Da Niels Overgaard læste i sine gamle dagbøger, indså han, at ægteskabet var slut
Niels Overgaard tager kolde bade for at øve sig i at håndtere ubehag og noterer hver aften, hvordan han var bedre i dag end i går. I sin nye bog skriver han om, hvordan vi af antikkens filosoffer kan lære at vælge vores ”nok” frem for at blive ved med at stræbe efter mere. Men undervejs måtte han konstatere, at han alligevel ønskede sig noget mere end det, han havde i sit ægteskab.
Da Niels Overgaard skrev på sin første bog, stod han op klokken halv fem hver dag, så han kunne nå at arbejde nogle timer, inden resten af familien stod op.
Med to små børn i huset og en travl hverdag var der ellers undskyldninger nok for ikke at få ført den drøm ud i livet. Men netop selvdisciplin er en grundpille i den stoicisme, han ville formidle til læserne.
"Det er en ”talk is cheap”-filosofi. Handlinger tæller. Hvis man siger, man vil gøre noget, så skal man også gøre det. Lad være bare at sige, at du gerne vil skrive en bog; skriv en bog. Lad være at sige, at du ikke har tid; tag dig tid. Det er en kultivering af, at man rent faktisk gør det, man siger, og følger ting til dørs. Også når det ikke er sjovt, og også når man hellere vil noget andet."
Bogen ”Det hele handler ikke om dig” blev en bestseller.
Danskerne hungrede tilsyneladende efter at finde meningen med livet gennem Overgaards fortolkning af de stoiske principper, han selv var begyndt at praktisere. Som for eksempel kun at fokusere på de ting, man selv kan gøre noget ved, og lade være med at bekymre os eller brokke os over resten.
At succes er at gøre det rigtige. At selvdisciplin kan sætte os fri.
"Jeg tror, den bog ramte noget i en tid, hvor vi savner faste holdepunkter. Alle muligheder er åbne. Der er ikke de der faste koordinater, der ellers har været for mennesket gennem hele historien, enten som følge af religion eller af en bestemt rolle i familien, eller at vi var født til et bestemt job eller funktion. Siden 68-oprøret er vi bare er blevet friere og friere og friere. Der er mange flere beslutninger, mange flere muligheder. Og så tror jeg simpelthen, vi står tomhændet tilbage."
Nu er han aktuel med bog nummer to. Også denne handler om, hvordan stoicismen tilbyder en metode for den enkelte til at tage kontrol over sit liv i en verden, der kan synes stadigt mere diffus.
Ligesom stoikerne er Niels Overgaard optaget af, at man skal gøre sin pligt for det fælles bedste.
Han tror på, at hvis man er stærk og disciplineret, kan man være mere for andre, end hvis man er svag og selvoptaget.
"Det skal virkelig ikke lyde frelst, fordi det er jeg ikke, jeg prøver at være et ordentligt menneske. Det er ikke altid, jeg lykkes, men jeg prøver altid at tænke ”hvad vil et ordentligt menneske gøre?”. Og hvis jeg så ikke lever op til det og kommer til at bagtale en eller et eller andet, jeg ikke er stolt af, prøver jeg at lægge mærke til det og lave en mental note til mig selv: ”du har det ikke fedt med dig selv, når du har været sådan der, det er ikke sådan et menneske, du vil være”.
Mere alene-tid
Annonse
Denne gang har han haft meget bedre tid til at skrive. Nu bor han nemlig alene.
For selv om ”man skal følge ting til dørs, også når det ikke er sjovt”, er han i mellemtiden blevet skilt og ser sine børn i en 8/6-deleordning.
Så om lidt skal vi tale om, hvad det betyder for ens livsfilosofi, når tilværelsen alligevel ikke kan sættes på formel.
Men for at forstå hvorfor det giver mening at tale om skilsmisse, livskriser og stoicisme i samme åndedrag, er det godt at vide, at Niels Overgaards bekendelse til antikkens filosoffer har sit udspring i hans fars død i 2012.
Den sendte ham ud i en af de depressioner, som også havde præget hele dele af hans ungdom, og efter at have været forbi zenbuddhisme og meditation fandt han hos stoikerne et kompas, en retning.
"En af de første tekster, jeg læste, var af Seneca og handlede om livets korthed. Hvor han skriver, at det ikke er, at livet er kort, det er, at vi spilder så meget tid. Der er masser af tid, hvis man bruger den rigtigt. Det gav mig lidt af et wakeupcall."
Det er også godt at vide om Niels Overgaard, at han på stoisk vis tager kolde bade og cykler uden vanter for at træne sig i at håndtere ubehag.
Hver morgen i badet kigger han på sine hænder og forestiller sig, hvordan de vil se ud, når han er død. For at tvinge sig selv til at huske, at han skal dø og derfor skal gå ud i dagen og være et ordentligt menneske, der gør sin pligt.
Hver aften skriver han dagbog, noterer sine fejl og sejre, og hvordan han var bedre denne dag end dagen før.
Så det er en mand med høje krav til sig selv, der et sted mellem ”Det hele handler ikke om dig” og ”Mere er aldrig nok” måtte konstatere, at i hvert fald noget handlede om ham, og at han alligevel ønskede sig noget mere end dét, han havde i sit ægteskab.
"Jeg havde altid tænkt, at jeg ikke skulle skilles. Det har virkelig været vigtigt for mig, fordi alle i min slægt er skilt; min mormor og morfar, min farmor og farfar, min mor og far. Min mor og hendes nye mand. Min far og hans nye kvinde. Alle er bare blevet skilt i sådan et stamtræ, der i hvert fald går et par generationer tilbage, så det har virkelig været et ideal for mig, at det ikke skulle ske."
"Jeg er rimelig oldschool på det punkt og er jo også tilhænger af at bide tænderne sammen. Jeg synes jo, at man skal leve med, at ting i perioder ikke er perfekte, og at man må stå igennem det. Ligesom på en arbejdsplads, hvor man kommer på arbejde, selv om der er tre måneder, hvor man ikke synes, det er sjovt."
"I parforhold, hvor man er blevet gift og har fået børn sammen, synes jeg også, at man skal gå meget langt for at blive sammen. Det er jo også derfor, det er ekstra svært at give slip og give op og sige ”Det kommer ikke til at ske". Så det er jo klart, at det var et kæmpe nederlag, jeg skulle sluge, men jeg nåede til et punkt, hvor jeg følte, at jeg ikke kunne prøve mere, jeg kunne ikke give mere."
Annonse
Dårlig investering
Annonse
Under ægteskabets sidste krampetrækninger fandt han sine gamle dagbøger frem og gennemførte et stoisk servicetjek på sig selv: Havde han forsøgt godt nok?
"Jeg læser ellers aldrig i dagbøgerne, jeg kan ikke holde ud at læse, hvor pinagtig banal jeg er. Men her kunne jeg jo konstatere, at jeg igennem årene sådan set havde prøvet at stå op om morgenen og tænke ”lad os få det til at ske”. Men man kommer til et punkt, hvor man gør hinanden mere skade ved at blive sammen."
"Man slider på hinanden. Det er lidt som, når man prøver at skrue et låg på, og det ikke passer flasken. Du kan godt blive ved med at stå og volde det og sige, at den ene har fejl, og den anden har fejl – man er nødt til at gøre hinanden forkerte, når tingene ikke fungerer – men måske passer man bare ikke sammen."
"Der er noget frihed i at sige, ”prøv at høre, man er, som man er”. Når man når over en vis alder, kan man ikke forandre sig supermeget. Man kan godt forandre sig lidt, men man er den, man er."
"Hvis der er et eller andet grundlæggende, hvor man bare er forskellige, så føler jeg en større kærlighed i at sige ”du er, som du er, og jeg er, som jeg er, jeg kan godt se dine kvaliteter, men vi passer bare ikke sammen”. Man når at gøre hinanden meget unødig skade i at prøve at få hinanden til at blive på en måde, så vi kan passe sammen."
Antikkens filosoffer er ikke just kendte for gode råd til parforholdskriser, så rent bogstaveligt var der i skilsmisseovervejelserne ikke meget hjælp at hente i de gamle bøger.
"De skriver næsten ikke noget om det. Det var et totalt patriarkalsk samfund. Sokrates havde jo sex med unge mænd, og relationen mand-kvinde var mere sådan et herre-forhold, end det var den der symbiose, som man forventer i dag."
"Sokrates blev lidt hyldet for at have en kone, som var fuldstændig uudholdelig at være sammen med. Men han kunne ligesom udholde det, fordi han hvilede så meget i sig selv. Han blev spurgt til, hvordan han kunne være sammen med en kvinde, som angiveligt var totalt besværlig og skør, og hans svar er noget a la ”Den bedste rytter må have den vanskeligste hest”.
"Det er jo helt nyt, at vi forventer at få sex, kærlighed, økonomisk, følelsesmæssig tryghed, børneopdragelse fra det samme menneske. Det har vi aldrig gjort før i historien. Det er et eksperiment, som rent statistisk ikke er et superhit. Det er verdens dårligste investeringscase."
"Det er to mennesker, der ikke tidligere har kunnet få et parforhold til at lykkes, der siger ”Denne her gang er den der”. Men jeg tror sagtens, at folk kan opleve, at de passer sammen, og jeg synes da også, det er idealet. Jeg tror, man får det bedste liv – og det er også statistisk bevist, hvis man har et langvarigt, velfungerende parforhold. Men et dårligt fungerende langvarigt parforhold er ikke det næstbedste."
Men selv om filosoffer ikke tilbød parterapi, var der især ét princip fra stoicismen, som han har kunnet læne sig opad, når han undervejs fik sagt og gjort ting, han bagefter fortrød.
"Der er jo masser af ting, jeg ikke ville gøre, hvis jeg kunne gøre dem forfra i den her proces, og jeg har brugt sindssygt meget tid i mit voksenliv på fortrydelser og ærgrelser over de gange, jeg har været en nar. Men det hjælper mig at læne mig op ad det princip, som jeg også skriver om i den første bog; jeg kan ikke lave om på, hvad jeg har gjort, men jeg kan sige undskyld og prøve at gøre det bedre næste gang."
"Og ja, så bliver man ved med at skuffe sig selv, og man har sine dårlige vaner, og jeg er for hurtig i munden, men det hjælper at minde sig selv om det princip."
Et lykkeligt nok
Da skilsmissen blev en realitet i 2022, skulle det vise sig, om Niels Overgaards stoiske kompas ville stå sin prøve i endnu en livsomvæltende situation.
Alle i Niels Overgaards slægt er blevet skilt, og det var et ideal for ham ikke at blive det, indtil han tog den svære beslutning.
"På andre tidspunkter i mit liv ville det her have sendt mig ned i en depression. Og det er ikke, fordi jeg ikke har været ked af det. Jeg har grædt og været ked af det, og jeg har savn og ærgrelse, men jeg har ikke været dernede, hvor det har sat sig fast i en depression, som det gjorde i mine slut-teenage-år, 20’erne og starten af 30’erne."
"Jeg har ikke haft depression i over 10 år, og jeg tilskriver filosofien sindssygt meget ære for det."
Og selv om hans familieliv er langt fra det, han drømte om, beskriver sig selv som lykkeligere end nogensinde.
"Noget af det, jeg er glad for ved mig selv, er, at jeg er ret insisterende på at prøve at leve livet godt. Jeg insisterer over for mig selv på ikke at gå på kompromis og ikke gemme mig for de svære ting, og skilsmissen var åbenbart et nødvendigt skridt. Jeg kunne ikke gøre mere, og så må man tage de svære beslutninger. Man ser jo også folk i parforhold i mange mange år, hvor man tænker, ”det der får du kræft af en dag, for du virker så ulykkelig”.
"Jeg prøver at være ret hård på mig selv med at tage de vigtige beslutninger i livet og prøve at leve mit liv godt, og det er jeg sindssygt ambitiøs omkring, fordi jeg tror jo ikke på, at jeg får en chance til, og jeg tror ikke på, at jeg ryger ind i en eller anden himmel. Jeg tror, jeg ryger ned i nogle atomer, der skal ud i universet igen, så jeg føler sådan en stor forpligtelse over for mig selv for at prøve at gøre det rigtigt."
I sin nye bog skriver han om at vælge sit ”nok” frem for at blive ved med at søge nydelsen og stræbe efter mere. Og om at kende godt fra ondt og modstå, når det onde trækker, eller det gode er vanskeligt, og om at begrænse sine behov, så de ikke bliver grænseløse.
"Både den nye bog og den første er resultater af deres tid og af, at vi har så utrolig meget. Min mormors generation havde ikke brug for at læse ”Det hele handler ikke om dig”. Det vidste de godt. Kvinder i den generation knoklede, og der var ikke opvaskemaskiner, og der var ikke Nemlig.com. Men vores generation har så meget, og vi tænker hele tiden, at hvis vi får lidt mere, så bliver vi gladere. Jeg tror bare ikke på det. Jeg kan i hvert fald ikke se det virke for mig selv."
Hvordan finder man så sit nok?
"Jeg tror meget på en simpel livsstil. I mit liv tænker jeg, at det er irriterende, at jeg har sådan et stort realkreditlån på mit hus. Jeg har bundet mig på en måde, som irriterer mig, fordi det jo også betyder et fravær af frihed."
Men skulle du så ikke ifølge din egen filosofi træffe et valg?
"Jo, og det valg er, at jeg lever med det. Jeg brugte halvanden dag på at være irriteret over det i sidste uge, og så kom jeg frem til, at jeg skulle videre. Fordi det selvfølgelig er et kæmpe luksusproblem."
Så du beslutter dig for, at det faktisk er vigtigt for dig at kunne give dine børn det hjem, og så lever du med den ufrihed?
"Lige præcis, det er jo det, som forældreskabet er på alle mulige måder. Det er at leve med en ufrihed. Eller et job. Alting er jo at leve med en vis ufrihed. Men jeg tror på det der med at spørge sig selv: Hvad gør dig reelt glad? For eksempel hele den diskussion om, hvor meget man skal arbejde og ikke arbejde. Hvis du ikke bliver specielt glad af at arbejde og hellere vil være sammen med dine børn, er der jo mange steder i Danmark, hvor boliger ikke koster det samme som rundt om København. Der er jo simpelthen mange muligheder for at leve et liv, hvis man vil noget andet."
I bogen laver han en liste over de ting, der gør ham selv ægte glad.
"Det er sådan noget med at bage et brød, lytte til musik og spille guitar, spille fodbold og drikke øl med mine venner, være sammen med min familie … Det slår mig bare, at de ting, jeg rigtig godt kan lide, koster ikke nogen penge. Det er noget, som for de fleste er tilgængeligt økonomisk."
"Jeg har været på masser af ferierejser på superlækre steder, men hvis dynamikken i et parforhold ikke fungerer, synes jeg, det gør ondt at være sådan nogle steder der. Det giver jo endnu mere ondt i maven at sidde på en flot restaurant og ikke kunne tale sammen end at stå hjemme i køkkenet med en rugbrødsmad. Så ja, det, der gør en rigtigt glad, koster sjældent noget særligt."
De svære spørgsmål
Niels Overgaard arbejder til dagligt som kommunikationschef, og han understreger flere gange, at han er klar over, han taler fra et privilegeret udgangspunkt.
Samtidig har han svært ved at forstå, hvorfor hans arbejde er bedre betalt end en pædagogs.
"Jeg kan jo ikke forklare mine børn, hvad jeg laver, og at jeg har et job, der giver mere prestige end en pædagog i en børnehave, det giver ingen mening. Jeg synes, deres arbejde er meningsfuldt. Jeg synes også til tider, mit arbejde er meningsfuldt, men verden vil jo ikke savne mit bidrag lige så meget, som når en god pædagog stopper i min søns børnehave."
"Altså, jeg stiller mig selv det spørgsmål hver uge: bidrager jeg nok til en bedre verden? Det ved jeg ikke, men jeg synes bare, at man skal turde stille sig selv spørgsmålet. Det er en sokratisk måde at være i verden på."
"Vi tør jo alle sammen godt stille de nemme spørgsmål, ”skal der den ene farve, den anden farve på væggen”, men tør vi stille os selv de svære spørgsmål som ”giver det her mening?”.
Men kan man ikke også komme til at gøre sig selv helt rundtosset med alle de der eksistentielle spørgsmål, kan man ikke også godt bare ”live a little”?
"Det øver jeg mig på, det lover jeg. For det kan jo også blive alt for meget med al den disciplin, og jeg kan jo blive alt for fokuseret på, at al tid bare skal bruges fornuftigt, det tror jeg i virkeligheden ikke, den skal, så jeg øver mig i at finde balancen i at være hård ved mig selv og blød ved mig selv."
"Det eneste, der er vigtigt i livet, er at være et godt menneske. Det er det, jeg ønsker for mine børn. Jeg er helt ligeglad med, hvordan de opnår det. Jeg er ligeglad, hvor de kommer til at bo, eller hvad de kommer til at lave. Hvis bare de bliver nogle ordentlige mennesker, søde over for andre og lykkelige, så ønsker jeg ikke mere."
