Leder: "Kan man have kærlighed nok til to?"

Jeg kan fysisk genkalde mig følelsen af knuden i maven. Den dårlige samvittighed, som ramte mig som højgravid helt uventet og med overraskende styrke. Det var følelsen af svigt over for min toårige søn. Svigt over lige om lidt at skulle bryde vores tætte symbiose af kæmpe kærlighed – og dernæst den lille nagen: Ville jeg nogensinde kunne elske dreng nummer to lige så højt som dreng nummer et?

Vi var faktisk i en lang periode usikre på, om Viggo skulle forblive enebarn. Om vi havde lyst og overskud til et barn mere. Vi havde det jo dejligt, bare os tre. Og vi var samtidig ret bevidste om, hvor meget vores søn havde vendt op og ned på vores liv og tæret på vores energi. Men i takt med, at han voksede og blev mere selvstændig, kom også overskuddet og med det tanken og snakken om barn nummer to. Vi var enige, og vi kunne næsten ikke få armene ned, da jeg hurtigt blev gravid. Vi så det som en stor gave for os og for Viggo. Tænk, at kunne få et barn mere og give vores ældste en bror eller en søster.

Men hen imod slutningen af min graviditet kom den så. Fligen af dårlig samvittighed. Jeg turde næsten ikke dele den med andre, for hvad ville de ikke sige? At jeg var utaknemmelig? Måske kender du også følelsen af splittelse. At man kan bruse over af lykke og samtidig have en lille flig af ængstelse i maven. Hvordan skulle jeg fordele min tid? Hvor skulle jeg kanalisere min kærlighed hen? Og havde jeg nok af den? Det var min svigerinde, der fik mig til at sænke skuldrene og løsne op. I en bisætning og med en klump i halsen fik jeg til en familiefrokost fremstammet noget med den dårlige samvittighed og frygt for at have kærlighed nok til begge. Hun kiggede mig direkte i øjnene og sagde, at hun havde haft det præcis på samme måde. Og at følelsen faktisk fortsatte noget tid efter, hun havde født barn nummer to. Hun mente, det var helt naturligt, for min førstefødte var jo nu og her min store kærlighed. Hold nu op en lettelse. Jeg så på min nevø og niece, som legede i stuen, og jeg så hvilken glæde, de to havde af hinanden. Jeg havde aldrig været i tvivl om min svigerindes kærlighed til begge sine børn.

Søskende, yes please!

Og hun fik ret. Følelsen var der, også da jeg havde født. Men jeg accepterede den, og jeg forholdt mig til den. Jeg elskede min lille baby og var dybt taknemmelig for ham, men han optog samtidig pladsen i mine arme, som babyer skal og gør. Jeg sørgede derfor for at inddrage min store dreng i det nye, og jeg lavede ting sammen med og alene med dem begge. Jeg læste højt, mens jeg ammede, og gik til gymnastik med den store for også at give ham lidt alenetid. I dag er de to og fire år. Jeg kan ikke forestille mig livet uden dem begge, og det lader til, at det kan de heller ikke. De spørger efter hinanden, når den anden ikke er der, og lige så vel som de kan slå og rive hinanden, så overdynger de også hinanden med kys og kram.

Og hvad angår kærlighed til begge børn: Hjertet må ganske enkelt bare blive større, for jeg har uanede mængder til dem begge. Præcis som det skal være. Måske spiller tvivlen, om du har kærlighed nok til flere børn, ind, når I skal beslutte, om I skal have et, to eller flere børn. Jeg håber, at du får præcis så mange børn, du ønsker dig.

Læs vores store tema om søskende i magasinet, som er på gaden nu.