Hvor vigtigt er forspil inden sex? Her er tips til at spice det op
Forspil er en fast del af samlejet, men hvor vigtigt er det for selve sexakten, og hvordan kan vi spice det op? Vi har bedt to kvinder om at dele deres bedste råd med os.
Når det gælder sex, har de fleste af os lige så indøvede rutiner, som når vi skal gøre os klar til natten. Vi renser huden, børster tænderne, og hopper under dynen. Når der står sex på programmet, starter vi med kys, så berøring af relevante punkter på kroppen, inden den endelige penetrering. Men hvor meget betyder forspillet egentligt for selve sexakten, og hvordan kan vi optimere den?
Dét handler det nye afsnit af ALT for damernes podcast, Tænd for mig, om. Her debatterer parterapeut og sexolog, Ditte Winkel, vært Josefine Stork og astrolog og kvinden bag det holistiske sundhedsunivers, Whole Woman, Kristina Trolle om det, der sker før sex, nemlig forspillet.
”Forspil kan ses som opvarmningen inden kampen, hvor man får gjort kroppen klar til at performe. For nogen er forspil, hvad der foregår i minutterne før selve akten, men forspil kan også allerede begynde i timerne op til samlejet. For andre kan erotiske noveller være et element, så du tænder dig selv først,” siger Ditte Winkel.
Forspil kan altså være noget, man kan gøre sammen eller for sig selv, så man er klar til at gå ind på banen med sin partner efterfølgende. Men inden det kommer så langt, handler det ifølge Kristina Trolle også om, hvordan parforholdet ellers kører.
”Jeg kender en spirituel terapeut, der sagde til mig, at forspil starter ved hoveddøren for rigtigt mange kvinder. Og det tror jeg faktisk, at det gør i perioder for mig. Forstået på den måde at sexlyst handler meget om, hvordan mit liv fungerer med min partner, og så er hoveddøren et symbol for, hvordan vi fungerer sammen, når vi skal samarbejde. Når det ikke fungerer, kan jeg mærke det på min sexlyst, og så skal der længere tid til at tænde den, og i andre perioder kan forspil være to til fem minutter eller en time før,” fortæller Kristina Trolle.
Forspil er vigtig for klimaks
Men hvor vigtigt er forspillet egentligt for den videre seksuelle akt? Ifølge Ditte Winkel spiller især det fysiske forspil en stor rolle for både nydelse og orgasme.
”Man skal ikke underkende forspillet. For det første skal kvinden have mulighed for at blive våd inden penetrering, for det er ikke sådan, at vi er klar lige så snart, vi har knappet buksen op. Nogle gange skal det kickstartes i os, og det gør forspil,” siger Ditte Winkel og understreger en vigtig pointe.
Nemlig at det tager en kvinde tre-15 gange så lang tid for at nå klimaks, som det gør for manden. Så hvis selve sexakten i gennemsnit tager 10 minutter, skal der altså bruges noget tid først, for at kvinden også kan nå klimaks sammen med sin partner.
”Og sidst men ikke mindst skaber det en tryghed for mange kvinder, at vi bruger lidt tid på at tune ind på hinanden, og det er ikke, fordi jeg siger, at vi skal ligge og kigge hinanden i øjnene i 90 minutter, men lidt ro og langsomhed giver mig mulighed for at mærke mig selv,” forklarer Ditte Winkel.
Og Kristina Trolle er enig.
”Forspillet er for mig den feminine del, hvor samlejet er mere maskulint. Det er vigtigt for mig at komme ind i den feminine energi, som forspillet giver, fordi jeg tror, at det er samspillet mellem det feminine og maskuline, som giver det bedste resultat. Det feminine symboliserer også det modtagende, og derfor er det er også godt for manden at opleve den feminine energi i forspillet, hvor han får mulighed for at modtage,” siger Kristina Trolle.
Det er forskelligt fra kvinde til kvinde, hvad det perfekte forspil skal indeholde. Hovedpersonen vil dog for de fleste være kønsorganerne, men forspil behøver ikke at starte i sengen. Det kan være en hyggelig middag, hvor man spiser god mad, drikker god vin og får snakket samt tunet ind på hinanden. Andre gange kan frække sms’er være nok.
”Forspil kan sagtens være, at vi pirrer hinanden hele dagen via sms’er, og det kan være nok til, at når jeg kommer ind ad døren, er jeg klar, for forspillet har foregået hele dagen,” siger Ditte Winkel.
”Det er svært at sætte et godt forspil i en kasse, men jeg skal pirres. Hvis det er for meget lige på og hårdt, og jeg kan mærke, at min partner går benhårdt efter målet, kan det godt tænde mig lidt af. Jeg skal mærke, at han giver sig tid til det, og at han ikke bare løber direkte hen mod målet for at tage præmien,” siger Kristina Trolle.
Find Twister frem
Mange kvinder kan opleve, at de er mere sanselige, hvor mænd er mere handlingsorienterede, og de to verdener skal forenes. Og der er masser af mulighed for at tilføre både leg og sanser, når det gælder forspillet.
”Listen for at spice forspillet op er alenlang. Tænk bare på de fem sanser; det visuelle, duftene, hørelsen, føle- og smagssansen – lige så snart vi begynder at spille på det register, kan det være forspil. Man kan fx blindfolde hinanden og servere forskellige madvarer som flydende chokolade, jordbær eller champagne. Man kan finde det gamle Twister-spil frem, smøre babyolie på, så det er glat, og tage tøjet af, så kroppene bliver smurt ind i hinanden. Det kan være en god pudekamp, hvor vi bryder lidt med hinanden i soveværelset,” siger Ditte Winkel.
”Det, du beskriver her, er jeg meget til. Jeg er også et meget sanseligt menneske, så jeg har brug for at få stimuleret mine sanser. Det er også sjovt at udforske, hvad man kan finde på. Forleden tog min partner og jeg en spa-dag i AIRE Ancient Baths, og alene den setting og det, at vi havde lavet noget særligt sammen, gjorde, at da vi kom hjem om aftenen og var alene, var det et forspil i sig selv,” siger Kristina Trolle, som understreger, at forspil altså ikke behøver det store setup.
”Ofte er det impulsivt og spontant, hvis det lige byder sig, og for mig handler det meget om humør. Nogle gange vil jeg gerne bruge mere tid i den feminine energi for så at gå over og blive mere maskulin. Andre gange kan det også være omvendt, hvor det bliver meget maskulint først, og så har jeg brug for det feminine og ømheden bagefter ved fx at ligge i ske eller nusse efter sex,” fortæller Kristina Trolle, som også åbner op for brugen af frække ord.
”Jeg kan godt lide, at min partner bruger ord i en seksuel situation, for de tænder mig. Men jeg kan også godt lide at vide, hvad der foregår hos den anden. Jeg tror, at der er mange par, som har svært ved at sætte ord på behov eller at sige til partneren, at han tager lidt for hårdt fat i brystvorten, fordi man vil ikke såre hans følelser. Selvfølgelig skal man ikke tale det ihjel, men ord skal der på,” siger Kristina Trolle.
Og netop at få sat flere ord på og at tale om sex sammen med sin partner er noget, som Ditte Winkel sværger til.
”Jeg synes, at vi skal snakke mere, bedre og konstruktivt. Og jeg ved, at nogle ting er svære at kommunikere om, når det gælder sex. Men der er noget frækt i at tage frække ord i sin mund, og derfor vil jeg gerne dele en forspilsøvelse med jer.”
Forspilsøvelsen
Man sætter en halv time af med sin partner, hvor man sørger for, at man ikke bliver forstyrret. Man sidder overfor hinanden, ansigt til ansigt, man har en blok og en kuglepen med og starter med at bruge de første fem minutter på hver især at skrive 10 ord ned på hver sin liste. Det kan være ord som anal, orgasme, liderlighed, brystvorte, nydelse – altså 10 ord, der smager seksuelt eller har noget erotisk og intimt over sig.
Når man har de 10 ord på plads, vælger man sig som taler eller lytter. Hvis jeg er taler, læner jeg mig frem og hvisker ordene, jeg har skrevet, i dit øre, så læner jeg mig tilbage, og min partner gentager ordene for mig, mens vi kigger hinanden i øjnene.
Næste runde vælger jeg et ord, som jeg gerne vil have skal stå alene, og så læner jeg mig frem igen og hvisker det i øret og læner mig tilbage. Så skal min partner sige det tilbage, og så gør vi det, til alle ordene er blevet gentaget.
Man må gerne mærke undervejs, om man kommer til at fnise eller får røde kinder, eller om man synes, at det er lidt opstillet.
I næste runde sætter man lidt flere ord på. Hvis mit første ord er orgasme, læner jeg mig ikke frem, men sidder overfor og siger sprøjteorgasme, derefter analsex, brystvorteklemme, din stive pik. Jeg sætter altså lidt ekstra på, og det gentager partneren, mens man kigger hinanden i øjnene og bytter igen.
Når man har gjort det, snakker man om, hvordan det var. Var der nogle ord, som var mere grænseoverskridende at sige end andre. Sagde du et ord, som jeg syntes var frækt? For nogen begynder det at kilde i kroppen, så det bliver et forspil. Og ellers tjener legen, at vi øver os i at få et sprog sammen om sex. Det øver os i at tale sammen og bruge disse ord uden, at jeg føler, at jeg skal kravle i et musehul.
Den er også ufarlig, for der er ikke krav om, at man skal tale om, hvad der gør mig liderlig, hvad der tænder mig, eller hvad jeg vil have. Det er også godt at kunne tale om, men det, jeg siger, er ikke nødvendigvis noget, min partner behøver at forholde sig til.
Find podcasten på Spotify
Eller lyt med herunder: