af at forholde sig til sin krop, nedsætte restriktioner og stramme sundhedsregimer over sig selv for at forøge chancerne for succes – at hun ikke havde overskud til ret meget andet end bare at være i det.

Fødslen regnede hun med, at hendes krop sammen med fagpersonernes guidning nok skulle tage af sig af, og når hun havde født – ja, så handlede det vel om babyen? Den formodning fik hun ret i.

Nu hvor Pernille Rosenkilde kan sætte flueben ved både veloverstået graviditet, fødsel og ikke mindst en baby i trivsel, undrer hun sig over den manglende opmærksomhed, hendes efterfødselskrop har fået.

“Jeg synes egentlig, det er lidt useriøst, at vi kun har et otteugers-tjek dedikeret til kroppen – og at der i hvert fald i mit tilfælde bliver skøjtet lidt let hen over det. Som ny mor er man så usikker, man er hormonelt helt ude i tovene, og de fleste har et barn med på slæb, der måske endda ligger og græder ved siden af. Dér synes jeg, man skal tages lidt mere i hånden.

Sådan: ”Det, vi gør, er…” I stedet bliver det sådan noget: Har du nogen spørgsmål? Jamen, you tell me! Jeg aner jo ikke, hvad er der normalt, og hvad jeg kan forvente. Det er meget overladt til, om man har veninder, man kan spørge, og så må man bero sig på deres anekdoter. Jeg synes, at man burde få en håndbog med hjem efter fødslen: ”Slå op side syv, hvis du stadig tisser lidt i bukserne efter seks måneder...”, mener Pernille Rosenkilde.

Vi ved alt for lidt

Behovet for en bog, der sætter sig ud over veninders erfaringer og ”jeg har hørt, at…” og i stedet beretter helt faktuelt om, hvad vi rent faktisk ved om kroppen efter den har ageret bolig for et andet væsen, har Isa Kristina Kirk og Carla Kruse Bell også fået øje på.

De to kvinder, der er henholdsvis civilingeniør og læge, begge med en naturvidenskabelig Ph.D. i bagagen, kender hinanden fra et forskningsophold i USA, og en dag, hjemvendte fra udlandsopholdet, stod de på en legeplads på Østerbro med deres jævnaldrende børn og kom til at tale om, at det egentlig var mærkeligt, at der ikke fandtes en samlet, populærvidenskabelig gennemgang af de forandringer, kroppen går igennem for at bringe et menneske til verden.

Den bog, besluttede de, skulle skrives, og den skulle skrives af dem. Det er nu resulteret i bogen Kroppen bliver mor, og udgivelsen kommer ikke et sekund for tidligt, mener de to forfattere.

Læs også

”Det var den vildeste befrielse, da jeg lærte ikke at sammenligne mig med andre”

“Graviditet og fødsel er den mest gennemgribende forandring, en krop overhovedet kan gennemgå, det påvirker mange organer; lige fra hår, hud og fødder til muskler og skelet. Alligevel er der relativ lidt evidensbaseret information let tilgængelig for den almindelige borger, og mens der er masser af opfølgning på barnet, slipper sundhedssystemet reelt kvinden efter otteugers-tjekket – ligesom der ikke er noget specifikt opfølgningsforløb efter et kejsersnit, på trods af at kvinden har gennemgået en reel operation”, siger Carla Kruse Bell. 

Risikoen er, fastslår forfatterne, at kvinderne gør det, vi altid har gjort: Tyr til hinanden. Og mens det er dejligt, at vi har en mor, en veninde eller en mødregruppe at spørge til råds, er problemet med denne fremgangsmåde, at vores sammenligningsgrundlag bliver meget lille – og risikoen for at føle, at noget unormalt er normalt eller omvendt, er stor.

“Når vi kun har hinanden at snakke med, risikerer vi at modtage modsatrettede eller ganske enkelt forkerte informationer, og det resulterer i, at nogen ikke får taget fat om de problemer, der faktisk kan gøres noget ved – for eksempel inkontinens eller delte mavemuskler”, siger Isa Kristina Kirk, som tilføjer, at pendanten til at spørge veninderne – at spørge Google – kan være endnu værre, da vi risikerer at finde direkte misvisende information, når vi forvilder os ud i én eller anden afkrog af internettet.

Væk med efterfødselskroppens tabu

Mens internettet har sine slagsider, har det dog også sine fordele. Ikke mindst at det kan få folk til at åbne munden om ting, der tidligere har været omgærdet af tavshed. Sådan er det i de senere år gået med efterfødselskroppen. Her er en række kendte kvinder gået forrest og har delt ud af sig selv og de skavanker, de har døjet med efter at være blevet mødre, f.eks. supermodellen Chrissy Teigen, som efter fødslen af sit andet barn skrev på Twitter:

”Jeg kan bekræfte, at livet efter fødslen er 90% bedre, når du ikke er revnet til numsehullet”, ligesom komiker Amy Schumer delte billeder af sig selv ude at gå tur med sin nyfødte iført BH og hospitalets engangsunderbukser.

Deres og andre kendte og ukendte kvinders forsøg på at stå ved og aftabuisere efterfødselskroppen og gøre det okay både at tale om og vise slap hud, ekstra kilo, strækmærker, brystpumper og så videre, har dog en (nogen ville sige ond) tvilling: Nemlig kvinder, der kort tid efter fødslen poster billeder af sig selv, hvor de tilsyneladende er tilbage i topform og nærmest ser ud som om, nogle andre har født deres børn.

Det skete bare ikke. Maven blev ved med at bule ud, og på et tidspunkt tog Pernille Rosenkilde sig selv i at google, hvor lang tid det tager for livmoderen at trække sig sammen igen.

Internettet svarede to måneder, så Pernille besluttede sig for at slappe af indtil da. Dagen kom og gik dog uden, at der var sket det store. På et fotoshoot i Tyrkiet skulle influenceren have en stram, lilla kjole på, og i sit hoved forestillede hun sig, hvordan det ville se ud.

Men da hun så billederne, kunne hun slet ikke kende sig selv. Brysterne var større, hofterne bredere, og maven bulede fortsat ud. Pernille Rosenkilde understreger, at hun ikke på noget tidspunkt har været ude på at promovere et åleslankt ideal – men de fleste kan nok kende følelsen af gerne at ville ligne sig selv. Lige dér ramlede det.

“Det var et fuldstændig andet billede, end sådan som jeg så mig selv. Jeg gik bare helt kold og begyndte at græde. Jeg tog mig selv i at tænke, kan vi beskære det eller udvælge de billeder, hvor mine ben ser flotte ud, eller hvor vinklen rammer min mave, så den fremstår flad …”

Den svære kropssnak

Det besluttede Pernille Rosenkilde sig dog for ikke at gøre. I hvert fald ikke udelukkende. Hun lavede et opslag på Instagram med både de skud, hvor alt fremstod perfekt, og dem hvor efterfødselsformen stod mere tydeligt frem.

Skrev en tekst om sine tanker om at have det svært med ”ikke at være tilbage” – hvilket viste sig ikke at være så nemt at sætte ord på, for på den ene side ville hun ikke fremstå, som om hendes skønhedsideal var ude af trit med tiden, men på den anden side følte hun også, at der skulle være plads til at tale højt om, hvordan hun havde det. Balancegangen mellem at være ærlig om sine følelser uden at shame andre var så svær, at Pernille Rosenkilde overvejede helt at droppe opslaget. 

”Men jeg endte med at tænke ”det skal simpelthen være løgn”. Kroppen er et svært emne, for man bliver nemt mødt med holdningen: ”Slap af, du har jo lige født!” eller ”alle kroppe er smukke”. Det er rigtigt nok, og vi skal være inkluderende, men hvis man bliver lukket ned med sine følelser, føler man sig bare endnu mere alene og ked af det. Og lige præcis efterfødselskroppen synes jeg, er en speciel situation, for den har ændret sig så meget, og jeg synes, der skal være plads til at have følelser omkring det.”

Læs også

Julie Ølgaards svære fødsel: "Det var en sindssyg tid"

Derfor endte Pernille Rosenkilde med at offentliggøre opslaget. Responsen var overvældende.

“Jeg fik SÅ mange beskeder fra kvinder, der sagde tak for at åbne op for snakken om efterfødselskroppen.”

På en måde fungerede opslaget som Pernille Rosenkildes egen lille undersøgelse, der én gang for alle slog fast, at hun ikke kunne stole på googlesøgningen, der havde sat hende i hovedet, at hun godt kunne regne med at være tilbage i sin før-fødselsform to måneder efter fødslen.

“Da jeg havde læst 300 beskeder om, at det kan tage ni måneder eller et år at ”komme tilbage” og føle sig som sig selv igen, så begyndte jeg at tro på det. Rigtig mange har skrevet til mig, at de også synes, det var svært, at der gik så længe. Der var én, der skrev til mig, at hun havde taget sit almindelige tøj med på hospitalet, for hun regnede med, at når hun havde født, så kunne hun jo være i det igen. Det viser mig, hvor skæve forventninger, vi kan have,” siger Pernille, der ville ønske, at hun på forhånd havde fået information omkring, hvad hun kunne forvente af kroppen.

På den måde havde hun – og andre nybagte mødre – måske sparet sig selv fra at blive så påvirkede af de mange glansbilleder af ”perfekte” efterfødselskroppe på de sociale medier – samt at ligge og google ”hvornår bliver min mave flad igen efter en fødsel” midt i natamningen. 

“Det er jo helt skørt, at jeg gjorde det. Nu nyder jeg i højere grad at være på barsel, for før følte jeg det som en stress, og jeg vejede mig hver eneste dag. Nu slapper jeg af og nyder de små forandringer, der kommer stille og roligt.”

Videnskabeligt er kvinder en minoritet

“Det er underligt, at man lader en population gå rundt med lidt rygsmerter eller lidt inkontinens. Det er generende og hæmmende for den enkelte kvinde, og som samfund giver det heller ikke mening at lade en masse mennesker gå rundt og ikke helt have den arbejdsevne, de gerne skulle have i mange år efter at være blevet mødre”, tilføjer Isa Kristina Kirk.

Det er en samfundsopgave at få børn

Den mørke plet i vores viden omkring det, der med det minoritetsklingende ord kaldes ”kvindesygdomme” har dog fået mere fokus i de senere år.

Forsikringsselskaber er langt om længe begyndt at anerkende fødselsskader, og i efteråret 2022 blev verdens første kvindelige crash test dummy udviklet. Hidtil har dukken, som sikkerhedsseler testes på, som oftest været 176 centimeter høj, vejet 77 kilo og ikke haft bryster – altså, en mand.

Og når sikkerhedsudstyret er tilpasset mandens krop, ja, så bliver det væsentligt farligere for kvinder at være udsat for et færdselsuheld. Vi har altså taget små skridt i den rigtige retning i forhold til den generelle anerkendelse af, at kvinders kroppe er lige så vigtige som mænds. Måske burde tiden også komme til at anerkende de særlige vilkår og behov, der gør sig gældende for efterfødselskroppen, vurderer de to forfattere. 

“Det kan nok for mange, også politikere, betegnes som samfundsopgave at få børn og få graviditets- og efterfødselsforløbet til at fungere”, siger Carla Kruse Bell.

Hun understreger, at de to forfattere ikke som sådan har en politisk agenda, men hun vil i al stilfærdighed gerne pege på, at vi generelt i dette land ikke helt får nok børn, hvilket betyder, at der ikke fødes nok nye borgere til at sikre fremtidens velfærd og tage vare på det stigende antal ældre.   

“Og det er jo på den politiske agenda og et område, som stort set alle politikere er enige om, skal tages meget alvorligt. Hvis man virkelig vil prioritere det her område, kunne vi f.eks. sikre, at kvinden blev fulgt ordentligt under graviditeten og efter fødslen og eventuelt tilbudt genoptræning”, siger hun.

Isa Kristina Kirk håber, at forfatterne med deres bog kan få flere kvinder – og deres partnere – til at føle sig oplyst og klædt på til de kropslige ændringer og udfordringer, der følger med i den store pakke, det er at blive forældre. 

“Vi er kommet et stykke af vejen, hvis nogen føler sig mere set og oplyst ved at læse vores bog. Og så håber jeg da også, at vi kan skubbe lidt til denne her debat – også forskningsmæssigt – for der er stadig rigtig mange punkter, hvor vi ikke ved nok om den krop, som kan bære børn”, mener hun.

Vi skal kræve svar

Det er flere måneder siden, at Pernille Rosenkilde modtog lægens ikke-svar på hendes tilstand. Nogen opfølgning har der ikke været, men nu, hvor datteren Lizzi er ved at være seks måneder gammel, er morens overskud ved at vende tilbage, og hun har besluttet sig for, at spørgsmålet ikke skal have lov at hænge ubesvaret i luften.

“Nu har jeg faktisk bestilt en tid hos min læge, hvor jeg har tænkt mig at spørge hende: ”Du sagde, at man godt kunne se, jeg var blevet syet. Hvad betyder det?”

Pernille Rosenkilde undrer sig fortsat over, at denne opfølgning skal komme fra hende og ikke det sundhedsvæsen, som hun føler, burde passe på hende – og hendes lyst til at bringe endnu en samfundsborger (eller flere) til verden.

Men sådan er det lige nu, og mens hun ikke tør satse på, at det er blevet anderledes til næste gang, hun selv skal være gravid igen, kan hun håbe på, at samfundet er begyndt at tage efterfødselskroppen alvorligt, når Lizzi engang skal være mor. Indtil da glæder Pernille Rosenkilde sig over, at hun har fået øjnene op for det, som aftabuisering og åbenhed kvinder imellem kan give.

“Det har hjulpet mig enormt meget at dele mine følelser omkring efterfødselskroppen på Instagram. Det har været som at få et kæmpe kram. Så næste gang, jeg skal være gravid, vil jeg prøve at give mig selv lidt fri, droppe den negative energi omkring min krop og bare nyde det.”