Efter skilsmissen: ”Det gør det nemmere, hvis man ikke har perfekt som målestok”

På indkøbslisten til et nyt liv stod: En kaffemaskine, en maskine til at lave vand med brus og en motionscykel. 46-årige Sarah Rasmussen gik praktisk til værks, da hun for seks år siden blev alene med en søn på fire. Det var enden på otte års forhold til sønnens far – og et definitivt farvel til livet på en gård langt ude på landet i det vestsjællandske. Bymennesket Sarah kom aldrig til at trives på landet, hvilket var stærkt medvirkende til forholdets forlis, så hendes overordnede plan var: Tilbage til byen.

"Jeg tænkte, at det nok var minimalt, hvad jeg fik af tid til at gå på café, derfor købte jeg en kaffemaskine og en vandmaskine, så jeg kunne få en god kaffe og lidt caféstemning derhjemme. Og med et lille barn kunne jeg heller ikke bare løbe en tur, så jeg købte en kondicykel, for jeg har altid vidst, at det er vigtigt at få motion og søvn nok, minimum otte timer. Det var også vigtigt, at jeg havde venner og familie tæt på – nogle der ville mig det godt. Og så noget natur, kultiveret natur. Jeg har ikke brug for de store vidder mere," griner Sarah Rasmussen, der i dag bor i en lille lejlighed i Virum uden for København.

 "Jeg ville gerne bo småt og til leje, så der ikke var en hel masse, jeg skulle ordne. Når man bor på landet, er der en masse praktisk arbejde, og jeg havde opdaget, at det ikke gav mig noget at gå og rode med at passe hus og have. For mig var det en forhindring på vej mod det, jeg synes, er livet. Jeg ville tilbage til det, der gør mig godt. Jeg skulle have indrettet en tryg hule og have tid til at være sammen med søn – og så skulle jeg have gang i det sociale."

Glem perfekt

"Jeg har mødt mange ligesindede, bl.a. andre enlige mødre, der hvor jeg bor, og vi hjælper hinanden, spiser sammen og drikker vin," siger Sarah, hvis største udfordring blev midlertidige løsninger: En fremlejet lejlighed og et vikariat.

"Det tog længere tid, end jeg havde tænkt, at komme tilbage og få et liv i faste rammer efter ødemarken. Men jeg føler, at jeg i dag i høj grad lever i overensstemmelse med mine værdier. Det handler om at mærke efter: Hvad er det, der gør mig glad – og så få bevæget sig i den retning."

Sorgen over at have påført sin søn en smerte har hun endnu, men den store nedtur blev aldrig lukket ind i den lille lejlighed, hvilket måske hænger sammen med Sarahs tilgang til verden og det rigtige liv.

"Jeg har aldrig haft en fast forestilling om, at jeg skulle sidde i en kernefamilie. Jeg er et meget mere søgende menneske. Jeg ved, at der er folk, der skammer sig over at blive skilt, men jeg skammer mig ikke det mindste. Hvis jeg målte mig op mod ”det perfekte liv”, ville jeg sikkert se mig selv som en fiasko. Det gør det nemmere for en, hvis man ikke har den målestok."