Vil du gerne forføre og forføres?
Og ved du, hvad der vækker hans lyst? Og har du fortalt ham, hvad der vækker din? Her får du sexolog Christina Tatarczuks guide til alt det, der typisk tænder os seksuelt plus alle de lystvækkere, du måske ikke har opdaget. Endnu!
Et strejf af hans hånd mellem dit lår. Et bestemt ord i dit øre. Den måde han ser på dig på, dufter på eller bare synet af hans ryg, når han spænder musklerne. Vi kan blive tændt seksuelt af de mindste små ting – især hvis vi i forvejen har lysten simrende i kroppen og som en del af vores bevidsthed. Til gengæld kræver det en større indsats at vække lysten i perioder, hvor kontakten til vores seksualitet er sat lidt på vågeblus. I hvert fald for kvinder, siger Christina Tatarczuk, som er sexolog og parterapeut. Men sådan behøver det ikke være. For du kan selv øge dit spektrum af ting, der tænder og pirrer dig – og på den måde få et sexliv med større variation, leg og lyst.
– En mand behøver blot se konturerne af en kvindes bagdel under kjolestoffet for at blive tændt seksuelt, mens der for kvinder typisk skal noget mere til. Men vi kan faktisk også træne os selv op til at blive i lige så god kontakt med vores seksualitet, som mænd er. Hvis vi vil. Det handler om at lære vores egne tændsatser at kende, for de er den hurtige genvej til lysten. Vi har som regel mange flere, end vi tror – og kan blive ved at opdage nye, hvis vi begynder at udforske vores sanser.
Han er bare to minutter om at tænde
De seksuelle tændsatser går gennem sanserne. Hvor mænd typisk tænder på det, de ser. Mens kvinder tænder på ord og de billeder, følelser og den stemning, de skaber inde i os, påpeger Christina Tatarczuk.
– Overordnet er mænd visuelle, mens kvinder er auditive. Mænd tænder på synet af en kvindes bryster under blusen, når hun læner sig frem. Hendes bagdel, når hun går forbi. Et frækt eller intenst blik fra en kvinde. Alene dét, at en kvinde piller ved sin ørering eller kører en finger hen over læberne, kan pirre en mand. Plus selvfølgelig alt det, han ser, når han har sex.
– For kvinder er det derimod ofte ord og følelser, der giver os lyst. Faktisk kan man sige, at vi typisk tænder på alt det, der sker inden, vi har sex: Nærheden med en mand, intimiteten, samtalen, følelserne, dét, han hvisker i vores øre. Og de ting tager bare mere tid og kræver mere opmærksomhed og kontakt. Generelt er kvinder en halv time om virkelig at blive tændt, mens en mand er klar på to minutter. Han behøver jo bare at se dig gå ud af badet og stå og smøre dig ind i bodylotion, så er han fuldstændig oppe at køre. Men hvis han derimod kommer dryppende og nøgen ud i køkkenet, mens du står og laver aftensmad, bliver han måske mødt med en besked om at lige at tage boxershortsene på, for naboerne… Springet fra hverdagens krav og ned i kroppen og lysten er bare lidt længere for os.
Lav et lovemap over din krop
Som udgangspunkt er der forskel på, hvor let mænd og kvinder tænder seksuelt. Men kun som udgangspunkt, understreger Christina Tatarczuk. For hvis du egentlig har lyst til at have mere lyst og lettere kunne komme i kontakt med den, så sæt dig for at undersøge, hvad du kunne tænde på. Alene opdagelsesrejsen vil i sig selv øge din lyst og kontakten til din seksualitet. Det sker nemlig helt automatisk, når vi begynder at opsøge og „tænke” i sex.
– Dyrk nogle andre sanser end dem, du normalt tænder på. Leg f.eks. med din synssans ved at have sex foran et spejl. Eller se på, at han har sex med sig selv. Skru op for lugtesansen: Hvordan dufter hans køn – også når det ikke er sæbet ind, men er ren natur?
– Det allerbedste du kan gøre, er at lave et „lovemap” over din krop. Brug tid på at opdage alle dine erogene zoner, både alene og sammen med ham. Jo flere måder du kan tænde seksuelt på, jo lettere adgang får du til din lyst. Og vis ham, hvad der pirrer dig. Nogle mænd er bedre elskere end andre, fordi de måske har flere erfaringer eller i det hele taget er meget opmærksomme på kvinden, men du kan ikke forvente, at han skal kunne gætte lige præcis, hvad der tænder dig. Så fortæl ham, hvis du skal kysses et bestemt sted på halsen eller sweettalkes et kvarter. Uden at kritisere – det er vigtigt!
Han skal begære hele os
For ligesom vi hver især har vores tændsatser – hvor nogle er typiske for kvinder, og andre generelt gælder for mænd, så har vi også som køn et par ting, der virker som decideret turn-off, siger Christina Tatarczuk:
-Det, der tænder en mand allermest, er at give kvinden nydelse. Det er så vigtigt og handler ikke kun om hende, men også om ham selv – hans følelse af at være en rigtig mand. Og den virker også modsat
– hvis du siger „av, nej, lad være” eller dirigerer ham alt for håndfast, får han ikke følelsen af selv at være medvirkende til at stimulere din lyst, og så falder hans egen øjeblikkelig. Så guid ham nænsomt… Og for kvinder? Det værste han kan gøre, er som det første at dykke ned og gå direkte i gang på klitoris. Så er vi stået af, siger Christina Tatarczuk.
– Rent fysisk er klitoris så følsom og har så mange nerveender – mange tusinde flere end penishovedet
– at vi nødvendigvis skal varmes blidt op her. Men følelsesmæssigt er det også en kæmpe turn off for en kvinde, hvis en mand er alt for fokuseret på hendes køn. Det lægger et pres på hende om, at hun skal skynde sig at komme – at den del bare skal overstås, så han kan komme i gang med at dyrke sin egen nydelse. Og så går vi kolde, for kvinders allerstørste tændsats er netop oplevelsen og følelsen af, at manden virkelig begærer os. At han nyder alt ved vores
krop – og at han er vild med os, også når vi er dumme og bitchy. Det er så vigtigt for en kvinde, at manden vil hele hende. Og viser det.
På næste side kan du få en lynguide til mere lyst
Lynguide til mere lyst
Har du lyst − til at have lyst. Og måske endda blive tændt lettere og oftere…? Så brug alle dine sanser, opfordrer Christina Tatarczuk. Her får du 3 tip, der virker hver gang.
1. SE OG SÆT ORD PÅ
Du kan træne dine visuelle sanser ved at se erotiske film, gerne sammen med ham.
Eller: Tal om sex, skriv om sex, læs om sex − f.eks. erotiske noveller − eller fortæl hinanden om jeres seksuelle fantasier. Send ham hede sms’er og glæd dig til, at han svarer lige så frækt retur. Gå forbi og hvisk det i hans øre, mens han laver mad. Vis ham, at det tænder dig, at han også sætter ord på hans lyst til dig på alle de måder, han kan komme i tanke om − både på den frække og på den kærlige og søde måde. Og sæt lyd på, når I elsker. Giv udtryk for din nydelse og vis ham, at det pirrer dig, når han gør det samme.
2. DUFT OG SMAG
Hvis du forbinder en bestemt duft med en dejlig seksuel oplevelse, så kan den gå direkte i tændingscentret og aktivere din lyst, når du møder den igen. Så eksperimenter f.eks. med æteriske olier, duftlys, massageolier og find en duft, I begge to kan lide − og som I efterhånden forbinder med duften af dejlig erotik. Spørg ham om, hvilken parfume han elsker, du bruger. Og fortæl ham, at når han dufter af den der fra Boss, så kommer du i et helt bestemt humør. Dyrk også gerne den rene natur, for det er måske i virkeligheden her, hvor han både smager og dufter af rå mand, du tænder allermest på ham.
3. MÆRK OG FØL
Din krop kan stimuleres og pirres på mange måder. Og generelt gælder, at hvis du lukker ned for én sans, så øger du intensiteten af de andre. Så luk f.eks. øjnene (eller få et bind for) og oplev, hvordan din hud og din krop allerede nu mærker berøringer og kærtegn mere intenst. Leg lidt mere ved at stryge hinanden blidt med en fjer, kys hinanden over alt på kroppen, gå i karbad sammen og smør hinanden ind i olie, lig tæt sammen og mærk hinandens kroppe. Og dyrk oralsex, som i den grad tricker både føle-, lugte-, smags- og synssansen på én gang.
TIP: Prøv joybox.dk, som har lækre film lavet specielt til kvinder.
Det tænder vi på:
Vi tænder på vores partners nydelse − og oplevelsen af selv at blive begæret. Og det gælder både kvinder og mænd. Se her, hvad der ifølge sexolog Christina Tatarczuk også er et hit hos kvinder og hos mænd − og hvad der absolut ikke er.
Kvinder tænder på
At han virkelig viser sit begær og sin lyst. Til hele os. Også når vi har brug for og lyst til det lange forspil, hvor han skal bruge tid på at hviske, nusse, kærtegne og kysse, før vi er klar.
At han viser, hvor meget han nyder os. At han bruger ord og fortæller os, hvor dejlige vi er, hvor godt vi smager, hvor smukke vores bryster er, hvor skønt vi dufter. Det kan aldrig blive for meget.
At han er god til dirty-sweet-talk. Søde, frække ord i vores øre. Eller på sms. Eller en besked på mobilen. Eller hvisket i forbifarten under middagen til festen. Så glæder vi os til at komme hjem…
Den store turn-off: En mand, der dykker direkte ned og går i gang med tunge og fingre på vores køn, kan godt glemme alt om at få en kvinde helt op at ringe. For det første skal klitoris varmes langsomt og blidt op – og det skal vi også. Vi skal røres, kysses og opleve at blive begæret – ikke overstås hurtigst muligt. Ellers tak.
Mænd tænder på
At han kan se og mærke din nydelse. Så giv slip og vis din lyst. Fortæl, hvad du godt kan lide eller guid ham med anerkendende suk og lyde. Han vil elske det − især hvis han har en oplevelse af, at det er ham, der er ophavsmand til det hele. At du tager initiativet − uden at dirigere eller kritisere. Rigtig mange mænd har også lyst til indimellem at blive taget, at opleve at blive begæret vildt og inderligt og bare kunne give sig hen.
At du er vild med hans lem. Hvor det for en kvinde kan være en turn-off, at han har for meget fokus på hendes køn, gælder det omvendte for en mand: Han kan ikke få nok.
Den store turn-off: Hvis du skal guide ham, så gør det nænsomt. Han har brug for at mærke, at det han gør ved dig, virker. Så hvis det faktisk ikke gør, så flyt hans hånd eller skift stilling og vis, hvad der i stedet er godt. Kritik får bogstaveligt talt hans lyst til at dale lynhurtigt.