Thomas Skov: Hvad 10.000 timer som Ellens far har lært mig

Der går en myte om, at man skal bruge 10.000 timer for at blive rigtig god til noget. De største sportsstjerner har trænet i tusindvis af timer for at nå til tops i deres sport.

Jeg har formentlig spillet fodbold et par tusind timer, hvis jeg tæller alt sammen. Det har aldrig været nok til at drive det til noget. 

Det, jeg har været tættest på at bruge 10.000 timer på, har nok været at være på Instagram. Men det er jeg til gengæld også sindssygt god til.

I går kom jeg til at sidde og regne lidt på det. Hvis vi fraregner søvn, arbejde, tid i vuggestue og en ekstrapost til diverse, så har jeg i hvert fald været far i 10.000 timer.

Derfor burde jeg vel være god til det nu.

Uden at skulle placere mig selv på verdensranglisten, vil jeg da også vurdere, at det går godt. Men 10.000 timer vist ikke nok i den her sport.

Forældresporten

Jeg er klar til at udråbe forældresporten som den sværeste sport, der findes.

Tennis lærer man at spille og så er reglerne de samme og spillet er dybest set, som det var, da man lærte det.

Jeg tvivler på, at Wozniacki nogensinde kommer ud til en tennisbold, der nægter at tage flyverdragt på eller en ketcher, der skriger, fordi den vil se Paw Patrol.

Nu er forælder selvfølgelig ikke en olympisk disciplin, men hvis det var, ville jeg helt klart sidde klinet til skærmen. Måske endda stille op.

Det er som om at der hver gang, jeg lærer noget nyt i forældersporten, så dukker der nye regler og discipliner op.

I starten handlede det meget om mad, søvn og afføring – og det var udfordrende nok, men det gik. Så kom der pludselig bevægelse på barnet, og så skulle jeg til at følge med rundt. Nu er der så kommet sprog og holdninger, og det gør det kun endnu mere udfordrende. Mest af alt er det sjovt, men jeg bliver virkelig også presset til det yderste ind imellem.

De nye discipliner

Vi er nået til det stadie, hvor Ellen vil og kan en masse ting selv, og det kræver store tålmodighed. Det kan være svært at forklare en pige på 2,5 år, hvorfor vi ikke spiser ketchup til morgenmad og hvorfor hun ikke skal have sandaler på i november.

Og når hun så stikker i et gevaldigt hyl, kan jeg forstå på Helen og Lola og alle andre Google-veninder, at det er vigtigt at være forstående og rummelig.

Det sætter min ro på stor prøve, når jeg skal sætte mig på hug og forklare et skrigende barn...

"Jeg forstår godt, at du gerne vil tegne med tusch på komfuret, men det må du ikke."

Jeg siger ikke, jeg kan løse bandekonflikten. Jeg siger bare, at mine mægler-evner virkelig bliver udvidet.

Nødløsningen kan i yderste tilfælde være en brikjuice og popcorn.

Det er jeg i tvivl om ville virke hos Loyal to Familia. Men hvis nogen vil prøve, er rådet gratis.

Lille Blop, nu skal du sove

Så er der sproget.

Det gør mange ting meget nemmere, at hun kan forklare, hvad hun vil. Det er virkelig en smart opfindelse, sproget.

Derudover er det pt. mit bedste partytrick.

Hør hvad Ellen kan sige. Det lyder så sødt. Det bedste trick er, at hun har lært at synge Blops Aftensang fra Min Søsters Børn.

Det skal for øvrigt være en anbefaling herfra – at se de originale Min Søsters Børn-film. De er tilpas langsomme, men sjove til at hele familien kan få noget ud af dem.

Udfordringen med sproget er, at jeg nu selv skal være mere bevidst om, hvad jeg siger.

For Ellen kunne ligeså godt have heddet Canon eller Hewlett-Packard. Hun er i hvert fald en lille kopimaskine. Uanset hvad jeg siger, siger hun det. Så jeg har måtte luge ud i bandeordene og skrue lidt mere op for de jyske gloser.

En anden balance, der kan være svær, er balancen mellem hvor rigtigt hun bør udtale ordene, og hvor sjovt det lyder.

Til Halloween var Ellen klædt ud som spøgelse. Af en eller anden grund har hun ikke fanget, at spøgelse starter med S.

Så hun løb rundt og sagde:

"Uhh, jeg er en farlig 'pø'lse"

Aldrig har listeria været sjovere, for det er simpelthen så bedårende, men jeg er jo også nødt til at lære hende, at der er S i spøgelse på et tidspunkt.

Lille Blop, nu skal du altså sove

Det endelige bevis på, at 10.000 timer-reglen er en myte, er søvn.

For jeg har puttet Ellen igen og igen, men det kan stadig være en kamp. Jeg har skrevet om det før, men det er som om at søvn er universets gave til forældre, så vi altid har noget at tale med hinanden om.

Jeg tror bare, jeg må konstatere efter de første godt og vel 10.000 timer som far, at det kommer til at kræve 10.000 og atter 10.000-vis af timer, men at der nok altid vil være noget nyt at lære.

Indlægget blev oprindeligt bragt på Thomasskov.dk.