“Jeg prøver at komme videre, men den ene holder mig fast”

Af Louise Gade Sig

8 år: Jeg spørger en mand om vej, han står sammen med en flok andre mænd og svarer: "Er du sikker på, du skal nogen steder hen? Du er jo smuk. Skal vi mødes senere?" og alle de andre mænd griner.

9 år: Min veninde og jeg leger på stranden. En mand sætter sig ved siden af os, hiver sit lem frem og begynder at onanere.

10 år: Min veninde og jeg leger på stranden, og en mand vil lokke os ind i sit telt.

12 år: En mand blotter sig på cykelstien foran mig og min veninde på vej til skole, det sker flere gange. Jeg blev utroligt bange og pinligt berørt på hans vegne samtidig og bange for at køre i skole på cykel, som jeg ellers skulle.

13 år: En mand lokker mig ind i sin bil under påskud af, at jeg skal hjælpe ham med at finde noget, men pludselig begynder han at tage på mig. Jeg kendte manden fra lokalmiljøet, han kom ofte på det sodavandsdiskotek, jeg også kom på, hvor han sad og stirrede på os, når vi dansede.

25 år: To mænd stopper mig på et diskotek, og jeg får at vide, at jeg ikke må gå videre, før de har gættet på min alder, min vægt og på, hvad jeg er til seksuelt. Jeg prøver at komme videre, men den ene holder mig fast. Det tager kun et øjeblik, men er helt ubehageligt, og jeg bliver vred og skælder dem ud – hvorefter de overfuser mig og kalder mig grim.

39 år: Jeg står og skal til at sende live til TV Avisen, da en bil med fire mænd bliver ved med at køre rundt og råbe "smukke" efter mig, og om jeg skal noget bagefter. Det er utroligt forstyrrende. Jeg bliver vred og beder dem om at køre et andet sted hen, og så slår de over og bliver truende og ubehagelige.

Line om hverdagssexisme:

- Det er gået op for mig, at jeg som ung vænnede mig til at gå med nedslagent blik og undgik store flokke af mænd som det mest naturlige i verden. Ellers fik man tilråb eller tilbud og fik at vide, at man da i det mindste kunne smile lidt. Det var bare helt naturligt at gebærde sig sådan i det offentlige rum. Som en beskyttelse. Det er dejligt i dag at kunne gengælde et smil eller se folk i øjnene, men da jeg var yngre, var det simpelthen ikke tilrådeligt. Den der oplevelse af at blive råbt af, afkrævet svar og smil og noget til gengæld for det, vedkommende følte var pæne ord – en kompliment – var ubehagelig, og jeg følte aldrig, at jeg voksede af det, men tværtimod krympede mig og skyndte mig videre.

LÆS OGSÅ: ”Og her har vi så firmaets største aktiv”

LÆS OGSÅ: Kvinder skal ses og ikke høres - skal de ikke?

LÆS OGSÅ: “Jeg lå som en våd karklud og ventede på, det var overstået”