Snart er det tid for konfirmationer og relativt store gaver.

Overvej dette før du køber konfirmationsgaven

Her giver ALTfordamerne.dk's investeringsekspert sit bud på, hvad du skal overveje i forbindelse med konfirmationsgaverne.

Mange tænker at konfirmationsgaver gerne må skille sig ud fra fødselsdags- og julegaver. Det er trods alt en mærkedag i den unges liv, og gaven må derfor gerne være noget særligt. Det kan være en gave, der holder i mange år, og som konfirmanden kan tage med sig i sit voksenliv. Eller en gave, der kan betragtes som en investering på den lange bane, der ikke taber værdi, og som med lidt held endda kan stige i værdi med årene.

Gaver der ikke taber værdi

Sådan en gave kan f.eks. være et stykke kunst, konfirmanden kan have hele livet, og som med årene muligvis vil stige i værdi. Det vil naturligvis kræve lidt research på området, men et godt galleri vil kunne hjælpe en på vej. Gaven kan også være en diamant. Diamanter taber ikke deres værdi, de kan gemmes i årevis, gå i arv eller en dag sættes i det helt rigtige smykke og tages i brug. Man kan også gå efter designklassikere inden for møbel og interiør eller særlige antikviteter.

Vi kommer ikke uden om, at pengegaver står øverst på de fleste konfirmanders ønskeseddel. Set med mine øjne, er det heller ikke så tosset endda. Det giver de unge mulighed for at spare sammen til 'det store ønske'. Eller for at starte en opsparing til fremtidige ønsker, som de så selv vil være i stand til at finansiere. Jeg forstår godt, hvorfor de unge ønsker sig penge. Det giver dem en frihed og et råderum, hvor de kan træffe selvstændige valg. Samtidig synes jeg, at de unge, med egne penge på lommen, får en opdragelse i egen forvaltning og ansvarlighed ifh til penge. Det vil give dem en naturlig anledning til at tænke fremad. 'Om nogle år vil jeg gerne have råd til et kørekort, til indskud på en lejlighed eller have råd til at rejse ud i verden' el.lign.

Dét skal du tænke over ved pengegaver

Er du den glade giver af en pengegave og ønsker at bidrage til et særligt ønske, kan du øremærke beløbet og bede om en 'signering'. Det kan f.eks. være, at konfirmanden ønsker sig penge til en computer. Her kan du øremærke pengene og bede om en mail, når konfirmanden har erhvervet sig den ønskede computer. Er ønsket en rejse, kan du bede om et postkort eller et billede fra den pågældende rejse. Det er både en fin og hyggelig måde at kvittere på for begge parter.

Det vurderes, at en konfirmand i gennemsnit får et samlet pengebeløb på mellem 20.000 og 30.000 kr. Skal alle eller nogle af pengene hensættes til opsparing, kan de placeres i investeringsegnede aktiver. Det kan være aktier, obligationer eller investeringsforeninger. Det skal dog understreges, at ikke alle investeringer er lige optimale. Det tager tid og kræver altid et grundigt stykke arbejde at finde de bedste investeringer i markedet. Når de rette investeringer skal findes er processen den samme uanset beløbets størrelse. Der skal lægges en såkaldt investeringsstrategi, hvor man tager højde for forskellige forhold.

Mit råd, til dem der vil investere, er at tage stilling til følgende:

Formål med investeringen, hvad vil jeg gerne spare op til?

Investeringshorisonten, hvor lang tid kan jeg undvære pengene?

Risiko, før du begynder at investere dine penge, er det en god idé at finde ud af, hvor stor en risiko du er villig til at tage.

Den samlede formue/økonomi, hvor meget påvirker investeringen din samlede økonomi/"formue?"

Skat, overvej de skattemæssige konsekvenser hver gang du påtænker at hjemtage en gevinst/tab i forbindelse med et aktiesalg.

Vær kritisk over for andres gode råd, lyt gerne til andres råd, men følg dem ikke ukritisk. Du bør være opmærksom på dine eventuelle rådgiveres motiver til at anbefale det ene eller det andet.

Der er også altid den mulighed, at pengene sættes i banken til højst mulig rente f.eks. en Konfirmandkonto. Her skal man være opmærksom på, i hvor lang tid pengene kan stå til den tilbudte høje rente.

At det altid kan betale sig at investere i de unge, kan vi nok alle blive enige om. Der er mange måder, og en stor del af dem har naturligvis intet med penge at gøre. Herfra skal lyde, et stort tillykke til de kommende konfirmander.

Om Pia Kyhl Frank

Pia Kyhl Frank er underdirektør og formuerådgiver i Artha Kapitalforvaltning, hvor hun hjælper folk med deres økonomiske forhold og med at afklare hvilke investeringsstrategier, der passer bedst til deres situation. Hun begyndte sin karriere i 1984 i Danske Bank, hvor hun arbejdede med investering og rådgivning af privatpersoner med formue.

I dag har Pia Frank ansvar for lidt over 25 kunders formuer gennem Artha Kapitalforvaltning. Det er blandt andet erfaringerne fra dette arbejde Pia trækker på i denne klumme. Pia er mor til to og bor i Gentofte.

Har du et spørgsmål til Pia om økonomi, opsparing, arv eller formue, så send det til:

pia.frank@altfordamerne.dk