Ramt af glaspest? Sådan får du dine glas flotte igen
Er dine fine vinglas blevet uklare og kedelig? Er de gamle drikkeglas nærmest hvide med noget, der ligner et lag af kalk? Ja, så kan du være ramt af glaspest. Her får du gode råd til nemme måder at få dine glas klare igen.
Når dine glas kommer ud af opvaskemaskinen, og de ikke længere er skinnende og gennemsigtige, men derimod har et mat, hvidt lag på deres overflade, så kan der være tale om ”glaspest”.
Men hvad er det – og ikke mindst: Hvordan får du det væk igen?
Bliv klogere her.
Hvad er glaspest?
Glaspest er en tilstand, som kan ramme drikkeglas, der bliver vasket i en opvaskemaskine.
Hvis du kommer for meget eller lidt opvaske- og afspændingsmiddel og salt i maskinen, kan det også føre til tågede og kedelige glas, men det er ikke det samme som glaspest.
Med andre ord kan du have været omhyggelige med doseringen af opvaske- og afspændingsmiddel og salt, og alligevel er det ikke en garanti for at undgå den grimme tilstand, hvor glassene bliver uklare, da tilstanden glaspest skyldes andre ting.
Det handler heller ikke om typen eller kvaliteten af glasset, da det kan ramme både billige og dyre glas. Hvorvidt glassene officielt kan tåle at komme i en opvaskemaskine, er også underordnet, da det sagtens kan ramme glas, der kan tåle dette.
Det er lidt af en gåde, hvordan glaspest opstår, men typisk sker det som nævnt, som følge af opvask i en opvaskemaskine. Man mener, at det opstår, når glas står fugtigt og varmt – og særligt hvis der ikke er luft til stede. Varmen og det stærkt basiske miljø fra sæben indgår i en kemisk forbindelse med glasset, og det er den, som med tiden ødelægger glasset, så det får det mælkede udseende.
Særligt ældre glas rammes af glaspest.
Sådan fjerner du glaspest:
Hvis glaspesten er ny, er der håb for dine glas.
Her er et par gode råd til, hvordan du gør:
- Er skaden sket, kan glassene lægges i blød i varmt vand med cirka 2 dl eddike eller citronsyre og rigeligt med opvaskemiddel i. Alt efter hvor slemt dine glas er ramt, kan det tage fra ti minutter til at lade det stå natten over. Vaskes grundigt inden brug.
- Har glassene fået et let hvidt lag i opvaskemaskinen, kan du tage noget citronsyre og opløse det i lunkent vand og med en blød klud gnide det på glassene. Ved svær glaspest er der dog intet at gøre.
- Du kan prøve med en grydesvamp med lidt glaskeramisk stålrens på at gnubbe dine glas fri for glaspest.
Hjælper disse kur ikke, er der ved svær glaspest intet at gøre, og skaderne kan ikke udbedres.
5 TIPS: Forebyg eller undgå glaspest
Det kan være svært helt at undgå glaspest i opvaskemaskinen, men hvis du følger disse råd, er du et godt stykke, når det gælder at holde dine glas pæne i længst mulig tid:
- Sørg for en rigtig dosering af opvaske- og afspændingsmiddel.
- Vask helst dine glas ved temperatur under 55 grader.
- Brug et kort program, og åbn maskinen, så snart den er færdig, for damp er ikke godt for dine glas.
- Tør gerne glassene med et viskestykke, så der ikke sidder rester af vand og sæbe.
- Du kan holde dine glas pæne i længere tid, hvis du lader en halv citron køre med i vasken. Citronen har stadig effekt, selvom den er presset for en del af saften, inden den puttes i maskinen.