Thilde Vesterby: Dette råd tænker jeg tit over, når jeg ikke kan dække alle mine fregner
Ifølge fertilitetsmentor Thilde Vesterby er der stadig meget at kæmpe for, selvom hun er taknemmelig for alle de bevægelser, der har gjort os mere kærlige og rummelige over for andre og vores egne kroppe. Selv glæder hun sig over at være blevet mor igen og nyder sin barselsboble og daglige meditation.
Min morgenrutine består af… at jeg enten mediterer, lige når jeg er stået op, eller når roen har sænket sig efter børneaflevering. Jeg går aldrig ud ad døren uden at spise morgenmad og drikke vand og te. Så kosttilskud, et bad, olie i ansigtet og en meget basic makeup. Og så skynder jeg på min syvårige, så vi når ud ad døren tidsnok til at lufte hund inden skoletid.
At pleje min hud betyder for mig… at få noget vand og søvn og masser af fugt – og at dække de værste ujævnheder med foundation.
Jeg lægger makeup, når… jeg gerne vil se lidt friskere ud. Jeg synes hurtigt, mine øjne forsvinder uden. Jeg bruger en let foundation, Even Better Glow fra Clinique, en bryngelé, Brow Boy fra Glossier, vippebukker, mascara, Lash Power fra Clinique, og lidt rødt på kinderne – oftest i form af lidt lipgloss fra Rudolph Care eller blush fra Kjær Weiss. Til fest supplerer jeg med øjenskygge, eyeliner og lipgloss – lige for tiden Marie fra Rudolph Care.
Jeg plejer mit hår med… helt neutral, økologisk og billig supermarkedsshampoo og balsam fra forskellige mærker, og så er økologisk hybenkerneolie fra Naturlig Olie godt for mine grå hår, så de ikke bliver så stride.
Hvis jeg kunne sige én ting til mine medsøstre, ville det være… at jeg er så stolt over alle de kampe, der er blevet kæmpet og stadig kæmpes af og for mine medsøstre; feminismen, body positivity, Metoo, retten til fri abort, retten til at være det køn, man identificerer sig som og retten til at leve med den, man elsker.
USAs højesterets omstødning af Roe vs. Wade og dermed fratagelsen af gravide menneskers ret til egen krop, skyderier mod homobarer i Olso, krænkelser og diskrimination herhjemme er bare nogle af de ting, der viser, at hver generation fortsat har masser at kæmpe for. Så her skal lyde en tak og samtidig en opfordring til at blive ved, indtil vi alle kan være frie.
Den bedste duft for mig er… toppen af mine børns hoveder. Og hvis det er den, der kommer på flaske, er jeg vild med krydrede, lidt maskuline dufte som cedertræ, tobak og figenblade som Abel Odor. Jeg købte på et tidspunkt deres Discovery set med 7-8 forskellige dufte, hvoraf Red Santal blev min foretrukne.
Det bedste skønhedstip, jeg nogensinde har fået, fik jeg af… Charlotte Torpegaard, der engang har sagt til mig, at hud altid er pænere end foundation eller pudder – og det tænker jeg tit over, når jeg ikke kan dække alle mine fregner uden, at det ser gråt ud. Så hellere masser af olie og en superlet foundation, der udligner lidt, men ikke dækker.
Det mærkeligste produkt, jeg har på badeværelseshylden, er… tandbørste og tandpasta til neglene. Det tager det gullige skær, neglelak nogle gange kan give, og gør neglene pæne og hvide igen.
Hvis jeg kunne give mit unge jeg et skønhedsråd, ville det være… prøv at begrænse solariet og solbadning. Det er lækkert at være solbrændt nu, men man kommer til at kunne se det på din hud, når du bliver ældre ... Og faktisk er du jo lige så smuk bleg som solbrændt.
Det sted, jeg er i livet netop nu… er vidunderligt. Jeg har fået lov til at få et barn mere i en relativt sen alder, og jeg føler mig taknemmelig. Og selvom det er svært at slippe arbejdslivet, tror jeg et lille indadvendt break er virkeligt gavnligt.
Nutidens skønhedsideal er… i gang med at ændre sig til det bedre. Jeg synes, vi skylder body positivity-bevægelsen en stor tak i forhold til lære os at acceptere alle kroppe, farver, former og køn og at blive mere bevidste om, at skønhedsidealer er socialt konstruerede. Vi er på vej, men jeg tror, vi – inklusive mig selv – har meget at lære i forhold til at efterstræbe den sunde krop fremfor en krop, der tager sig ud på en bestemt måde.
Thilde Vesterbys favoritter:
Fregner i fokus
Jeg elsker Cliniques Even Better Glow, fordi den er så tynd, at den ikke dækker fregner og eller gør min hud grålig. Even Better Glow, Clinique, 275 kr.
Hverdagsfavorit
Læbepomade, Carmex, 30 kr.
Ansigtsolien, der også virker i håret
Den økologiske ansigtsolie fra Naturlig Olie køber jeg igen og igen, fordi den er lige så god som de ellers dyre olier, jeg også har prøvet – og den er fin at bruge i det grå hår. Ansigtsolie, Glød, NaturligOlie, 265 kr.
Den bedste mascara
... er Cliniques, fordi den bliver siddende, indtil den skylles af med varmt vand. Lash Power Mascara, Clinique, 200 kr.
Diskret dækning
Jeg bruger Kjær Weis’ Foundation som concealer, når noget skal dækkes helt. Foundation, Kjær Weis, 350 kr.