"Jeg skifter til joggingtøj i det sekund, jeg kommer hjem"
Hjemme hos den tidligere professionelle svømmer Sarah Bro på Nørrebro i København er der massevis af sweatsuits, farverige sko og oversized blazere, der typisk er fundet i genbrugsbutikker. Klædeskabets indhold matcher i stor stil hendes personlighed – det er ligetil, boblende og kulørt.
Stil
Jeg vil beskrive min stil som sporty og komfortabel, men jeg prøver altid at inkorporere et feminint touch i looket.
Inspiration
Jeg bliver meget inspireret på Instagram og på streetstylebilleder fra modeugerne. Mine stilikoner er Hailey Baldwin Bieber, Kendall Jenner og Bella Hadid.
Favoritdesigner
Jeg har flere forskellige favoritdesignere. Jeg elsker Bottega Venetas accessories, det skøre univers hos Balenciaga og det eksklusive og rå look hos Saint Laurent. Jeg er også vild med danske Soulland og Martin Asbjørn.
Hverdag
Min hverdagsuniform består for det meste af oversized jeans eller trackpants, en hvid T-shirt og en oversized blazer.
Fest
Jeg går ret afslappet klædt til hverdag, så når jeg skal til fest, kan jeg godt lide at dresse lidt ekstra op. Om sommeren hopper jeg i en kjole og et par stiletter, og om vinteren er mit go to et par gode jeans, stiletter og en lukket blazer uden bh under – selvfølgelig med en god taske og guldsmykker.
Garderobehits
Jeg har helt klart mest joggingtøj og træningstøj, og jeg går i det, hver gang jeg har muligheden. Nu er jeg startet på universitetet, og jeg er stadig ikke helt nået til det punkt, hvor jeg møder op i joggingtøj – men mon ikke det sker fra næste semester? Til gengæld skifter jeg til joggingtøj i det sekund, jeg kommer hjem efter en lang dag.
Igen & igen
Jeg køber alle mine blazere i genbrug til en 50’er. Først og fremmest er det et grønnere valg, som, jeg synes, vi alle sammen skal blive bedre til at træffe, og derudover har de altid det perfekte oversized fit.
Jeans
Mine all time favorite jeans er Levi’s 501. Da jeg boede i Los Angeles, blev jeg venner med en mand, der arbejder på det lager, hvor alle de fancy vintagebutikker opkøber Levi's 501. Han solgte mig 10 par bukser med det mest perfekte fit for $100 – så nu er jeg dækket ind de næste mange år.
Sko
Til hverdag har jeg næsten altid sneakers på – støvler er dog vokset på mig denne vinter. Til fest har jeg enten langskaftede, flade støvler på eller stiletter.
Smykker
Jeg har for det meste de samme smykker på i rigtig lang tid ad gangen. Jeg har fire piercinger i ørerne, som er lavet af Maria Black, og de sidder der permanent. Udover det har jeg små hoops i de andre huller i mine ører fra en af mine bedste veninders smykkemærke, Lemon Lua – dem tager jeg aldrig af. Jeg har også en fin, lille diamantring, jeg har fået af min mor, som jeg altid har på.
Tasker
Min orange Bottega Veneta er min yndlings – den er stor, rummelig og fantastisk til hverdag. Min taskesamling er ikke særlig stor, så mon ikke den snart skal udvides.
Altid i tasken
I min taske har jeg altid læbepomade, som jeg er mega afhængig af, tyggegummi, nøgler, som sidder fast på min pung, for ellers smækker jeg mig ude, håndsprit, håndcreme og en masse gamle kvitteringer, der ligger krøllet sammen i bunden, som jeg burde sende afsted til min revisor.
Shoppingstrategi
Jeg prøver at købe mere velovervejede basisting i god kvalitet, som jeg kan have i lang tid i stedet for alt for meget impulsshopping. Men nu skal jeg heller ikke spille alt for hellig – det sker somme tider, at jeg falder i fælden.
Butikker
Jeg shopper mest online, men hvis jeg skal i en fysisk butik, elsker jeg multibrandbutikker som Birger Christensen og Illum. Jeg køber mine blazere i Røde Kors, hver gang jeg ser en butik uden for København; de gode bliver alt for hurtigt udsolgt inde i byen.
Største samling
Min største samling må være af sneakers eller jakker. Jeg har sneakers på hver dag, så det giver lidt sig selv, men jakkerne kan jeg ikke forklare. Jeg tror måske, det er, fordi jeg har svært ved at skille mig af med dem.
Tendenser
Jeg er ikke så up to date med modetendenserne. Men jeg er meget stor tilhænger af, at påklædning ikke længere er så kønsnormativt. At det ikke er underligt, at mænd går med neglelak, kjole eller crop top.
Bedste køb
Mit bedste køb nogensinde er min orange Bottega Veneta-taske eller mine grønne Jimmy Choo-stiletter – endda købt med 30 procent rabat. Heldigt!
Seneste køb
Mit seneste køb er en dunjakke fra russiske Shu og et par sorte Moon Boot, som jeg har et stort love/hate forhold til. Jeg skal ikke fryse denne vinter.
Fejlkøb
Åååh, jeg har lavet mange fejlkøb, men jeg er heldigvis ved at have lært af det. Jeg har for eksempel engang forelsket mig et i item i sort eller grå for så at se og købe det på udsalg i gul og ALDRIG få det brugt. Super tjekket.
Klar på 5 minutter
Jeg sætter mit hår op i en stram hestehale eller knold, og så hopper jeg i et par oversized jeans, en hvid T-shirt og en oversized blazer. Jeg tager min makeuppung med i tasken og ordner det på farten.
God stil
Klæd dig på, præcis som du vil. Så længe man føler sig tilpas, er alt, som det skal være.