10 tips til nye løbere

10 tips til nye løbere

1 Invester i et par gode løbesko

Dine sko er ikke et sted, du skal spare, hvis du vil have det bedste ud at dit løb. Nedslidte sko påvirker både din tid eller kan forårsage skader eller ekstra ømme muskler. Brug derfor både tid og penge på at finde et par af god kvalitet, der passer perfekt til dig.

2 Hold dit fokus på lav intensitet

Læg ikke super ambitiøst eller hårdt ud i forhold til tempo og kilometer, når du er nybegynder – din krop vil køre træt for hurtigt, du risikerer skader – og måske går det også ud over løbeglæden. Byg din løbeform op stille og roligt i dit helt personlige tempo.

3 Vær til stede i dit løb

Skab gode rammer for dit løb. Nyd nuet og vær bevidst om den lækre natur omkring dig. Løb et smukt sted, der inspirerer dig - f. eks. stranden eller skoven. Øser det ned, og er det isnende koldt udenfor, så spring over med god samvittighed, hvis du ved, det alligevel bliver en tur, du ikke vil nyde, og som bare skal overstås.

LÆS OGSÅ: TILMELD DIG KVINDELØBET 20134 Lad dig ikke slå ud af en dårlig løbetur

Ligesom du nogle gange kan have dårlige dage, kan du også komme ud for dårlige løbeture, hvor du måske føler dig lidt tung i røven. Men derfor skal du ikke give op! Mind dig selv om, at det er helt okay, så du kommer af sted næste gang. Løb er simpelt, men det er ikke let. Det handler om at blive ved.

5 Køb en løbebog

Når du er begyndt at løbe, bliver det pludselig vildt spændende at lære mere om teknik og træning. Invester i en god løbebog eller forkæl dig selv i ny og næ med et blad eller magasin, hvor du også kan gå på opdagelse i det nyeste løbegear og løbetøj. Internettet byder desuden på en bred vifte af gratis blogs eller nyhedsbreve om løb.

6 Lyt til din krop

Indret dit tempo efter din krop - ikke din hjerne. Hvis du bliver svimmel, mærker stik i brystet eller siden eller smerter i benene eller fødderne, så stop op. Træk vejret roligt og gå lidt indtil du har det bedre.

7 Før motionsdagbog

Det kan være meget sjovt at registrere din fremgang fra løbetur til løbetur. En motionsdagbog handler om at skrive, hvor langt du er løbet – så gør endelig det og imponer dig selv. Du kan også notere tiden, men lad ikke denne faktor være det mest væsentlige for dig her i begyndelsen. Det er bare en skæg detalje.

TIP! Find en gratis motionsdagbog på »ALTfordamerne.dk/ruterplanner.

8 Varm op og stræk ud

Fortæl (høfligt) din krop, at den nu skal til at yde i stedet for at give den et chok og bare sprinte af sted. Varm op! Find på nogle øvelser, du synes er sjove og ikke bare en sur pligt. Og stræk ud efter dit løb - det er en behagelig finale.

9 Spis sundt og drik rigeligt med vand

Du behøver ikke være fanatiker, men fokus på sund kost og at drikke rigeligt med vand betyder meget for din krops evne til at kunne yde sit bedste. Spis sundt og varieret til hverdag og husk at slukke din tørst med vand.

10 Løb kun for dig selv

Det lyder måske banalt, men du skal starte med at løbe, fordi du har lyst. Du løber for din egen skyld, af din egen kraft og af egen vilje. Løb handler ikke om at please andre. Forhåbentlig vil du opleve, hvor meget frihed der ligger i lige nøjagtig den tanke.

Tag testen»Er du en god løber?