Anders W. Berthelsen var tæt på at brænde ud

Da Anders W. Berthelsen sidste år ramlede ind i november måned, kunne han se tilbage på et forpustet år med indspilning af tre spillefilm, en teaterforestilling og et show på Bellevue Teatret. Han havde spurtet af sted forrest på skuespillerverdenens løbebånd, konstant i færd med at lægge ansigtet i nye folder til nye roller.

– Da jeg nåede november måned, havde jeg ikke mere inde i kroppen, fortæller han.

– Bare tanken om, at jeg skulle give liv til en rolle, var ved at få mig til at kaste op.

Så Anders W. Berthelsen besluttede sig for, at han ikke skulle optage film eller stå på en scene i de næste syv måneder.

Hvis han igen skulle evne at lægge ånd i en rolle, måtte han finde drivkraften uden for sine egne optrædener. Han gad ikke "være mere oppe i røven på sig selv", end han som skuespiller allerede var.

– Skal en rolle være mere end et tillært hylster, skal den udspringe af noget indvendigt, siger han. Og han manglede noget indvendigt på sin kropslige harddisk.

Han tog til Tyskland for at se teater. Et af stykkerne tog 2,5 time uden pause.

– Og jeg hadede hvert sekund. Jeg syntes, det var så irriterende. Hold kæft, det var irriterende. Det var noget tosseteater, hvor de råbte overgearet hele tiden og hang oppe i nogle stiger og hylede og skreg uforståelige lyde.

LÆS OGSÅ: Amanda Lindhouts var gidsel i Somalia

Han gik hjem fra stykket i irriteret lune over at have spildt sin tid. Næste dag overværede han en anden optræden, et moderniseret bud på Shakespeare. Heldigvis var det både velspillet og sjovt.

– Nu kan jeg se, at den teaterforestilling, som har inspireret mig allermest, var det tossestykke, som jeg hadede allermest. Det har kørt rundt i mit hoved lige siden. Og det har inspireret mig til noget nyt teater, jeg skal lave til efteråret. Ofte bliver man inspireret af det, man ikke kan lide. Jeg blev konfronteret med ubehag, og det satte sig som inspiration.

Hjemmefødning

En af de andre omveje, Anders W. Berthelsen bevægede sig ud på, var en rundrejse med Unicef til de syriske flygtningelejre i Jordan og Syrien. Ikke at han var ubetinget begejstret inden afgang. Han betegner sig selv som et tryghedsmenneske, og han havde ingen anelse om, hvad Mellemøsten indebar, eller hvordan området ville byde ham velkommen. Det gav ham vejrtrækningskriller.

Anders W. Berthelsen sætter så meget pris på sit trygge hi med sin kone og seksårige datter, Vigga, at det også har afholdt ham fra at opsøge internationale roller. Han ville simpelthen have svært ved at tage væk i tre-fire måneder for en filmoptagelse.

– Sådan en beslutning ville indhente mig, mens jeg stod på den anden side af jorden og filmede. Jeg kan godt lide at have min familie med under optagelse. Det bliver meget usikkert i min krop og i mit system, hvis ikke de er der. Det er ikke godt for mig at zoome ind i en lille filmverden og kun være der. Livet forsvinder på en eller anden måde i det.

Verden er en bamse

Da han vendte hjem fra Mellemøsten, lettere anspændt efter seks dage, var datterens første træk at gå ud i entréen og hente sine nye sko.

– Dem havde hun fået, mens hendes far var væk, og hun havde kun haft dem på indendørs, for de måtte ikke være beskidte, da hun barnligt stolt viste dem frem for sin far.

Og de sko var bare helt superduper, smiler han ironisk.

– Det er jo sådan børn er. Deres verden er det nære. Det samme gjaldt for de flygtede børn fra Syrien. Midt i det store kaos blev de ved med at tale om de små ting, at de savnede deres legetøj.

Anders W. Berthelsen har gennem 10 år været ambassadør for Unicef og er blevet fodret med facts om Syrien: 150.000 mennesker har mistet livet i den tre år lange krig, ni millioner er fordrevet fra deres hjem.

Samtidig er han indrettet som mange andre mennesker, når det kommer til fjerne katastrofer: Han fulgte især med i Syriens borgerkrig, da det var en nyhed.

– Derefter sker der andre ting i verden. Pludselige er der tyfon i Filippinerne, så kommer Ukraine og overtager opmærksomheden, og så glemmer man de krige, som bare fortsætter og fortsætter, siger han.

Med andre ord bliver 150.000 døde nemt endnu et grusomt, men verdensfjernt tal. Endnu en katastrofe man kan fordømme udvendigt, men ikke føle indeni.

Ingen forskel på varm og kold

Da de syriske børn fortalte, at de savnede deres legetøj, kunne Anders W. Berthelsen mærke, hvad de mente:

– Verden kan bryde fuldstændig sammen for min datter, hvis vi har glemt at tage en bestemt bamse med op til hendes farmor og farfar. Og hun glæder sig til at komme hjem i lejligheden, hver gang vi går en tur. Det er det sikre sted. Børns verden er deres hjem og deres yndlingsbamse. Nogle af de syriske børn har ikke kun mistet deres legetøj, men også deres hjem, deres familie, og deres hukommelse. De har intet, absolut intet tilbage, som kan få dem til at føle sig trygge.

Krigens kaos havde fået en gruppe syriske børn i flygtningelejr til at trække sig ind i sig selv i apatisk indadvendthed, fortæller Anders W. Berthelsen. De havde mistet evnen til at sanse og føle – også helt instinktivt. Han overværede, hvordan de syriske børn, som led i en leg, blev fulgt ind i et telt, hvor de fik bind for øjnene. De skulle holde om en varm kop te eller fik is i munden. Mens de stod med den varme kop i hånden eller isen på læberne, skulle de sige, om genstanden var varm eller kold.

– Flere af dem kunne ikke mærke det. De tænke og tænkte, og så gættede de. De kan ikke engang længere mærke forskel på kold og varm, fordi hele resten af deres verden bare er..., han knipser i luften som afslutning på sætningen.

Små, tikkende bomber

Anders W. Berthelsen fortæller, at han altid har glædet sig til at blive 40 år.

– For at kunne se tilbage på det, jeg har lært. Man skal jo finde sig selv i de unge år og finde ud af, hvad man står for. Det er dejligt at være blevet ældre og vide, hvad jeg mener, i stedet for bare at mene noget, de andre mener... og råbe "Fuck Shell" uden at vide hvorfor man gør det.

Da Anders W. Berthelsen rendte rundt som 14-årig knægt i Kolding, hev vennerne ham med til en demonstration imod Shell. Han klippede fingrene af sine vanter for at se lidt barsk ud, og så gik han rundt og råbte skældsord om Shell i et kor med andre unge.

– Hvis nogen havde spurgt mig, hvorforjeg var imod Shell, ville jeg have svaret, "fordi det er jeg bare". Jeg anede ikke, hvad jeg demonstrerede imod, jeg havde ikke sat mig ind i noget som helst, men det gav da fællesskabsfølelse og en følelse af at blive set og være noget.

Derfor nagede det ham også at se de unge syriske knægte, som – omend deres situation er markant anderledes – også søgte fællesskabsfølelse og en følelse af at blive set og være noget.

– Det er unge drenge, som gerne vil være mænd, og de har absolut intet at tage sig til. Dem vil man gerne have fat, inden militære militser napper dem og giver dem håb om at blive set ved at tilbyde dem 100 dollar og en bombe, de lige skal detonere. De her unge mænd i lejrene er selv tikkende bomber. De skal altså hurtigst muligt sættes til at have ansvar for noget meningsfyldt, inden andre giver dem håb om meningsfuldhed ved at give dem et gevær i hånden.

Bladet fra munden

Inden Anders W. Berthelsen begav sig ud i flere demonstrationer uden at ane hvorfor, blev han fanget ind i teaterverdenen af den ni timer lange teaterforestilling "Nicholas Nickleby".

Han sad foran fjernsynets ene kanal i Koldinghjemmet og blev sikker på, at det var teater, han skulle bruge sin tid på. Heldigvis mente instruktøren af Koldingrevyen også, at han burde være med i et lokalt amatørteater, og derfra begyndte Anders W. Berthelsen at undervise andre børn i dramatik. Han blev med egne ord set og tildelt et ansvar for noget meningsfuldt.

Flere NGO'er hiver fat i de syriske flygtningebørn med samme sigte. F.eks. er der blevet etableret et NGO-projekt, hvor børn skal lære andre børn, hvorfor de skal gå i skole.

LÆS OGSÅ: "Det virker vilkårligt, hvem der bliver slået ihjel"

En af de engagerede i projektet var en 15-årig pige, som Anders W. Berthelsen stødte på i Jordan.

– Hun talte som et vandfald, og jeg kunne mærke, at hun havde en kæmpe ansvarsfølelse for, at piger skulle gå i skole. En imam overhørte hendes snak, og han irettesatte hende, men hun og hendes far tog diskussionen med imamen. Det var et smukt øjeblik fyldt med håb, fordi hun turde tage bladet fra munden og ville ændre noget.

Du er selv en idiot

Han følte sig opløftet af at opleve en diskussion om helt grundlæggende rettigheder i et land, hvor det frie ord endnu ikke er en naturlig ret. For skal Anders W. Berthelsen pege på én ting, som provokerer ham særligt i den danske tidsånd, er det, at mange tager bladet fra munden, men uden at ville ændre noget.

– Jeg synes, det er trist, at alle – uden at tænke sig om et splitsekund – bralrer ud deres mening. Der bliver skrevet så meget grimt om folk, som bare råber idiot ad andre på nettet. Det får andre til at råbe, "Du er selv en idiot", og det bliver så bevaret med, "Nej, du er den allerstørste idiot", siger Anders W. Berthelsen i teatralsk falset.

Han blev især provokeret af, at folk frådende satte sig til tasterne for at fabrikere dødstrusler og skældsord, fordi Københavns Zoo valgte at aflive en giraf og efterfølgende fodre den til Zoo's løver.

– Marius må ikke dø. Fyr Zoo's direktør! vrisser Anders W. Berthelsen parodierende og ryster spasmer gennem armene.

Han sænker stemmen til dyb ro igen:

– Det er så nemt at lukke lort ud i dag. Folk kæftede op om giraffer uden at vide noget som helst om giraffer. De bragte ikke andet til bordet end brok. Det ville ikke for alvor ændre noget. Men når det endelig handler om noget vigtigt, er der ingen, som siger noget.

Fliselægning i ørkenen

I et tidligere interview med Politiken udtalte Anders W. Berthelsen, at hans største skræk i livet – ud over at miste sin familie – var at miste sig selv. Ikke at kunne mærke sine egne værdier.

I Libanon og Jordan oplevede han, at syrerne også forsøgte at fastholde deres egne værdier. På trods af at de boede i flygtningelejrens telte, var i sorg over at have mistet familie og gik rundt med underernærede børn på armen, havde en familie f.eks. forsøgt at lægge fliser mellem teltene for at skabe en stemning af hjemlig gård midt i den golde stenørken.

– Vi ønsker jo som mennesker at have noget at lave, at organisere og producere, også selvom vi befinder os i en stenørken, hvor vi ikke kan gøre hverken til eller fra.

Anders W. Berthelsen bemærkede særligt, at mange mænd havde brug for stadig at blive set op til og vise styrke over for deres børn. Det er svært at opfylde, når ingen har noget reelt at tage sig til, og mændene kun kan drive rundt i teltlejrene og tale med andre mænd om, hvilke familiemedlemmer de har mistet.

Hovedet er udvidet

I en jordansk flygtningelejr mødte Anders W. Berthelsen en far, som med patriarkalsk alvorsstemme straks klagede over manglende vandforsyning i sin del af lejren.

Så snart Anders W. Berthelsen og Unicef drog derfra, fik en af Unicef-medarbejderne arrangeret, at den del af lejren også skulle tildeles vand. Anders W. Berthelsen er overbevist om, at når vandtanken ankom, ville faren gå rundt i dramatisk ærekærhed og underspillet blære sig med ordene: "Ja, far her tog lige en snak med Unicef. Jeg ordnede lige sagerne."

Han forklarer:

– Folk vi så gerne være rollemodeller, det er bare svært, for de har ingen magt over deres egen situation. Syrerne fortalte igen og igen, at de ikke var politiske eller havde valgt side. De kom fra middelklassen, havde boet i Syrien med hus og have og var uforvarende blevet revet med i krigen. Det skaber så meget frustration, som betyder, at folk kan blive aggressive eller helt irrationelt rende væk fra et hospital med deres dødssyge barn i favnen for at føle, at de har bare et gran af kontrol.

Anders W. Berthelsen stødte på begge reaktioner i Libanon.

Han besøgte en børneklinik for syrere i Libanon. Der var intet lukket rum til lægekonsultation, hele det rungende lokale var et virvar af barnegråd, råben og en spørgende vandring af mennesker ind og ud af klinikken.

En af patienterne var en lille, underernæret pige med slappe lemmer og fraværende øjne. Hun var omkring 10 måneder og led så kraftigt af væskemangel, at når lægen trykkede på kroppen, forsvandt hans finger i en fordybning i pigens hud. Fordybningen var der stadig, efter lægen lettede trykket.

– Det var meget voldsomt at se. Og pludselig kom faren ind, og jeg tænkte, "åh nej, bare han ikke ødelægger det i desperation." Jeg fik at vide, at flere fædre i frustration godt kunne finde på bare at tage barnet med sig fra klinikken og sige: Jeg ordner det selv! Heldigvis blev faren i den her situation, og pigen fik lagt drop. Men mange folk gør irrationelle ting, fordi de gerne vil vise handlekraft.

Foreløbig er Anders W. Berthelsen kommet hjem fra rejsen "udvidet i hovedet". Det var også en del af planen med de syv måneders pause fra skuespillerverdenen. Og så er han bare glad for, at hans datter kan mærke forskel på kulde og varme.

Han siger, at han absolut intet forstår af det, der foregår for syrere lige nu, men samtidig forstår han det hele. I hvert fald den herskende følelse blandt dem: at de bare gerne vil beskytte deres familie.

LÆS OGSÅ: Hun fik adgang til en hemmelig mandeverden