5 veje til at fyre op under sexlysten

5 veje til at fyre op under sexlysten

Har du også oplevet, at der er forskel i sexlysten i dit parforhold? Og måske endda haft lede ved tanken om at skulle ”levere”, hvis lysten ikke er der? Rikke Thuesen rådgiver et par, som er røget ind i en ond spiral og i bund og grund drømmer om at få fyret op under lysten.

"Jeg har mistet lysten så meget, at jeg ikke engang har lyst til at få lyst", siger Sofia bedrøvet.

"Jeg elsker min mand, jeg elsker vores liv, jeg synes vi har det godt sammen, jeg kan ikke forestille mig at være sammen med en anden, jeg savner slet ikke sex, jeg er bare så vanvittigt frustreret over, at jeg ikke har lyst …"

Sofia og hendes mand Henrik er kommet i parterapi, og problemet er sex … Eller manglen på samme.

Fortæl mig om jeres udfordringer, opfordrer jeg:

Sofia svarer: "Jo, jeg føler mig så utilstrækkelig og forkert. Jeg lister lidt rundt og forsøger at undgå Henrik, fordi jeg frygter, at han vil lægge op til sex, og jeg så skal afvise ham, eller bare gå med på den og så mærke den der ubehagelige følelse af at være bange for ikke at blive våd og få lyst, og at han skal føle, det har noget med ham at gøre."

Har det da ikke det?

"Nej, eller måske … Altså jeg synes, han er lækker og skøn, men jeg synes også, det er svært at finde gnisten … Han var så god til at tænde mig – være sådan maskulin og insisterende, og nu føler jeg måske, han er lidt doven … Og needy."

Kan du genkende det, Henrik?

"Tja, needy ved jeg ikke, men doven måske … eller bange. Jeg er blevet afvist så mange gange og orker ikke at blive sådan en mand, der render rundt og tigger om sex, og så er det nok bare lettere at lade være og se, hvad der sker."

Mange par oplever ligesom Sofia og Henrik, at der er forskellighed i sexlysten og spørger, hvad der er normalt. Det spørgsmål er naturligvis svært at svare på, da vi er forskellige, og der er mange ting, der kan spille ind på sexlysten i perioder af vores liv. Men det er vigtigt, at man spørger sig selv, om man er seksuelt forligelige, og om man har samme grad af lyst.

Problemet opstår, når I ikke er enige, ikke har samme drift, og når den ene derfor føler sig jaget, imens den anden løber rundt og forsøger at gøre sig til. Det giver ubalance, ked af det-hed, vrede og frustration. Mange ønsker at få en hurtig løsning på deres seksuelle udfordringer. Hvorfor kan det ikke være, som det var i starten? Hvorfor kan vi ikke bare have lyst, og hvorfor skal det være så svært? Men måske gør vi os ikke umage nok, når vi ikke længere er i starten af relationen.

Måske glemmer vi at gøre kur til hinanden, og måske bliver hverdagen og trygheden en hæmsko for lidenskaben. Jeg synes, det lyder som om, Sofia og Henrik er kommet ind i en ond spiral, hvor de føler sig forkerte over for hinanden og gør den anden forkert, så jeg spørger dem, om det kunne være en ide at arbejde med forventningspresset, så de ikke skal bruge så meget energi på det.

Lysten kommer ikke af sig selv

Den anerkendte parterapeut og sexolog Ester Perell hævder, at paradokset i parforholdet er, at vi på den ene side ønsker tryghed og en følelse af at høre til og på den anden side vildskab, passion og spænding, men at de to poler ikke kan sameksistere. Kan jeg ikke få det hele? Måske kan vi, hvis vi gør os umage, øger bevidstheden om vores lyst og sexliv og accepterer, at sexlysten ikke altid kommer spontant.

Læs også: ”Er skilsmisse den eneste rigtige reaktion på hans utroskab?”

Hvad tror I kunne være godt for jer, og hvad kunne I ønske jer?

Sofia: "Jeg kunne godt tænke mig at have lyst til at få lyst, og at det er ok, når jeg ikke har det."

Henrik: "Jeg kunne godt tænke mig at få gang i sexlivet uden at skulle plage Sofia om det."

Har I selv en ide til, hvordan det kunne løses?

"Det, du siger med forventninger, det rammer mig", svarer Sofia.

"Måske vi kunne planlægge lidt og lave nogle aftaler, så det ikke fylder så meget."

Kunne det være en ide at forsøge jer med en kærestedag, eller hvad I nu vil kalde det? Altså et tidspunkt, hvor I ved, I skal være intime og tætte og have sex?

"Det kunne godt fungere for mig", siger Henrik.

Og så kunne jeg godt tænke mig, at I forsøgte at komme hjem på egen banehalvdel – altså at I udelukkende skal fokusere på egen nydelse, tage sex i stedet for at give det, være ligeglad med, hvad eller om den anden får noget ud af det, lade være med at LEVERE sex, men tage sex, for din skyld.

Det kan måske gøre noget ved intensiteten og lysten og nydelsen. Sofia og Henrik er enige om, at det lyder spændende, men grænseoverskridende. Aftalen bliver, at de har kærestetid en gang om ugen, og at vi så mødes igen og ser, hvilken forandring der er sket. Da vi mødtes igen, var der sket en forandring, men der var stadig en akavethed.

5 veje til at få fyret op under sexlysten

1. Aftal kærestetid

Ja, det kan virke akavet, for sex skal være spontant og naturligt, men giv det en chance. Det at tage ansvar for sit parforhold og sin seksualitet er langt vigtigere end en fastlåst holdning om, at lysten skal komme af sig selv. Det gør den sjældent. I starten kom den heller ikke af sig selv. Da kom den af en blanding af serotonin, dopamin og oxytozin, som bliver udløst af forelskelsen og af den uforstyrrede tid, I brugte sammen. Sæt f.eks. to timer af torsdag eftermiddag. Sørg for at I ikke bliver forstyrret, og gå så i seng, grin, snak, hold om hinanden, se porno, gør det, der skal til, og pyt med, om selve akten er kort – det er samværet, der tæller.

2. Fokusér på sex

Det lyder måske underligt at skulle fokusere på sex, når problemet er, at du ikke har lyst. Men sex foregår også i hjernen, så er du optaget af negative tanker i forbindelse med sex, er det vigtigt at fokusere på de positive tanker for at få vækket lysten. Tag frækt tøj på, brug lækre cremer, læs erotisk litteratur, hør sensuelle sange. Når du begynder at minde dig selv om det positive ved sex, føler du dig mere sexet, og sexlysten vokser. Måske handler din manglende lyst om at du keder dig lidt? Så brug også tid på at tænke på dine fantasier.

3. Omdefinér jeres roller

Nogle kvinder siger, de mangler lyst til sex, fordi de føler sig alene i det praktiske og de ville ønske at manden gjorde noget mere af sig selv i hjemmet. Ofte bunder vores rollefordelinger i dårlige vaner eller i manglende tålmodighed. Hvis du virkelig vil have din partner til at tage affaldet ud, skal du være i stand til at bruge to uger på ikke selv at gøre det. Du skal ikke sige noget. Du skal vente, indtil den anden person endelig bemærker det og får det gjort. Og ja, det kan være meget grænseoverskridende at se nullermændene og vasketøjet hobe sig op i processen, men hvis du bare gør alting selv, eller brokker sig, så sker der ingen positive forandringer.

4. Gør noget kun for dig

Kvinder er ikke mindre interesserede i sex end mænd, men de er ofte mindre interesserede i det sex, de har lige nu. Hvad får kvinder til at miste interessen? Hverdagen, at tage sig af andre, pligter? Måske har du også glemt at fokusere på sig selv, og det skal du gøre for at blive tændt. Brug tid på at nyde dig selv, forkæle dig selv, gør noget kun for din egen skyld. Og er du mand, så dyrk din kvinde, vis hende, at hun er vidunderlig og fantastisk.

5. Bryd fri fra forventningspresset

Sex skal ikke være performance eller præget af forventninger og krav. Bliver det sådan, risikerer vi, at sex bliver til en pligt, en opgave, en tung byrde. Vi skal levere en orgasme, vi skal være fyrige og lidenskabelige. Tillad dig selv at slippe forventningerne – til dig selv og til din partner. Prøv bare at være til stede med det, der er, og se, hver der sker.

Rikke Thuesen

Rikke Thuesen er psykoterapeut, sexolog og parterapeut og certificeret PREP-leder. Hendes passion er parforholdet, og hun tilbyder individuelle parsamtaler og holder foredrag om, hvordan man bliver en bedre kæreste og får et godt og udviklende parforhold. Hun hjælper par til at forstå hinandens forskelligheder og behov og at kunne kommunikere hensigtsmæssigt og tydeligt.

Læs mere på Rikket.dk

Dog havde det hjulpet dem, at de kunne italesætte deres frustrationer og frygt. Det, følte de, gjorde det meget lettere for dem ar arbejde sammen fremfor at skabe yderligere afstand.