Brownies - opskrifter med chokolade, nødder og kiks
Brownie – verdens bedste og mest syndige opskrifter
Alle elsker brownie – og også her på ALT.dk. Det er en bastant, syndig og meget velsmagende kage, der kan varieres lige efter smag og behag. Den kan for eksempel fyldes med nødder og karamel. Eller laves i en hvid udgave med hvid chokolade. Her på siden kan du få masser af inspiration til din næste brownie. Vi har nemlig samlet de bedste opskrifter på den mundvandsfremkaldende kage. Find din nye yndlings-udgave af brownien, som du kan bage til både hverdag og fest.
Findes der noget bedre end et syndigt og tungt stykke brownie, der smager så godt af chokolade, at englene synger? Det er der næppe. En brownie er en sand kageklassiker, og mange vil formentlig påstå, at det er den bedste af dem alle. Er man en vaskeægte chokoladeelsker vil brownien formentlig også ligge langt oppe på toplisten. Og så er den så god, at den mindst også fungerer ganske fortrinlig som dessert.
Brownie – en amerikansk klassiker
Brownien, der oprindeligt stammer fra USA, er en kage med mange år på bagen. Faktisk skulle det efter sigende være mere end 100 år siden, at den første brownie blev bagt. Navnet kommer også af det engelske ord for brun, ”brown”. Brownien er meget vel af amerikansk afstamning, men er elsket og afholdt i hele verden. Ingrediens- og fyldindholdet varierer, så det er op til den enkelte at bestemme, hvilken brownie-opskrift, der er den bedste.
Er du sulten efter flere af de amerikanske kageklassikere, kan du finde allerbedste af dem i vores store samling af opskrifter på amerikansk mad. Chocolate chip cookies, donuts og cheesecake er naturligvis alle at her. Du kan blandt andet også blive klogere på, hvordan du bager de bedste cupcakes. Dem er der næsten statsgaranti for, går rent ind hos både store og små.
Kompakt, tung og helt igennem uimodståelig
Næsten uanset hvilken slags fyld og ingredienser, der er brugt til den enkelte opskrift, er konsistensen altid den samme: En traditionel brownie karakteriseres som en bastant kage, der er sprød udenpå, men helt karamelagtig indeni. Herudover er en den temmelig flad i forhold til dens øvrige chokoladekagesøstre.
At den er flad og har en fugtig kerne, er der især én grund til. Modsat øvrige typer af skærekager, indeholder en brownie ikke et specielt højt indhold af hævemidler i form af bagepulver eller lignende. Faktisk skal der som regel slet ikke bruges noget. Det betyder, at den ikke bliver luftig som en almindelig chokoladekage gør. I stedet er brownien kompakt og mættende, hvorfor den ofte spises i mindre kvadrater – helt ligesom man ville spise en cookie, en anden stor småkage eller andet konfekt. Brownien har også kortere bagetid, hvilket også bidrager til, at den får en klæg og nærmest ubagt kerne.
Til dessert med is, flødeskum eller cremefraiche
En brownie kan være en tung omgang, og det gør den også perfekt til dessert. Faktisk fungerer den fortrinligt som den der søde, syndige og helt perfekte afslutning på en god middag. Servér den for dine gæster med vaniljeis eller flødeskum til, og vi kan næsten garantere, at der ikke bliver et øje tørt. Du kan også servere cremefraiche som tilbehør til.
Det syrnede mælkeprodukt giver nemlig et godt modspil til browniens både fede og søde smag. Friske og let syrlige bær, for eksempel hindbær, er også et lækkert og passende tilbehør til den kompakte kage. Er du på udkig efter en brownieopskrift, der vil tage kegler som dessert, kan du for eksempel prøve denne med kaffecreme, kirsebær og praline.
Tip! Ender dessertvalget på en brownie, bør du måske have for øje, at det er en ret så bastant kage. Det er derfor en god idé, at forret og hovedret ikke også er tunge og meget mættende retter.
Kom nødder i din brownie
Ingen brownie uden chokolade! Omtrent lige så uundværlig, chokolade er i en brownie-opskrift, næsten lige så vigtige er nødder af den ene eller anden slags. Det er naturligvis en smagssag, om de skal i eller ej – men det gør absolut ikke din brownie ringere.
Tværtimod! Ligesom det er tilfældet med cremefraichen, giver nøddernes syrlighed og bitterhed et godt modspil til den fede smag, som brownien blandt andet får fra chokoladen. Der findes stort set ingen regler for, hvilke nødder du kan komme i brownien. Vælg dem, du allerbedst kan lide. Det kunne være mandler, hasselnødder eller valnødder – eller få inspiration fra et af de fem lækre brownieopskrifter med forskellige slags nødder, som du finder herunder:
- Brownie med hindbær og hasselnødder
- Chokolade-nøddebrownie
- Brownies med valnødder
- Jamie Olivers brownies med pekannødder og surkisebær
- Brownie med pistacienødder
Med karamel, skumfiduser – eller måske flødeost?
Nødder er det sikre valg, når det kommer til fyld i brownien. Men der er heldigvis ingen, der har sagt, at det er det eneste rigtige. Faktisk kan du komme det meste i en brownie. Du kan for eksempel gøre den endnu mere syndig ved at tilføje karamel, for eksempel ovenpå som topping ligesom denne med brownie med fudge. Eller måske inde i selve brownien.
Overrask venner, familie og øvrige tilhørere med sidstnævnte, og bag en brownie med en karamelsurprise. Du kan også prøve noget nyt og i stedet tilføje både karamel og saltstænger eller hvad med at komme skumfiduser i? Gør du dét, kan du lave dine helt egne Rocky Road-brownies. Rocky Road, der egentlig er navnet på chokoladebrud med skumfiduser og nødder, er en klassiker indenfor søde sager i det amerikanske køkken.
Det er cheesecake også, og det er en mindst lige så lækker dessert som brownie. Har du svært ved at bestemme dig for en af de to, kan du prøve kræfter med en blanding. Se bare denne lækre brownie-cheesecake, der giver dig det bedste fra begge verdener.
Chokoladebrune brownies og hvide blondies
Du kender formentligt allerede brownies – men har du nogensinde hørt om blondies? Blondies er, som det fremgår af navnet, blonde/lyse brownies. Hvor chokoladen og i nogle tilfælde kakao giver brownien dens mørke farve, er det ikke så overraskende hvid chokolade, der giver blondies deres farve (eller mangel på samme).
Med den hvide chokolade får de lyse blondies en mere mild og mindre karakteristisk chokoladesmag i forhold til, at du brugte en mørk chokolade. Blondies smager dog mindst lige så godt som dens brune kagesøstre, og er et godt alternativ, hvis du allerede er en erfaren brownie-bager. Er du endnu ikke overbevist, kan du se de fire lækre blondie-opskrifter herunder. Skal det mon være blondies næste gang?
- Blondie med lime og ristede mandler
- Hvide brownies fra Emmerys
- Hvid chokoladebrownie med mandler og rabarber
- Brownies med hvid chokolade og solbær
Et sikkert brownie-tip!
Bag din kage i god tid og ikke LIGE inden, den skal serveres. En brownie skal nemlig sætte sig i minimum en time – og meget gerne længere – inden, du skærer den ud og serverer den.