Tina Nikolaisen har netop løbet maraton i New York.

"Jeg tudede allerede, da startskuddet lød"

Vores chefredaktør Tina Nikolaisen er netop kommet blæsende ind på redaktionen efter at have løbet New York City Marathon 3. november. Spændingen om hvorvidt hun kunne gennemføre har været stigende på grund af et drilagtigt knæ. Men det lykkedes! Her svarer hun på et par spørgsmål om oplevelsen.

Hvad var det bedste og det hårdeste ved at løbe New York City Marthon?

- Det fedeste ved New York City Marathon var helt klart stemningen. 2 millioner tilskuere var der langs ruten. Der var live bands i alle bydelene. Især i Brooklyn var der kæmpe gadefest og jeg tror jeg lavede "high five" med hundredevis af mennesker. Jeg tudede allerede da startskuddet lød, fordi det var så stor en oplevelse, at løbe afsted til tonerne af Frank Sinatras "New York, New York"

Hvor længe og hvordan har du trænet op til løbet?

- Jeg har trænet intensivt i ca. fire måneder. I de sidste par måneder har jeg løbet små 40 km om ugen fordelt på ca tre ture.

Hvad var din tid – og var du tilfreds med den?

- Jeg løb på 4.20 hvilket jeg er meget tilfreds med. Mit knæ har drillet den sidste måned, så jeg har primært cyklet for at holde formen ved lige. Jeg var meget nervøs for om knæet ville holde – det gjorde det heldigvis.

Hvad lavede du dagen efter dit maraton?

- Jeg vågnede op med et meget hævet knæ og min eneste tanke var, hvordan jeg nu skulle komme ud og shoppe. Men et knæbind og nogle panodiler fik mig på højkant og så var jeg godt kørende til at gå i alle de gode butikker.

Hvad er dit næste løbemål?

- Jeg prøver at overtale pigerne på ALT for damerne til at vi skal løbe Berlin Marathon næste år i september. Ruten er i modsætning til New York dejlig flad. Jeg overvejer selv at træne op til en kvart tri, som er 950 m svømning, 45 km cykling og 10,5 km løb. Skal dog lige lære at svømme først.

LÆS OGSÅ: Løbeprogram: Fra 5 km til halvmaraton