Få Rikke Hørlykkes 3 tips til at holde fast i din træning
Mangler du motivation til at få trænet? Personlig træner og tidligere håndboldspiller Rikke Hørlykke giver her tre gode råd til, hvordan du kan få succes med din træning.
1. Find din indre motivation
Når du skal træne er det vigtig, at du har den indre motivation på plads: Hvad er det, du vil have ud af din træning? Hvad er formålet: Vil du tabe dig? Vil du blive stærkere? Vil du blive gladere? Eller vil du bare have rørt dig lidt, mens du har det sjovt?
Det er din indre motivation, der skal afgøre, om det er zumba, crossfit eller noget helt tredje, der er det rigtige for dig.
2. Tag ansvar
Det kan godt være, at der er en række mennesker med velmenende råd omkring dig, der fortæller dig, hvad du bør gøre. Tag de råd til dig, som du kan bruge, men lyt hele tiden efter dig selv, tag ansvar og hold fast i det, der er det rigtige for dig. Motion skal gøre dig glad, og gør den ikke det, dyrker du måske det forkerte.
3. Prioriter
Træning handler også om at prioritere og vælge fra og til, når du planlægger ugens gøremål. Er ugen travl, så drop at se fjernsyn i tre timer en af aftenerne og kom ud og løb en tur eller tag i træningscentret. På den måde får du ikke kun trænet, du får også langt mere overskud til at tackle de kommende dages udfordringer.
SE MERE I DENNE UGES ALT FOR DAMERNE (nr. 48/2013)
Læs også: Få mere livsglæde med 3 nemme øvelser