Klumme om self-shaming: Den forekommer som indre dialog foran spejlet, og som small talk mellem veninder ... Men livet er for kort til kropshad

Petra Nagels selvkritik har skabt genklang i hele Danmark. ‘Ja! Det er præcis sådan jeg har det!’, lød det i stuerne hos mange unge kvinder, der nok fandt ro ved Petras modige aftabuisering af denne alt for typiske self-shamende adfærd. For hendes tanker og følelser omkring sin krop afspejler desværre præcist, hvordan rigtig mange kvinder har det med deres krop. I vores branche ser vi det hele tiden: Kvinders tillærte talent for self-shaming. Den forekommer både som indre dialog, typisk foran spejlet, og som small talk mellem veninder, hvor samtalen ved brunch-bordet nogle gange kan forveksles med en konkurrence om, hvem der hader deres kroppe mest.

Men hvor stammer self-shaming og den hårde dom over egen krop fra? Og hvordan stopper vi det?

Den norske psykiater Finn Skårderud har et bud på det første: ‘Vi er begyndt at se vores kroppe med andres øjne’, skriver han. Og det er et problem, for når vi ser vores kroppe gennem andres øjne, dømmer vi også vores krop med værdier, der ikke er vores egne. Værdier som skaber krav, man ikke kan leve op til, såsom at man skal se ud som hende fra Instagram, selv om end ikke hende fra Instagram ser sådan ud. Hun fremstår sådan på et billede efter adskillige forsøg på at finde den rette vinkel, det rette lys og – ikke mindst – det rette filter. For ikke at tale om muligheden for efterfølgende fotoredigering, der praktisk talt kreerer kroppe, der ikke eksisterer i virkeligheden.

Det perfekte er en lorteværdi

Man skal være den perfekte udgave af sig selv. ‘Perfekte Petra’, som Petra Nagel kalder den 3D-figur af sig selv, hun har fået konstrueret – uden de famøse fem kilo som så mange kvinder mener, står i vejen for deres lykke. Men stræber vi efter denne ‘perfekte udgave af os selv’, stræber vi efter noget, som vi aldrig vil kunne opnå. Det er med andre ord det, man kan kalde en lorteværdi. Lorteværdier er leveregler, der ikke kan følges. De er uden for vores kontrol, og deres tilstedeværelse i vores hoveder gør intet andet end at sikre en konstant følelse af utilstrækkelighed. I tilfældet her er værdien at ligne et andet menneske med et helt andet udgangspunkt og genetik. Det vil aldrig ske.

Måler man sig efter den værdi – hvor meget ligner jeg hende på billedet? – så vil resultatet derfor være, at man konstant fejler. Man ender med at tale sådan som Petra gør om sig selv: Nedladende, grimt og dømmende.

For ingen er født med et had til egen krop. Børn er ligeglade. De ved ikke, at man kan være grim eller pæn, og de viser deres maver frem ved enhver lejlighed på en måde, der står i skærende kontrast til mange unge kvinders anstrengte forhold til deres, der gemmes bag korsetlignende shapende shorts, højtaljede bukser eller bølgende bluser.

Men hvad sker der mellem den uskyldige barndom og voksenlivets kropskrav? Man vågner ikke bare op en dag og hader sin krop og taler grimt til og om den. Kropshadet er noget, der opbygges. For mange begynder det ved den første kommentar om, at man er ‘lidt rund’ (eller værre), fra familie, venner, fjender eller sundhedsplejersken.

Det opfattes negativt, fordi man allerede dér har en idé om, at man ikke må være rund. Idéen om, at kroppen skal se ud på en bestemt måde, er plantet, og ‘for tyk’ oversættes direkte til ‘forkert’. Og det er et samfundsproblem. For mens homoseksualitet og en hudfarve, der ikke er hvid, ikke længere placerer én i en lavere social kategori, er stempling af overvægtige som moralsk mindreværdige desværre stadig udbredt.

Fedmestigmaet

Fedmestigmaet, som det hedder, dækker kort fortalt over to modbeviste idéer:

1. Alle overvægtige har selv valgt at være overvægtige

2. Overvægt er et tegn på dovenskab, manglende viljestyrke og moral. Et decideret usolidarisk valg af livsstil, der koster samfundet millioner i sundhedsudgifter. Det er den historie, vi alt for ofte fodres med i tv-programmer, kronikker skrevet af unge, slanke, politisk motiverede debattører og via fitnessbranchens forsøg på ‘fitspo’ gennem regulær kropsudskamning. Lytter man i stedet til fagpersoner, er der ingen tvivl: Den stigende forekomst af fedme er samfundets skyld – men den sandhed møder modstand, fordi den både kræver stor indsigt i, hvad der driver menneskers adfærd, og kræver, at enhver, der formår at holde sig slank i et fedmefremmende samfund, heller ikke selv kan tage hele (oftest ikke en gang særligt meget) af æren.

Og som om eksistensen af fedmestigmaet ikke var nok, bliver de fleste kvinder ‘lokket’ ind i en verden fyldt med urealistiske sammenligningsgrundlag og krav til kroppens udseende, der er umulige at leve op til. Det er langt fra nok at være normalvægtig. Man skal være slank, have en flad mave (hele tiden), være appelsinhuds- og strækmærkefri, ligesom de photoshoppede modeller og instagramprofiler, og har man købt ind på det mere og mere udbredte fitnessideal, er man først god nok, hvis man har sixpack og skuldermuskler, spændstig røv og silikonebryster. For når smukke kvindekroppe på sociale medier får flere likes og beundrende kommentarer end noget som helst andet, bliver man konstant bekræftet i troen på, at kroppens udseende er det vigtigste i verden. Det er et selvforstærkende sort hul, der suger kvinde efter kvinde ind i en negativ spiral af selvhad.

Når kvinder nedgør deres egne kroppe overfor andre, er det derfor måske også en forsvarsmekanisme. Noget man siger for at beskytte sig selv mod antagelsen om, at man er tilfreds med at se ud, som man gør. For fitnessbranchen har – gennem mantraer som ‘Never satisfied’ og ‘Be better than you were yesterday’ – lært os, at man aldrig må være tilfreds.

I sidste ende er der derfor ikke noget at sige til, at så få kvinder er tilfredse med den krop, de har: Alt omkring dem fortæller, at tilfredshed er forkert. End ikke de perfekte fitnessmodeller tillader sig selv tilfredshed med egne kroppe, ligesom de fleste nok har overhørt selv nogle af de smukkeste kvinder i verden brokke sig over en ‘fejl’ de har fundet.

Videnskaben støtter op om dette: Selv kortvarig eksponering for perfekte kvindekroppe sænker tilfredsheden med din egen krop og gør dig i dårligere humør. Det er ikke din skyld, hvis du hader din krop. Det er ikke din skyld, at perfekte kvindekroppe fylder så meget på sendeflader og sociale medier.

Det er ikke din skyld, at der, historisk set og til stadighed, er et stort fokus på, hvordan kvindekroppen ‘skal’ se ud. Og det er heller ikke din skyld, at vi har et samfund, der kontinuerligt promoverer exceptionalisme fremfor hverdag. Og du har heller ikke ansvar for det, du føler, som følge af alt dette. Følelser er grundlæggende irrationelle og uden for direkte kontrol.

Men du har muligheden for at tage et ansvar. Fjern de ting, der holder dig fast i de negative overbevisninger om, at du skal se ud på en bestemt måde. De ting, der trigger dig til at tænke, at du ikke er slank nok, pæn nok, god nok, som du er. Det er din måde at tage magten tilbage på. Bliv bevidst om, hvad der trigger dine negative tanker om dig selv, og sortér det ud af dit liv. Sig til dine veninder, at den konstante kropssnak er skadelig, og at du ikke gider det mere. For livet er for kort til kropshad. Du behøver ikke at gå gennem livet uden nogensinde at være tilfreds. Du kan ændre på det. Spørgsmålet er blot: Hvornår?”

MORTEN ELSØE, 30 år.

Kandidat i molekylær ernæring og fødevareteknologi, Aarhus Universitet.

Sundhedsdebattør, forfatter, foredragsholder og direktør i VaneCoach IVS.