Riebnitzsky: "Mange har forsøgt at tale mig fra drømmen"

Hvad har været den største udfordring ved at skrive din nye bog?

– At forvandle stoffet fra noget tæt på mig, nemlig min barndom på Fyn, til en læseværdig roman – med streg under roman. Den er kommet til at handle om en lillesøster, der vil begå selvmord, en mor der græder meget og en far, der slår, men også om søskendekærlighed, forelskelse og viljen til at overleve.

Hvornår vidste du, hvad du ville bruge dit liv til?

– Det var, mens jeg boede i Spanien, at jeg opdagede, at jeg ville være forfatter. Jeg var 15 år og udvekslingsstuderende og jeg skrev og skrev. Faktisk føler jeg stadig, at jeg har det bedst, når jeg skriver.

Hvad råder andre dig som oftest til?

– Rigtigt mange velmenende mennesker har forsøgt at tale mig fra drømmen om at blive forfatter. ”Det er usikkert. Man kan ikke leve af det. Du kan så meget andet,” sagde de. Men intet kan måle sig med glæden ved at lave det, man føler, man er skabt til. Selvom vejen dertil indeholder angst og bæven, vilde sats og andre menneskers hovedrysten.

Hvad antager folk om dig?

– Folk tror ofte, at jeg er vildt stærk. Det er jeg, men jeg er også skrøbelig. I går stod jeg på en flugtskydningsbane og tudede af raseri over, at jeg ikke kunne ramme de åndssvage lerduer. Nogle antager også, at da jeg skriver romaner baseret på virkelighed, så har jeg nok ikke mere at skrive om nu. Jeg løber ikke tør for stof, fordi jeg har skrevet to bøger baseret på min tid i Afghanistan og en roman, der trækker på dele af min opvækst.

LÆS OGSÅ: "Folk antager fejlagtigt, at jeg er feminin"

Hvad er det vigtigste, du har fået med hjemmefra?

– En uhyggelig evne til at aflæse mennesker.

Hvad vil du gerne give videre til andre?

– Det vigtigste, synes jeg, er at give andre modet til at gøre noget ved deres liv. Springe ud og forandre tingene til det bedre.

Hvem er de sejeste kvinder, du har mødt?

– De afghanske kvinder, der bare bliver ved med at kæmpe. Når vilkårene er rigtigt hårde, er der altid nogle mennesker, der får lejlighed til at gro et stort heltehjerte. Og heltehjerter og indædthed findes i rigt mål blandt afghanske kvinder.

Hvis du skulle vælge et godt formål at støtte, hvad skulle det så være?

– Julemærkehjemmene. Jeg fatter ikke, at de ikke er på finansloven. Vi spilder ufattelige talenter her i Danmark ved at undlade at hjælpe de børn, som har så hårdt brug for hjælp. Der er over et års ventetid for børn, som selv har ønsket og bedt om hjælp til at overvinde deres problemer med mobning og mistrivsel. Fedme og overvægt er symptomer på noget andet. Det er det, vi ikke har forstået.

LÆS OGSÅ: Solbjørg Højfeldt: Der var måske noget livskrise over det