Har du også svært ved at holde nallerne fra slikposen? Det er ikke din skyld, forklarer Nicklas Brendborg her

Artiklen fortsætter under videoen...

Venstre hånd tager gentagne dyk ned i chipsposen, mens den højre scroller ivrigt på telefonen, hvor hundevideoer og hår-tutorials kalder på din opmærksomhed. Når chipsposen er tom og de sociale medier gennemtrawlet for nyt indhold, streamer du en serie på computeren, og næsten uden at bemærke det, har du åbnet en bøtte chokoladeis …

Hvis dette scenarie med jævne mellemrum udspiller sig i din sofa, er det altså ikke dig, den er gal med. Det gælder nemlig for rigtig mange af os, at vores liv og hverdag er fyldt grundigt op med og styret af (u)vaner, der inkluderer forarbejdet mad, sociale medier, datingapps og bland-selv-slik; altså en lang række af nydelser, som ikke umiddelbart har en sundhedsfremmende effekt. Tværtimod.

De fleste af os har måske også forsøgt at binde knude på slikposen og lukke ned for sociale medier, men oftest bliver det kun til en lille pause, inden vi langsomt suges tilbage igen.

Hvorfor vi ofte ender med at spise burger fremfor linsesuppe, chips fremfor æbler eller bruger to timer på TikTok fremfor at ringe til en ven, giver forsker og forfatter Nicklas Brendborg svar på i sin nye bog ”Vanedyr”. Her tager han os med på en afslørende tour rundt i evolution, markedsmekanismer og belønningssystemer for at undersøge, hvordan er vi endt som ufrie vanedyr.

Læs også

Spiser du for meget sukker + 5 andre tips til at slippe dårlige vaner

I 2021 var han aktuel med bestselleren ”Gopler ældes baglæns”, hvor han førte os ind i videnskabens svar på, hvad der gør os ældre, og hvordan man lever længst muligt, og hans nye bog er en naturlig forlængelse af det tema. 

"Jeg har i de seneste år talt meget om, at vi skal huske at spise sundt, vi skal ikke være ensomme osv. Men det er ikke altid lige så nemt at få succes med et sunde liv, som det er at læse eller høre om det. Under arbejdet med ”Gopler ældes baglæns” opdagede jeg, at der er flere forklaringer på, hvorfor vi har så svært med at ændre vaner, selvom det jo egentlig er ret simpelt."

Jo større, jo bedre

Lige dér rammer Nicklas Brendborg et ømt punkt hos de fleste, for vi ved godt, at det er sundere med havregryn end pandekager, løbetur kontra seriemaraton og at møde hinanden fysisk end at kigge på rækken af endeløse stories fra folk, du ikke kender personligt.

"Vi har nogle instinkter, der er blevet programmeret af evolutionen; der er f.eks. forskellige ting i vores mad, som vi søger efter. Vi søger sex, vi søger efter sociale relationer, og vi forsøger at forstå den verden, vi lever i. Hvis du følger disse instinkter på den naturlige måde, vil du i princippet have det godt; du vil spise sund og nærende mad, du vil finde en partner, du vil få nogle venner, du vil tage ud og se, hvad verden har at byde på," forklarer Nicklas Brendborg.

Men det ligger også i vores instinkt, at vi vil have mere, større og bedre. Og netop på dét punkt adskiller vi mennesker os ikke meget fra fuglearten strandskaden, som man måske kunne ønske sig. Jovist, vi er udstyret med større hjerner og er mere intelligente. Men alligevel falder vi for præcis samme trick som de små fugle. Det giver Nicklas Brendborg et eksempel på i bogen:

En strandskade står og kigger på et stort æg. I et kort øjeblik lægger den hovedet på skrå som for at tænke sig om. Og så forsøger den at hoppe op på ægget. Det bliver til et akavet optrin. Ægget er næsten lige så stort som fuglen selv, så hver gang den forsøger at komme på plads, glider den straks ned igen. Et stykke derfra sidder nogle hollandske forskere og iagttager optrinet. De kigger på hinanden og griner indforstået. Den her fugl lader sig også narre.

Normalt lægger fuglen, de studerer, små, brune æg på under 50 gram. Men de hollandske forskere har opdaget, at den faktisk foretrækker æg, der er meget større end det, så de laver kunstige æg af gips, der langt overgår normale strandskadeæg, og når fuglene bliver præsenteret for dem, er de helt tryllebundne.

Trykker på alle knapper i vores hjerner

Den viden – at vores instinkter på visse punkter minder om strandskadens – har alverdens virksomheder, fra fødevareindustrien til sociale medier, derfor også brugt i deres udvikling af afhængighedsskabende superstimuli. Ifølge Nicklas Brendborg er vi oppe imod topforskere med hjernescannere, højteknologiske laboratorier og specialviden om menneskets biologi. 

"De virksomheder, der producerer de forskellige produkter, er sat i verden af én grund, og det er at tjene penge, og det er der heller ikke noget i vejen med som udgangspunkt. Vi kan bruge burgeren som eksempel; hvis du vil lave en burger, der tjener flest muligt penge, og hvor folk kommer tilbage for at spise netop dén, skal du lave den så god, at den trykker på alle de rigtige knapper i vores hjernes belønningssystem."

"Derfor skal producenterne finde ud af, hvad det er, som mennesket instinktivt er bygget til at være tiltrukket af. Vi kan godt lide store mængder af salt og fedt, ligesom vi er tiltrukket af sukker, og hvis der er den perfekte kombination mellem sukker og fedt, er det supergodt."

"Der er altså nogle forskellige ingredienser eller ting, som vores hjerne er bygget til at respondere på, og ofte er de nogle, der har været sjældne og svære at få i naturen, men som vi nu kan masseproducere. Blander du dem i ét, så hjernen får en stor mængde fedt, salt og sukker på én gang, er det så tiltalende, som ingen naturlig mad nogensinde vil kunne være. Hele min pointe er, at tilbage i tiden kunne du med dine instinkter sørge for, at du havde det godt. Men nu er det omvendt, og hvis du følger dine instinkter, ender du faktisk med at få det skidt," forklarer Nicklas Brendborg.

Læs også

Søvnekspert: Dårlige vaner står i vejen for den gode søvn

Instinktet har ingen øvre grænse

Vi ved det jo godt. Mange vaner er usunde eller dårlige for os. Men hvorfor er det egentlig ikke de sunde havregryn, linser eller æbler, vi craver efter, i stedet for bland-selv-slik? 

"Det er, fordi havregryn og linser ikke er designet af en virksomhed til at være tiltalende. Det er noget, du høster ude i naturen. Et godt eksempel er salt. Vi er tiltrukket af salt, fordi menneskekroppen har behov for en lille smule salt, for at du kan overleve. Du skal altså have en lille smule salt, og derfor har naturen udstyret dig med en tunge, der reagerer på salt, så når noget smager lidt salt, så smager det godt."

"I dag har vi ikke problemer med at skaffe salt, og vi kan putte mere og mere salt i vores mad. Det fysiologiske behov for salt er på cirka et halvt gram om dagen, men i dag spiser en gennemsnitlig dansker mellem 11 og 15 gram salt om dagen. Du og jeg spiser faktisk salt nok til at dække det fysiologiske behov for en mindre landsby."

Det er altså fysiologisk godt for dig, at du får lidt salt, så din krop kan køre. Men instinktet er ikke lavet til den moderne verden, hvor vi kan skaffe så meget som muligt. Der er ikke nogen øvre grænse på instinktet. Den siger bare: jo mere salt, jo bedre. Og det høje saltindtag skyldes ikke den smule salt, du selv drysser på maden. Størstedelen af det salt, vi spiser, kommer fra forarbejdet mad. Ligesom med sukker gemmer salt sig nemlig overalt.

Og det er ikke kun fødevareindustrien, der har regnet den ud med superstimuli. I bogen gennemgår forskeren også, hvordan vi kan opleve det i alt fra porno over stoffer til sociale medier.

Vi vil belønnes

Det er helt normalt for alle mennesker at opbygge vaner, forklarer Nicklas Brendborg, og det, vi typisk gør, er at identificere noget i vores omgivelser, som føles godt og belønnende, og så bygger vi en vane om at gentage det. Problemet er, at vi opbygger vaner efter det, som giver det største kick i hjernen. Og det er gået fra at være nogle gode ting, som handlede om overlevelse, til at være nogle unaturlige og mere skadelige ting i vores tidsalder. 

"Lad os tage en vane som at socialisere. Tidligere var du fysisk ude og mærke, at det føltes godt, at du var sammen med dine venner, så du fik lyst til at gøre det igen. Men i dag får flere en social oplevelse ved at sidde på sociale medier som Instagram eller Facebook, og for nogle bliver det en endnu stærkere oplevelse end den, du kan få ude i det fri."

"Sociale medier kaster dig ind i et univers, hvor du går fra at leve i din egen lille osteklokke i den virkelig verden med måske 100-200 mennesker omkring dig, som du sammenligner dig med og har som reference, til at det er hele verden, du har som reference på de sociale medier. Og dem, du typisk ser på de sociale medier, vil være folk, der er ualmindeligt attraktive, talentfulde, berømte, rige osv. Og det skaber et forringet billede af, hvad omverdenen egentligt er."

Læs også

Mindre sukker, flere skridt eller mere søvn: Sådan leger du dig til nye sunde vaner

De sociale medier er tiltrækkende af den samme årsag, som det er tiltrækkende at gå ud og være sammen med folk i virkeligheden. Forskellen er, at når du er sammen med dine venner, er der ikke nogen, som optimerer på jeres forhold for at få dig til at blive siddende så lang tid som muligt.

"Men det er der, når du er på Facebook, for der er en algoritme, som måler alt, hvad du interagerer med, hvor lang tid du kigger på et opslag, hvor lang tid du bruger på at se en video, hvor engageret du er. Den optimerer hele tiden på, hvad den skal vise dig for at holde på dig længst muligt. Og så ender vi, som jeg beskriver i bogen – og som er en af de vigtige pointer – at man kan godt have lyst til og bruge tid på noget, uden det er det, der gør dig mest glad," siger Nicklas Brendborg og fortsætter:

"Det er en af tragedierne ved det her system. I naturen vil det typisk være det samme, du har lyst til, som gør dig glad. Det er sådan, vi er bygget gennem millioner års evolution. Hvis du besøger nogen, der stadig lever, som vi gjorde engang, spiser de, indtil de har fået nok kalorier, og de stopper helt automatisk, fordi de har en automatisk appetitregulering."

"Det gør, at de ikke bliver overvægtige, og at de undgår mange af de sygdomme, vi har. De har også helt naturligt lyst til nogle gange at være sociale, og de har selvfølgelig også nogle gange lyst til at være sig selv. Men deres krop er fra naturens side lavet til at kunne klare alle de her ting selv, ligesom vores også ville være, hvis vi levede i samme miljø."

Bliver helt forpustet

I bogen beskriver Nicklas Brendborg også fænomenet desensibilisering. Første gang du laver et faldskærmsudspring, udskilles store mængder af bl.a. adrenalin, og det giver en euforisk følelse. Men hopper du i faldskærm igen og igen, skruer kroppen stille og roligt ned for belønningen. Og til sidst ender du altså med at kunne sammenligne frit fald med en køretur til bageren for at hente morgenbrød.

"Jeg ved godt, at alle virksomheder er interesserede i at overleve og at tjene så mange penge som muligt. Men jeg kan nærmest blive helt forpustet over, hvor langt nogen er villige til at gå på de her områder, som f.eks. at sætte folk i en hjernescanner for at analysere, hvordan de reagerer på forskellig is, du har lavet. Men det gør det nemmere at forstå, hvorfor man nogle gange har så svært ved at takke nej til is."

Er der håb for os?

I Danmark befinder vi os i en sundhedskrise. Vi har netop passeret en trist milepæl med flere overvægtige end normalvægtige danskere. Vi ser en stigende mental mistrivsel blandt børn og unge. Efter at have læst bogen og talt med Nicklas Brendborg kan det føles umuligt at komme de mange uvaner, som forringer vores livskvalitet, til livs. Man kan let føle sig som det lille menneske, der er oppe imod de store organisationer. Set i det lys har vi så overhovedet nogen chance for at bekæmpe vores usunde vaner? 

"Det kommer an på, hvilke af vanerne du har. Hvis det er noget, du godt kan undvære, er en kold tyrker jo klart at foretrække. Men har du tænkt dig aldrig at bruge sociale medier? Det kan man nærmest ikke efterhånden, for du vil næsten være uden for samfundet. Skal du sige, at du aldrig har tænkt dig at købe en pose slik igen? Det er jo heller ikke helt realistisk, og det er heller ikke pointen med bogen, at du aldrig mere skal spise slik eller sidde med mobilen," forklarer Nicklas Brendborg. 

Han understreger, at superstimuli ikke nødvendigvis altid er dårlige. Det, der afgør, om superstimuli er gode eller dårlige, er de handlinger, de får os til udføre. Og hvis de leder os i fordærv, skal vi kæmpe imod. Men hvis vi er smarte, lærer vi at bruge dem til vores eget bedste.

Når det f.eks. gælder mad, kan du lave det, der hedder ”gensensibilisering”, som er en proces, hvor vi genfinder den naturlige følsomhed over for en belønning. 

Hvilke vaner kæmper du selv med?

"Den værste er skærmtiden på mobilen. Det er også den største industri, som kan manipulere folk, og hvor der er allerflest penge, så på den måde giver det god mening. Der er positive ting ved sociale medier; jeg får meget ud af det i mit forfatterskab, og jeg kan nemmere nå folk. Men det er som om, at jeg i virkeligheden ikke har behov for mere end et kvarter til 20 minutter om dagen. Resten af tiden er tom underholdning, og jeg skal bruge alle mulige tricks for at huske, at jeg faktisk ikke har lyst til at bruge så meget skærmtid."

Hvad gør du for eksempel?

"Jeg forsøger mig med at gøre skærmen sort-hvid på min mobil, så bliver det overraskende hurtigt kedeligt. Jeg bruger heller ikke min mobil som vækkeur. Dem er jo så smart i sit design, at så snart du tager mobilen, begynder du på nogle helt faste handlingsmønstre, som at tjekke sociale medier for at få det første kick ud af din mobil."

Selv om vi gør telefonen sort-hvid eller tager en sukkerdetox i ny og næ, virker det måske ikke særligt holdbart, hvis vi gerne vil uvanerne helt til livs. Men Nicklas Brendborg er heldigvis forhåbningsfuld.

"Jeg tror, at der inden for 10 år vil blive set på, at nogle af de måder, hvor du kan designe mad i et laboratorium, ikke er fair over for forbrugerne. Hvor du nærmest kan tvinge folk, der er særligt sårbare, til at handle mod deres interesser og spise mere, end de egentlig har lyst til at spise. Vi kommer nok til at få lovgivning på området."

"Jeg håber, at der kommer endnu flere lignende præparater, som f.eks. fedmemedicinen Wegovy, som kan hjælpe os med at tackle andre af vores uvaner. Det er selvfølgelig lidt fjollet, at du bliver nødt til at tage medicin for at modstå noget, som du kunne have undværet. Men det, tror jeg, bliver nødvendigt for nogle mennesker," siger han og fortsætter: 

"Jeg håber, at bogen kan være mit lille input til, hvordan vi kan løse mange af de trivselskriser, vi har i samfundet. Vi har problemer med overvægt, ensomhed og vores mentale helbred. Og det virker som en god idé, hvis vi har det med i debatten, at det også er noget helt central biologisk, vi er oppe imod."