Porno afhængighed

“Du kan nemt blive afhængig af at se porno”

Og det er ikke den eneste konsekvens, porno kan have, mener eksperten.

Formand for foreningen Porno og Samfund Heidi Als Ringheim beder om mere forskning, mere uddannelse og mere regulering, så vi kan begrænse de voldsomme følger af unges pornoforbrug.

LÆS OGSÅ: "Jeg nægter at tæmme min lyst"

Hvorfor ser vi porno?

– Fordi vi er seksuelle væsner, og fordi det er let og tilgængeligt. De fleste begynder at se det af nysgerrighed, og lige så stille bliver det en vane, de bruger for at dulme nogle følelser eller kedsomhed. Vanen kan overraskende let eskalere til et overdrev. At se porno udløser dopamin, som du bliver afhængig af ligesom stoffer og alkohol.

LÆS OGSÅ: Hvorfor inviterer medierne kun kvinder til at debattere ligestilling og kropsidealer?

Kan man virkelig sammenligne pornoafhængighed med stof-afhængighed?

– Ja, nogle mener endda, at førstegangseksponeringen til porno for nogle personer er ligesom crack – én gang, så hænger du på den. Det bliver et kontroltab, der griber ind i det liv, du egentlig gerne vil føre. Amerikanske undersøgelser viser, at 6-20 procent af befolkningen har problemer i en eller anden grad. De 17-årige er hårdest ramt. Hvis vi runder ned og siger, at 3 procent af danskerne har problemer, er det stadig mange. Det, der er farligt ved pornoen, er, at du også har din seksualitet med i det og ikke bare kan være afholdende og lægge det på hylden, som man kan med stoffer og alkohol.

Man kan vel godt se porno uden at blive afhængig?

– Det kan du som voksen. De unge er i en større farezone, for der er indikationer af, at hvis du som barn eller ung begynder at bruge porno, så sker der noget med din hjerneudvikling. Den måde, din hjerne og dine nervebaner forbinder sig med hinanden på, når du oplever det "high" af et pornosus, bliver meget stærk og ensporet. Så de aktiviteter, der ellers også kan udløse et "high" af dopamin og serotonin – som at dyrke sport – bliver skubbet til side. Man skal lære at gøre noget helt andet. Men det er særlig svært for unge at finde tilbage til de ting, der gav dem samme rare fornemmelse, fordi de netop er så unge, at de ikke kan huske eller måske ikke engang rigtig har oplevet de ting, der gav dem samme gode oplevelse.

Hvis man får det rart af at se porno, hvad er så problemet?

– Blandt andet at du kan blive ensom, det kan gå ud over dine sociale relationer, og det kan give seksuelle dysfunktioner – for eksempel rejsningspro-blemer hos mænd. Hvis du skærer hele afhængighedsdelen væk, så har du en generation, der i store træk får deres seksuelle undervisning gennem porno. De unge prøver at udleve de ting, som de ser, i stedet for, at deres seksualitet spirer naturligt.

Kan folk ikke kende forskel på porno og almindelig sex?

– Jo, sådan italesættes det i hvert fald, men når du er in the heat of the night, så forsvinder alt det, særligt hos de unge, for din hjerne er ikke færdigudviklet, før du er cirka 25 år. Som teenager er dine frontallapper først ved at blive udviklet og kan slet ikke håndtere alle de signaler, der kommer ind. Når der kommer for meget ind, der er fysisk og pirrende, så er din evne til at konsekvensberegne og analysere sat ud af spil. Det er derfor, argumentet om, at "vi bare skal tale med vores børn om det", ikke holder. Billederne sætter sig på nethinden og påvirker dem.

Hvad kan vi stille op?

– Vi skal følge eksemplet i England, hvor internetudbydere på landsplan er pålagt at sætte en blokker på, så du som udgangspunkt ikke modtager pornografikanaler, og som udgangspunkt skal du selv bede om at få lukket op for det. Der skal også forskes meget mere i konsekvenserne af porno her i Danmark. Folk frygter, at vi ved at regulere adgangen til pornoen piller ved vores frigjorthed. Den tanke har også forplantet sig i akademikerkredse og forskerkredse, så der bliver næsten ikke forsket på området, f.eks. i forhold til skadelige virkninger, følger og senfølger, men det er der et enormt behov for.

– Derudover burde der laves et lovforslag om at blokere pornosider på skolerne. Flere steder i landet sidder – særligt drengene – og ser porno i frikvartererne. De kan uden problemer downloade det via skolens Wifi. Et tiltag kunne være at indføre et filtreringssystem til skoler og på alle offentlige computere på bi-blioteker, fritidshjem og lignende. Det her er begyndelsen på et ret alvorligt problem, og det er vigtigt, at samfundet sender et signal om, at porno ikke bare er sjovt og harmløst.

– Det er et spørgsmål om at regulere, ligesom vi gør det i trafikken og alle mulige andre steder i samfundet. Folk forstår ikke endnu, at porno kan have alvorlige konsekvenser, og det hele hænger sammen. Alle dem, der ser og bruger porno, er desværre med til at vedligeholde børnepornoen. Nysgerrigheden og behovet for mere og mere ekstrem porno, trækker folk i den retning.

Er det ikke kun pædofile, der opsøger børneporno?

– Nej, det kan også ske for ganske almindelige mennesker. En dansk 15-årig dreng blev taget i at have set børneporno, han var dybt ulykkelig og havde aldrig regnet med, at han ville komme dertil. Flere af mine kolleger ser det i deres klinikker, og jeg ved, at de i England har store problemer med det. Derfor skal vi i Danmark til at forstå, at almindelig porno og børneporno ikke er to adskilte verdener – det flyder sammen. Lidt usynligt finder flere og flere frem til børneporno, og så er vi med til at opretholde, at det bliver produceret.

Heidi Als Ringheim er certificeret sexolog og parterapeut og uddannet som Skandinaviens første certificerede PCSA (Professionel certificering i sexafhængighed) fra ATSAC

i England.

LÆS OGSÅ: 6 ting, du tror, er sunde for dig – men som kan gøre dig syg

LÆS OGSÅ: “En mand lægger sig ved siden af os, tager tøjet af og begynder at onanere”

LÆS OGSÅ: “Jeg prøver at komme videre, men den ene holder mig fast”