Solbjørg Højfeldt: Der var måske noget livskrise over det

Kan man viske sin smerte ud ved at slide den op? Skuespilleren Solbjørg Højfeldt er netop nu aktuel i teaterstykket ”Udsøgt smerte”, som handler om, hvordan den franske kunstner Sophie Calle bliver forladt af sin elskede og beslutter sig for at lægge sorgen bag sig ved at genfortælle sin egen ulykkelige kærlighedshistorie igen og igen og konfrontere den med andre menneskers smerteberetninger.

Gik til psykologi i tre år

Den 66-årige Solbjørg Højfeldt har selv prøvet at slide smerte og gamle traumer op ved at tale om dem igen og igen. Igennem tre år gik hun til psykolog en gang om ugen, for at få styr på både fortid og nutid.

– For omkring fire år siden var jeg nået til et sted i mit liv, hvor jeg var tømt. Eller hvad kalder man det? Udbrændt. Jeg havde brugt mig selv rigtig meget, og pludselig havde jeg taget af mine ”urressourcer”. Jeg havde nogle år tidligere mistet min far, som frem til sin død var igennem et længere sygdomsforløb. Da han var syg, arbejdede jeg en del i Sverige og måtte køre frem og tilbage for at tage på hospitalet eller være hjemme hos ham. Jeg tror, det var lidt hårdt, men jeg erkendte det ikke umiddelbart. Jeg erkendte heller ikke, at der var en del af mig, der forsvandt, da min far døde. Den familie, jeg var opstået af, var der ikke mere. Det kom til at betyde rigtig meget, det lænsede mig.

– Og ja, så var jeg også ved at være 60 år, og der var måske også noget livskrise over det. Jeg orkede pludselig ikke noget. Jeg begyndte at sige nej, når telefonen ringede. Jeg malede mig selv lidt op i et hjørne. Mine veninder sagde, at jeg burde tale med nogen om det, men det sjove var, at jeg, der er så god til at vejlede andre om, hvad de skal gøre, ventede rigtig, rigtig længe, før jeg tog fat i en psykolog.

Splinten der gnaver

Da Solbjørg endelig begyndte i terapi, var det, siger hun, en stor fornøjelse og benhårdt arbejde. Hun gennemtrawlede de områder, hun havde boet i som barn, og der dukkede ting op i hendes erindring, som hun aldrig tidligere havde beskæftiget sig med.

Hvordan har forløbet ændret dig som menneske?

– Jeg tror ikke, der er de store forandringer, men der er kommet en stor ro inde i mig. Der er en kerne inde i mig, der har dannet sig. Jeg har fået en forståelse for, hvorfor jeg har overreageret i nogle situationer, og hvorfor jeg har underreageret i andre. Min smerte var måske ikke så stor som den smerte, vi beskriver i stykket ”Udsøgt smerte”, men man kan jo ikke graduere smerte. Og derfor nytter det heller ikke noget at sige: Aj, der er så mange, der har det så dårligt, og der er så mange krige i verden, hvorfor tager jeg mig ikke bare sammen? Man er nødt til at tage udgangspunkt i sig selv. I dag kan jeg læne mig tilbage og sige, jamen jeg ved, hvorfor visse ting opstår i mig, og det er dejligt at vide, for så forsvinder det hurtigt igen. Der er nok nogle, der vil sige, at roen kommer efterhånden, som man bliver ældre. Men hvis man stadig bærer rundt på en psykisk splint, der sidder og gnaver, er det jo ligegyldigt med alle erfaringerne udadtil. Man er nødt til at få åbnet op og finde ud af, hvad det er for en splint. Først derefter kan man finde ro.

Som Solbjørg står og tager imod på en lille sommerhusvej i Rågeleje, ligner hun da også et menneske, der har fundet fred i livet. Smuk, smilende og næsten lysende i sin imødekommenhed. På den lille plads foran sommerhuset står et gammeldags blå-oghvid- stribet badehus. Sådan et, man kan gå ind og skifte tøj i, så man slipper for at stå og balancere med håndklæde og badedragt på stranden. Solbjørg og hendes mand, skuespilleren Henning Jensen, transporterer huset ned på stranden hvert år, og så står det der hele sommeren og bliver flittigt brugt. Solbjørg og Henning blev par sent i livet, først skulle hun omkring nogle andre mennesker for at lære om livet og sig selv, mener hun.

LÆS OGSÅ: Christian Grau om skilsmissen: Det er sgu et nulpunkt

En skide kjøvenhavner

– Jeg er født på Diakonissestiftelsen og boede med mine forældre på Vodroffsvej på Frederiksberg lige efter krigen. Jeg er enebarn, og mine forældre blev skilt, da jeg var fem-seks år. Siden mistede jeg min mor, min far giftede sig igen med min nuværende mor, og jeg fik to halvsøskende. Jeg voksede op, mens alle de nye ting dukkede op. Coca Colaen, softicen og asfaltballene. Da jeg var 14 år, flyttede vi til Frederikshavn, fordi min far fik arbejde der, og det var en kold tyrker. I den alder er man jo mega usikker på sig selv og sammenligner sig med andre, og så kom jeg der som ”en skide kjøvenhavner”. Men da jeg havde vænnet mig til det og havde lært sproget, var det et fantastisk sted at bo. Jeg kunne godt lide den barske natur og den råhed, der var. Jeg tror dog, at den flytning betød, at jeg i et eller andet omfang lukkede ned omkring mig selv for at kunne klare det.

Solbjørg havde en stor drøm om at blive læge, men hun blev træt af skolen, kom i huset i Rungsted et halvt år, begyndte så på laborantskolen i Frederikshavn og fik efterfølgende arbejde som hospitalslaborant. Drømmen om at blive skuespiller lå dog latent i hende, fordi hun som barn havde været med i den første ”Far til fire”-film. Hun kom på Ålborg Teaterskole som 25-årig, og det var som at komme til et land, hvor hun for alvor følte, at hun hørte til. Hun var blevet forlovet som 18-årig, gift som 21-årig, men da hun var færdiguddannet skuespiller som 30-årig, blev hun skilt. Helt udramatisk, siger hun, de var bare vokset fra hinanden. Solbjørg arbejdede nogle år på Aalborg Teater og flyttede i 1977 til København, mødte en ny mand og fik fire år efter sin søn Otto. Da Otto var 2 ½ år, blev hun skilt igen. Igen uden drama. Men det var faktisk 10 år tidligere, da Solbjørg var 26 og under uddannelse, at hun fik øje på Henning Jensen.

Mødet med Henning

– Jeg ”mødte” Henning første gang, da han var oppe og spille ”Enetime” i Aalborghallen, mens jeg gik på elevskolen. Han havde travlt med at spille teater, ha, ha. Men jeg kan huske, at den forestilling var så skelsættende for mig. Jeg hørte ikke en lyd af, hvad de andre sagde, jeg sad bare og stirrede på den mand, som jeg aldrig havde set før i mit liv. Og tænkte: Ham dér, det er min mand! Og det er ikke engang løgn. Jeg ved ikke hvorfor, jeg kan ikke forklare det. Jeg havde det slet ikke med at falde pladask for nogen, og jeg var jo gift på det tidspunkt, men det var, som om alle andre lyde forsvandt, da jeg så Henning. Som når man ligger ved stranden, er lige ved at falde helt væk og alle lyde forsvinder – og så bliver man vækket igen og får et enormt chok, mens adrenalinen pumper. Sådan havde jeg det.

Solbjørg lagde hurtigt tankerne om Henning bag sig, men otte år senere – da hun var 34 år – stod de for første gang på samme scene. Hun var nybagt mor og takkede pænt nej, da han en dag bød på en øl efter arbejde. Hun skulle hjem og amme! Senere, da hun var blevet skilt, spillede hun igen sammen med ham på Nørrebros Teater, og så kunne de ikke længere løbe fra det. Fascinationen var gensidig og brød ud i lys lue.

– Jeg faldt for den samlede pakke. Jeg syntes, han var det smukkeste, jeg havde set. Det lyse hår. Jeg plejer at kalde ham ”my fairheaded, blueyed prince.” Henning havde ry for at være meget ironisk og meget sig selv, men jeg var sikker på, at han indeni var ”Naturens Muntre Søn”. Og det er han også. Alt hvad jeg ejede og havde dengang, var en lille lejlighed og en cykel, og jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt sagde til ham: Hvis du spiller dine kort rigtigt, kan alt dette blive dit. Det kunne han ikke stå for!

LÆS OGSÅ: Jonathan Spang: Jeg vil gerne have min egen familie en dag

Lever ikke med en mand, der har depressioner

Solbjørg griner højt. Kærligheden lyser ud af hende, når hun taler om manden i sit liv. Hun bliver mere alvorlig, da snakken falder på de depressioner, som Henning har haft gennem livet, og som han siden 2001 har stået offentligt frem og fortalt om i artikler og foredrag.

Hvordan er det at leve med et menneske, der har depressioner?

– Jeg synes ikke, jeg lever med et menneske, der har depressioner. Jeg lever med en mand, der har det sind, han har. Jeg oplever det jo ikke på den måde. Bestemt ikke. Og jeg kan jo også være vanskelig. Henning har det, jeg vil kalde et delikat sind. Han tåler måske ikke samme tryk, som mennesker med et mere robust sind gør. Det betyder ikke, at man ikke er fuldt funktionsdygtig, det er bare et spørgsmål om at dæmme op for det, som Henning selv siger. At være på forkant med det, så man ikke presser sig selv til det yderste. Stress er jo en stor faktor i forhold til depression. Alle de ting ved vi, og derfor har vi et samarbejde omkring det, som gør, at det fungerer.

Hennings store sammenbrud

– Henning havde et stort sammenbrud som 35-årig, før jeg levede sammen med ham, og det har han ikke haft siden på samme måde. I vores branche arbejder vi meget med følelserne, og hele vores arbejdsmæssige eksistens er betinget af andres syn på os. Jeg vil gerne se, hvem der kan gå fuldstændig hårdhudet igennem det. Alle mennesker har vel dage, hvor man ikke går på arbejde i stort hopla-humør, og livet har det jo med at komme med store klumper i suppen, som man er nødt til at spise op. I de perioder er der ikke altid plads til sociale arrangementer. Så må man trække sig ind i sit eget for at få genoprettet en eller anden form for balance. Det tror jeg, mange mennesker vil nikke genkendende til.

– Fordi jeg kender presset op mod en premiere, kan jeg være med til at forebygge ved at være god ved Henning og ikke pleje mit eget ego så meget i den periode. Jeg har heldigvis en fysisk og psykisk styrke, som jeg er dybt taknemmelig for, for den kan jeg dele ud af. Hvis jeg havde haft et lige så delikat sind, kan det da godt være, at det havde været vanskeligt.

Læs videre på næste side.Den ældre kvinde i vinduet

Før i tiden plejede Solbjørg at sige, at hendes mål var at sidde på terrassen i Rågeleje, gammel og vis, mens hun læste bøger og gav gode råd. I dag ved hun ikke helt, hvornår hun når dertil – hun har stadig gang i så mange ting, som hun synes er spændende.

– Jeg har aldrig tænkt så meget over alder. I flere år kunne jeg aldrig huske, hvor gammel jeg var, jeg var altid et par år foran eller bagefter. Det går jo rigtig godt, så længe man har sin førlighed og sin forstand. Og ja, så er der nogen, der siger, at jeg er begunstiget, fordi jeg stadig ser rimelig godt ud, og det kan da godt være. Jeg spiller sammen med Ellen Hillingsø i ”Udsøgt smerte”, og hun fortalte mig, at hun for første gang havde oplevet, at der var en, der efter at have hørt, at hun var 46 år, havde sagt: Ih, du holder dig godt. Det var hun ret chokeret over, for betød det så, at hun var ved at blive gammel? Jeg havde selv en lidt bizar oplevelse sidste gang, jeg var i Sverige. Jeg gik på gågaden i Helsingborg og så en kvinde i en forretning. Jeg tænkte, hende kender jeg da. Nå, jeg gik videre. Så fik jeg øje på hende igen. Og tænkte, hvem ER den ældre kvinde, hvad er det nu, hun hedder? Pludselig gik det op for mig, at det var mit eget spejlbillede! Det fik mig til at tænke over, hvornår det billede, man har af sig selv, forandrer sig? Der er lange perioder, hvor man bliver ved med at se ens ud, men for mig skete der noget med udseendet i perioden fra 50 til 60 år.

Et ordentligt menneske

Solbjørg fortæller, at hemmeligheden bag et godt udseende er at ryge, drikke og gå med drenge! Hun slår igen en høj latter op og siger så, at hun altså også lige laver yogaøvelserne De Fem Tibetanere hver morgen og i øvrigt undgår medicin i det omfang, det overhovedet er muligt. – Men det vigtigste er at være glad og lykkelig for det liv, man har, og så i øvrigt prøve at være et godt menneske. Jeg prøver på at være et ordentligt menneske. Det er ikke altid, det lykkes, men jeg bestræber mig dagligt på det. Både for andres skyld, men også fordi jeg synes, det er så meget dejligere at være glad end at være ked af det. Jeg synes, det er vanvittigt privilegeret at have det her sommerhus. At kunne opleve naturen, gå fem minutter og være nede på stranden. Den første sommer, vi havde huset, var en kanon sommer, og vi sad nede på stranden og havde fået sat badehuset op. Jeg lå og solede, og Henning sad i en instruktørstol ved siden af mig. Pludselig hviskede han til mig: ”Bare der ikke er nogen, der opdager det”! Og jeg forstod præcis, hvad han mente. Det føltes så lykkeligt, at hvis der var nogen, der opdagede det, ville det måske gå i stykker. Jeg tror, det ligger dybt i både Henning og mig, at man skal gøre sig fortjent til tingene. Til lykken. Med årene er jeg dog blevet bedre til at nyde og være stolt af, hvem jeg er, og hvad jeg har opnået. Henning og jeg så på et tidspunkt et tv-program, hvor Mærsk Mc- Kinney Møller var ude og sejle med sin kone. Han sagde hele tiden: ”Har vi det ikke godt? Og gud, hvor har vi fortjent det”. Og det er vi også begyndt at sige til hinanden, ha, ha.

LÆS OGSÅ: Pilou Asbæk: Familien gør mig sårbar