"Det virker vilkårligt, hvem der bliver slået ihjel"

Hun har ad flere omgange dækket konflikten i Ukraine, som har kostet minimum 75 mennesker livet, og forvandlet den centrale plads i det relativt velfungerende land til en krigszone.

Vi fangede hende på en mobiltelefon i lufthavnen i Ukraine med retning mod Danmark.

Hvor farligt har det været for dig at rapportere fra konflikten i Ukraine?

- Det er svært at definere fare, men der er en risiko ved at bevæge sig på begge sider i konflikten, for det virker vilkårligt, hvem der f.eks. bliver slået ihjel af snigskytter. Det er både journalister, sygepersonale, bevæbnede og ubevæbnede. Når jeg har rendt rundt på demonstranternes side, falder der chokgranater, og den anden aften, da vi filmede på politiets side, blev jeg ramt af det fyrværkeri, demonstranterne kaster ind over barrikaderne. De laver også molotovcocktails og kaster med brosten, men det er nemmere at lave en udmåling af, hvor langt væk et menneske kan kaste med den slags skyts, end det er at regne ud, hvor chokgranaterne falder. Så det et spørgsmål om held, at man ikke at stå det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

- Jeg prøver ikke at tage unødige chancer, men stadig at være så tæt på, at jeg kan føle, lugte og smage, hvad der foregår.

Rykker ens grænser sig, når man har været et så uroligt sted i noget tid?

- Ja, det tror jeg i nogen grad er rigtigt. Ved de første 20 granater man hører, er alle ens sanser jo fuldstændig sat på spidsen, og man går ind i en mindre krisetilstand. Når man har gået rundt i flere timer og lugter ringe og ligner en kriger selv, får man ikke længere de samme chok.

- Jeg mener ikke, at jeg er nået derud, hvor jeg ikke ænser fare. Men panik hjælper ikke i nogen situationer. Det gør dig ikke skarpere at være angst.

Hvad har været det mest chokerende og det mest rørende, du har oplevet i løbet af din dækning i Ukraine?

- Man vænner sig jo til det uhyrlige, men der står jo helt almindelige mennesker som tandlæger og revisorer og kaster molotovcocktails mod andre levende mennesker. Det er jo ikke normalt.

- Der har været adskillige øjeblikke, hvor jeg har haft lyst til at tude over, hvor håbløst og ulykkeligt det hele var: når en far skulle identificere sin søn, som lå ved siden af 20 andre døde mennesker, eller da de i aftes bar ligene ud fra en hotellobby, hvor de har været stablet sammen i den ene ende, mens de sårede lå i den anden ende, fordi man ikke havde kunnet bringe dem væk på grund af barrikaderne. Mens ligene blev båret ud, rejste alle sig spontant og sang den ukrainske nationalsang.

- Da jeg gik rundt på pladsen (hvor oprøret foregår, red.) sad en bedstemor og sagde: "Vi har ikke mere at miste, så vi giver aldrig op". Det er bare..., at en kvinde, der har udholdt Sovjettiden, nu er så desillusineret, at hun er klar til snigskytter og kamp, det er så langt fra den moderne virkelighed, som Ukraine normalt befinder sig i, at man tænker "jøsses". Det er jo surrealistisk, at de unge kæmper med trækøller og med flasker med benzin og en klud mod politi, der er bevæbnet. Men jeg har også billeder af demonstranter, der bevidst rammer politiets støvler, så de antænder, og betjentene løber rundt i flammer. I hver deling er der derfor en mand med en brandslukker.

- Skal man være en smule positiv, vil jeg fremhæve den hjælpsomhed, der er hos ukrainerne. I går stod jeg i kø ved en af katedralerne, hvor folk var kørt ind med deres bil fra byer flere hundrede kilometer væk, og skrev sig op på en liste med frivillige til at at tage let sårede med til deres private hjem. De er bange for at komme på hospitalet, for der kan politiet finde dem.

Hvordan kobler du af – og er det overhovedet muligt?

- Denne gang har turen varet fra tirsdag til nu (fredag, red.), og jeg vil tror, at jeg har sovet fem timer totalt. Dels er der mange platforme (tv, radio og dr.dk, red.) i DR, der skal holdes opdateret, dels er det svært ikke at være der, når tingene udvikler sig så hurtigt, som de gør.

Du har set sårede og dræbte, nu skal du hjem til Danmark – bliver du så bare sendt hjem til dig selv med tak for indsatsen?

- Nej, vi har et udførligt program for debriefing i DR. Når man har været i krigs- og konfliktsituationer, har man et mentalt lægetjek med en psykolog, som vurderer, om man stadig fungerer. Det skal man ikke melde sig til, det er noget man skal deltage i.

- Jeg har mest brug for at komme hjem i mit eget hus og få trygheden tilbage i kroppen og komme tilbage til en funktionel tilstand, hvor man tager valget mellem ris eller kartofler seriøst. For det kan jo virke ligegyldigt efter de her oplevelser, men det er den slags, der afslører, om man er faldet ned eller ej.

- Når jeg nu forlader Ukraine, begynder jeg allerede at visualisere, at jeg pakker oplevelserne væk. Ikke fordi man skal gemme det grimme og det onde helt væk, men det skal ligge et sted, hvor det ikke generer en.

Du har et barn og en mand, hvad er dine overvejelser i forhold til at dække farlige situationer?

- Nogle gange tænker jeg: "jeg kan ikke tillade mig som mor at udsætte mig selv for unødig risici, og den debat har jeg med mig selv og med min mand løbende. Det er heller ikke noget, jeg skal gøre for evigt, men lige nu giver det mit liv indhold på et andet plan, end det gør at være mor. Jeg vil gerne dække historiske overgangsfaser og være til stede, når de store historier skal videreformidles. Der er det vigtigt, at vi er til stede som et public service-medie.