Karin Cruz Forstrøm: ”Jeg vil gerne leve sundt, mens jeg nyder livet”
Journalist og tv-vært Karin Cruz er ikke et udpræget sportsmenneske, men hun holder sig i form ved at ride dressur på sine to heste og dyrke hjemmeyoga. For hende består det gode liv af en fin blanding af familie, arbejde, lidt sport, lidt sødt, lidt sundt, en solid nattesøvn og høj musik om morgenen.
Hvordan giver du dig selv den bedste start på dagen?
"Hemmeligheden for mig er at gå tidligt i seng dagen før. Det er jeg ikke så god til. Hvis det lykkes, så er den bedste start på dagen at være udhvilet fra morgenstunden, hoppe i noget afslappet tøj og lave en skummende iskaffe, som jeg kan nyde ved morgenbordet. Og så starter jeg allerbedst min dag ved at blæse høj musik ud af højtalerne. Musik giver mig enormt meget energi, og jeg glemmer tid og sted."
Hvad har du altid i køleskabet?
"Ingefærshots, mangojuice og Clara Frijs-pærer, som jeg skærer i både og nyder med mørk chokolade. Derudover rismælk og Ginger Beer. Ellers masser af bær til snack eller dessert."
Har du en vane, du gerne vil ændre?
"Jeg er ikke så god til at sætte mig ned og slappe af med en god bog eller et blad. Jeg har altid lige noget, jeg vil, eller et nyt projekt jeg skal kaste mig over. Og så kan jeg ikke gå i seng om aftenen, hvis ikke der er ryddet op. Det er min mand meget bedre til, så det må han lære mig. Jeg skal være bedre til at slippe kontrollen og være ligeglad."
Hvordan holder du dig i form?
"Jeg er ikke noget udpræget sportsmenneske, men forsøger at holde mig i form ved at ride dressur på mine to Frieserheste. Jeg træner dem mandag til fredag om formiddagen, da jeg først møder klokken 12. Min mand driller mig tit og siger, at det ikke er sport, fordi hesten gør alt arbejdet. Men det kan jeg jo mærke, når jeg kampsveder efter en tur i sadlen. Staldarbejde er også med til at tone kroppen lidt. Og så prøver jeg at supplere med lidt udstræknings- og yogaøvelser på en måtte derhjemme."
Hvad er sundhed for dig?
"At leve sundt, mens jeg nyder livet. Det er en balance mellem flere ting, hvor der er plads til lidt af alt. Lidt sport, lidt sødt, lidt sundt osv. Jeg vil ikke huske tilbage på et liv, hvor jeg har været slave af en bestemt kost eller pligter. Jeg vil huske tilbage på et liv, der har bidraget til en masse gode oplevelser. Derfor siger jeg også ja til de fleste fristelser, der byder sig. Så må jeg bare skære ned på noget andet. Og så er sundhed om en balance mellem arbejde, sport og familie. Min mor gik bort sidste år, og det har lært mig, at man skal forsøge at opnå alt det, man brænder for, inden det er for sent."