Lotte havde års erfaring i at ignorere sin krops tegn – indtil hun måtte sygemelde sig i to år
Lotte havde længe brugt viljen til at kæmpe sig gennem livet, da nedturen ramte – i form af svimmelhed, kvalme, syns- og søvnforstyrrelser. Symptomer, hun ikke forbandt med stress. Nu er hun klogere, og i sin bog beskriver hun, præcis hvordan stress mærkes.
Hver uge købte Lotte en lottokupon, og hver uge håbede hun på den store gevinst. Hendes rationelle jeg vidste godt, at det var tåbeligt at smide kroner efter en – ja, nogle gange adskillige – lottokuponer, og fortalte ikke sin familie om kuponerne.
Men Lottes stressramte jeg så den store gevinst som en billet ud af den håbløse situation, hun befandt sig i.
"Lottokuponen var symbolet på min afmagt," siger Lotte Bilde i dag.
"Det var skamfuldt og langt fra mit livssyn at sætte lid til, at den store gevinst redder én, men jeg håbede sådan, at jeg vandt 17 millioner, for jeg kunne ikke overskue at skulle tilbage til mit arbejde."
Smerter i halsen
Historien er med i Lottes bog, Smagen af stress, hvori hun beskriver, hvordan stress føles, smager, lyder. De tegn, hun selv overså i 2013.
"Da jeg selv blev ramt, savnede jeg information om, hvordan stress rent faktisk føles – for det er meget sanseligt," forklarer hun.
"Stress er en folkesygdom, som vi ikke rigtig forholder os til. Men det er vigtigt, at vi forstår, hvad den gør ved det enkelte menneske."
Lotte er uddannet pædagog og var overbevist om, at hun havde fundet sit drømmejob, da hun i 2008 begyndte som børnehaveklasseleder på en mindre skole.
"Jeg ville så gerne give børnene en god overgang til skolelivet, men mange dage nåede jeg ikke at kigge dem alle i øjnene, og det gav dårlig samvittighed," husker hun.
Lotte fik problemer med stemmen i en sådan grad, at hun ikke længere kunne læse højt for sine egne to børn for smerterne i halsen.
"I dag kan jeg se, at min krop forsøgte at råbe mig op, men jeg ignorerede det," siger Lotte.
Annonse
Annonse
Synet blev uskarpt
Hun har nemlig mange års erfaringer i at ignorere sin krop. Da hun var 20 år, blev hendes bugspytkirtel beskadiget i forbindelse med en kikkertundersøgelse, og tilstanden var så kritisk, at hun var i livsfare og tilbragte to måneder på hospitalet.
"Jeg vendte det til, at jeg kunne klare alt, fordi jeg havde overlevet," forklarer Lotte.
"Det betød, at jeg blev god til at ”vilje mig igennem” og satte højere standarder for mig selv end for andre," fortsætter hun.
Lotte har siden haft kroniske smerter i maven. Hun ville det samme som alle andre, men det kostede, og samtidig sled jobbet på hende. En dag blev hendes syn uskarpt, og øjenlægens dom var øjenmigræne – endnu et tegn, som Lotte ignorerede.
"Tårerne trillede ned ad kinderne på mig, når jeg kørte hjem, men jeg ville ikke indrømme over for mig selv, at der var noget galt. I stedet tog jeg smilet på og lod, som om alt var fint," fortæller Lotte.
Kastede op af angst
Da hun havde arbejdet på skolen i fem år, skulle hun til lægen i et andet ærinde. Da hendes læge spurgte, hvordan hun havde det, brød hun sammen, og lægen tvang en sygemelding igennem.
"Men jeg skulle bare lige skynde mig at slappe af, så jeg kunne komme tilbage på arbejdet, for jeg følte, at jeg svigtede mine kolleger og børnene," husker Lotte.
Men hun vendte aldrig tilbage til børnehaveklassen.
Hun havde stress, men syntes, det var flovt. Turde ikke bevæge sig rundt i byen af skræk for at møde børn eller forældre. Hun havde det bedst bag hjemmets trygge mure.
"En dag skulle jeg hjælpe min mand med at plante hæk ud mod vejen, måtte jeg opgive, fordi jeg ikke kunne klare at stå på den anden side af hækken. Jeg endte med at gå ind og kaste op," fortæller Lotte.
Kunne ikke få varmen
Hun var sygemeldt i to år, for stressen havde sat sig i krop og psyke. Den påvirkede søvn og hukommelse, gav hjertebanken, spændinger og kvalme og gjorde hende lysfølsom og svimmel.
Annonse
"Og så frøs jeg – til trods for sommervejr og gulvvarme. Hverken uldtøj, karbade eller sokker hjalp," husker hun.
"Jeg frøs mest, når jeg var længst nede. Kroppen må have prioriteret ilttilførslen til de vitale organer – ligesom hos bjergbestigere i højderne."
Lotte plejede desuden at elske farver, men klædte sig nu kun i neutrale kulører. Rød neglelak kunne hun ikke holde ud.
"Jeg fik det fysisk dårligt og måtte tage neglelakken af. Den røde farve viste, at jeg var glad, og det var jeg absolut ikke," forklarer hun.
"I mange år havde jeg taget farvestrålende tøj på og vist, at jeg var glad uden at være det. Det kunne jeg ikke længere."
Hævede opsparingen
Efter ni måneders sygemelding sagde Lotte op i erkendelse af, at hun ikke kunne og ville tilbage til sit job. Familien hævede opsparingen, så hun fik ro til at finde sig selv.
"Det var en kæmpe lettelse, og jeg begyndte først at få det bedre, da jeg var ude af systemet og fik tid til at få nervesystemet i balance igen," siger Lotte.
Hun fik åbnet for sin kreative åre og oplevede, hvordan timerne forsvandt i håndarbejde, maling, tegning og smykker, og begyndte også at skrive sine oplevelser ned, først på en blog med små videoer og siden i bogform.
"Jeg manglede selv nogen at spejle mig i, da jeg fik stress," forklarer hun og slår fast:
"Vi skal turde fortælle, hvordan vi har det, for det er faktisk en styrke at vise svaghed. Det har jeg lært på den hårde måde."
Lotte vandt i øvrig aldrig den store lottogevinst. Men hun vandt livet tilbage.
