Den finurlige japanske blomsterkunst kokedama er en fin og sjov måde at give nyt liv til dine potteplanter. Befri dem for potterne, vikl mos og snor om, og lad dem pynte, hængende og stående, rundt om i boligen.
Når det gælder dekorationer med planter og blomster, er der god inspiration at hente i japansk kultur og æstetik. Vi kender de små bonsaitræer, de skulpturelle ikebana-blomsterarrangementer og de fredfyldte japanske haver med mosplæner, dekorative sten og rislende vand.
Det er nemt at få lidt japansk stemning ind i din bolig ved at forvandle almindelige potteplanter til såkaldte kokedama. Kokedama betyder moskugle, men de potteløse planter bliver også kaldt fattigmandsbonsai, og teknikken består ganske enkelt i at forme plantens rodklump til en kugle og beklæde den med mos.
Kokedama er opstået som en gren af bonsai og kan spores tilbage til det 17. århundrede. I dag er dekorationerne fortsat populære, og i Japan kan de købes hos særlige blomsterhandlere.
Kokedama er nemt at lave og passer fint til vores skandinaviske indretning, og du kan hænge dem op i en snor eller lade dem pynte på en underskål eller en bordskåner. Mosset holder sig friskt i overraskende lang tid, blot du pusler lidt om det.
Brug gerne de potteplanter, du alligevel har ved hånden, blot de tåler en vis grad af fugt og ikke behøver direkte sol for at trives. Mosset skal være friskt og grønt, så gå på jagt i haven eller skoven, og find blødt og saftigt mos på skyggefulde steder med fugtig jord. Brug en kniv eller lille skovl for at løsne mosset, og hold det fugtigt, til det skal bruges.
Det er sjovt at lave kokedama, og før du ved det, har du en hængende have i stuen.
En dekorativ opstilling af kokedama. Hængende er det vifteblomst og bregne, og på bordet fra venstre rosendrue, gråblad og bregne. Den smukke rosendrue (Medinilla magnifica) stammer fra Filippinerne og er en epifyt, hvilket betyder, at den ligesom orkideen vokser på stammen af et træ. Blomsterne holder tre til fem måneder, hvilket gør planten velegnet til kokedama.
Saks, sytråd, garn, jord og et par søde planter – så er du i gang. En minivandspray holder mosset friskt og fugtigt.
Sådan laver du kokedama / mosbolde
Annonse
Det skal du bruge:
En potteplante, fx et lille paradistræ
Pottemuld
Mos
Saks
Sytråd
Sejlgarn
1. Tag planten ud af potten, og ryst den let for at fjerne noget af jorden, uden at ødelægge rødderne. Tag lidt frisk jord, og form det om rødderne som en kugle. Brug eventuelt vand for at fugte jorden tilpas, så den hverken smuldrer eller sjasker.
Annonse
2. Bind et stykke mos om kuglen ved at vikle sytråd omkring flere gange i forskellige retninger. Tilsæt mere mos, til kuglen er dækket. Brug din kokedama, som den er, eller bind sejlgarn om kuglen i alle retninger, og hæng den op. Efterhånden som planten vokser, får rødderne brug for mere plads, så før eller siden skal du starte forfra med frisk jord for at øge størrelsen på rodklumpen.
Pasning af kokedama
Hæng kokedamaen op, eller sæt den et sted med godt lysindfald.
Undgå direkte sollys og varmekilder som en radiator, der tørrer mosset ud.
Tjek, om planten trænger til vand, ved at vurdere dens vægt. Er den er let, skal den sandsynligvis vandes.
Vand kokedamaen ved at lægge den i en skål vand. Lad den trække, indtil den er tung, og jorden mættet. Lad den dryppe af.
Vand en stor kokedama ved at lægge den i håndvasken og lade vand fra hanen dryppe langsomt på den, til jorden er gennemfugtet.
Sprøjt mosset med vand en gang imellem for at holde det grønt.
Fjern nogle af de grønne blade på en minikalanchoe, før den bindes til en charmerende kokedama. Her er den sat i en hyacintvase.
Tip
Øv dig på en lille plante, som er nem at håndtere, fx pilea, paradistræ eller vindheks.
En skov af minitræer. Fra venstre er det vindheks, buksbom, hebe og blågrøn cypres.
Vifteblomst (Tillandsia cyanea) er nem at passe og dejlig farvestrålende at have hængende.
Tip
Hæng din kokedama på en gren, eller sæt dem på små underskåle.
Orkideer egner sig fint som kokedama og blomstrer længe. Sørg for at lade luftrødderne være uden for moskuglen, og undgå at overvande planten.
Vil du spare plads i vindueskarmen eller på sidebordene, er hængende kokedama en fantastisk mulighed for at få flere grønne planter ind i indretningen. Her er en pletter i luften og en bregne kommet op at flyve.
Pilea og minimonstera er gode som hængende kokedama og er en nem måde at tilføje noget grønt til et rum med meget gennemgang, for eksempel en entré. Her har vi brugt gelænderet til at hænge planterne på.
Tip
Du kan lave kokedama i alle størrelser, fra babyplanter til tropiske palmer.