Fallulah: "Der er noget barndom, der forsvinder, når man mister en forælder"

Det var atter blevet tid til Jyderups årlige byfest, der som altid samlede de lokale nede i skoven, hvor der var linet op med boder, tivoli og telte.

Også Maria Apetri, der senere skulle blive kendt under kunstnernavnet Fallulah, havde bevæget sig derned, selvom hun endnu ikke rigtigt havde fundet sig til rette på landet. Måske fordi flere på hendes skole havde travlt med at fortælle hende, at en københavnersnude som hende ikke var velkommen der.

Læs også

”Lægen sagde, det var fordi, jeg var ensom. Jeg havde simpelthen fysiske smerter af ensomhed”

Sammen med en veninde satte hun kurs mod pariserhjulet, og da de tog plads i en af ballongyngerne, vidste hun endnu ikke, at denne oplevelse ville prente sig fast i hendes hukommelse. For da pariserhjulet begyndte at rotere, stimlede en flok sammen under det og begyndte at råbe ad hende.

"Når man sidder der, er man ligesom stuck. Og det var bare så hardcore, for du kommer jo ned hver gang, hvor du er i øjenhøjde med de andre. Det var sådan en absurd situation, fordi jeg ikke fysisk kunne fjerne mig fra den.

Så jeg havde to valgmuligheder: Enten brød jeg sammen, eller så måtte jeg opbygge en hård facade og bare lade som om, jeg ikke registrerede dem. Og så valgte jeg det sidste," fortæller Fallulah, der ikke erindrer, hvad der blev råbt lige præcis den dag. Men hun husker, at hun er blevet mobbet med alt fra at være Spice Girls-fan og sin frisure til at have små bryster og en passion for genbrugstøj.

"Jeg kan bare huske, at jeg sad der og var så stoisk. Jeg tror, at de gerne ville have mig til at reagere. Og jeg NÆGTEDE bare."

Fallulah mener selv, at hun har en medfødt stædighed, som hun har arvet fra sine forældre. Men det var en side, hun for alvor lærte at kende, da familien flyttede fra København. Det ligger dybt i hende at handle, når noget ikke er, som det burde være. Og i dag er hun også blevet kendt for at tage sine kampe i musikbranchen.

"Jeg er en stædig motherfucker. Det er jeg. Og jeg er helt klart også en, der får noget energi ud af at være trodsig. Hvis folk regner mig for at være ingenting, eller jeg er i en underdog-position, så bliver jeg sådan, ok," siger hun og trækker på skuldrene.

"Så må jeg bare bevise, at de tager fejl."

I 2018 grundlagde hun den feministiske bevægelse 'Hej Søster' i kølvandet på, at medlemsorganisationen Gramex, der sikrer betaling til musikkens rettighedshavere, udsendte sin årlige opgørelse af top 10-afspilninger i danske radioer. Og igen var der til hendes undren ikke nogen kvindelige artister på listen, som hun dog tidligere selv havde sneget sig ind på.

Nu er hun så på barrikaderne igen. For hendes nye album 'Celeste', der netop er udkommet, er ikke at finde på streamingtjenesterne. Hun indså for alvor, hvilken underskudsforretning det var, da en af hendes sange havde fået 1,3 millioner streams på Spotify, og hun ikke engang gik i nul.

I stedet kan hendes musik købes fysisk eller som download på iTunes og Bandcamp eller via Patreon, hvor hun har skabt et community, som hendes fans kan støtte på forskellige måder og få nogle fordele til gengæld. Hun har endnu ikke set andre danske musikere gå samme vej.

– Jeg har endnu engang sat mig for at skabe en eller anden form for forandring, og i det mindste kan jeg bestemme over min egen musik. Men jeg er ikke naiv. Jeg ved jo godt, at Spotify nok ikke ændrer noget på grund af mig. Til gengæld har det virkelig sat gang i nogle snakke, som jo kan skabe ringe i vandet. Jeg synes også, at forbrugerne fortjener at vide, hvordan det hænger sammen.

The odd one out

Når Fallulah hører andre tale om barndommen som en frygtløs tilstand, hvor man aldrig tænkte over, at ens handlinger kunne have konsekvenser, er det ikke noget, hun kan nikke genkendende til. 

Læs også

Melissa Bentsen lagde håndklæder foran døren, så hun kunne græde i fred

"Jeg har altid været bange for alt. Jeg har altid forestillet mig worst case-scenarier. Og der kan jeg godt mærke, at der lidt er en uskyld, som jeg er ked af er gået tabt på grund af min angst. Det kan være, at den stammer fra min far, der var mærket af at være flygtet fra Rumænien. Han havde helt klart sine dæmoner at kæmpe med, og det tror jeg, børn absorberer på en eller anden måde."

Hendes far var egentlig på vej til USA, da han i slutningen af 1960’erne besøgte sin søster i Danmark. Men så kom han aldrig videre. Han mødte Fallulahs mor, der dengang var medicinstuderende, og fik to børn med hende. Ellers underviste han i balkandans og reparerede biler ved siden af.

Familien boede i et Lejerbo-rækkehus på Amager. Men da Fallulah var ni år, døde hendes far af kræft, blot seks måneder efter han havde fået diagnosen. Og hun blev dermed bekræftet i, at hun havde haft grund til at frygte det værste.  

"Der er noget barndom, der lige forsvinder, når man mister en forælder. Bare det at skulle forholde sig til døden på den måde i første led. Der gik måske 10 år, så begyndte folk jo så at miste bedsteforældre. Og det plejer at være det første, man skal forholde sig til.

Jeg kunne ikke snakke med nogen om det, for der var ingen, der havde prøvet det. Men i den alder kunne jeg heller ikke finde ud af at italesætte alt det, der rumsterede inde i mig og gjorde mig utryg.

Hendes mor havde længe haft en drøm om at flytte på landet og være omgivet af natur, som hun havde været i sin barndom. Så to år efter farens død flyttede Fallulah med sin mor og storebror ind i et nedslidt hus på Vestsjælland. Der var masser af plads, men rummelighed oplevede hun ikke meget af. For Fallulah var det et kulturchok at komme fra mangfoldige Amager til et sted, hvor man endelig ikke måtte stikke ud. For første gang i sit liv følte hun sig anderledes og ikke spor velkommen."

"Jeg var et meget kreativt barn, men så oplevede jeg faktisk, at jeg begyndte at pakke mig mere og mere ind i mig selv, fordi jeg ikke følte, at jeg måtte være mig selv. Det var noget, der blev bemærket og peget fingre ad. Det er en naturlig forsvarsmekanisme, at man lukker sig inde i sig selv. De sider forsvandt jo ikke, men jeg holdt dem for mig selv," fortæller Fallulah, der i det hele taget bare savnede sine gamle venner og at gå til dans.

Det var dog ikke sådan, at det var svært for hende at få venner. Men der var så også dem, der i en længere periode kørte, hvad hun betegner som en ”hadekampagne” mod hende. Og det var bestemt ikke hver gang, hun håndterede tilråbene med stoisk ro som den dag i pariserhjulet.

"Jeg tog kampene og kunne godt se, at jeg ikke fik noget ud af det. Men jeg kom til at gøre det alligevel, fordi jeg havde den der fighter-ånd, der sagde, I skal ikke få mig ned med nakken. På det tidspunkt var jeg nok bare blevet så vant til det, at det var, som om sådan en jernmur sprang op omkring mit hjerte. Sådan bum.

Og det gjorde, at jeg kunne spille mere hård, end jeg i virkeligheden var. Jeg har senere i livet været lidt ked af, at jeg har fået den forsvarsmekanisme. Fordi det jo også nogle gange gør, at jeg har svært ved at gøre mig sårbar og måske række ud, når jeg har haft brug for hjælp, da jeg altid har tænkt, at jeg skulle klare det hele selv. Så det er både en god og en dårlig ting at have den," fortæller Fallulah, der i sine 20’ere blev opmærksom på, at hun stadig bar det skjold med sig.

"Men trodsigheden var nok i mig fra starten. Jeg tror bare, at den side af mig for alvor trådte i kraft i de år, for der måtte jeg virkelig kæmpe for min ret til at være der. Så der var helt klart et før og et efter, vi flyttede."

Hvem er Fallulah?

• Sanger og musiker med det borgerlige navn Maria Apetri.
• Stifter af den feministiske bevægelse 'Hej Søster' og aktuel med albummet 'Celeste'.
• Modtager af flere priser for sin musik og sit arbejde med ligestilling i musikbranchen.
• Hun er 38 år og kæreste med musikeren Thomas Holm, som hun harGloria på 6 år og tvillingerne Evi og Augusta på 3 år sammen med.

Et tilfældigt møde

Udover at vise sårbarhed har hun haft svært ved at lukke nye relationer ind, fordi hun stadig beskytter sig selv.

"Jeg har lidt to settings: Enten er jeg alt for godtroende og sådan, ja, kom til mig, åbne arme, jeg tror på det bedste i alle mennesker. Eller også passer jeg meget på. Men jeg er også en menneskekender, så jeg føler selv, at jeg er blevet ret god til at mærke, hvem jeg har lyst til at have i mit liv."

For hende er tillid altafgørende i en relation. 

Læs også

Birgitte Hjort Sørensen: Det har jeg lært om kærlighed

"Det er meget vigtigt for mig at kunne stole på folk. Hvis jeg lukker nogen ind, og de svigter min tillid, er jeg rimelig hardcore og sådan, tak for nu, vi ses aldrig mere. Det er en dealbreaker. Jeg vil sige, at jeg er en ekstremt loyal ven, men hvis du virkelig har svigtet min tillid, er der bare no going back. Jeg trives simpelthen ikke i et miljø, hvor jeg ikke ved, hvor jeg har folk. Folk ved så også, hvor de har mig, så den går selvfølgelig begge veje."

Da Fallulah havde sat sig for at satse på musikken, var relationer, der kunne få hende ud af kurs, det sidste, hun havde brug for.

"Jeg ledte ikke efter en kæreste. Jeg var totalt fokuseret på, at jeg ville musikken. Jeg kunne bare mærke, at det var det, jeg skulle – det var som en drift i mig – og at jeg skulle bruge al min energi på det."

Den 2. januar 2009 fik hun en trang til at danse. Hendes nytårsaften havde nemlig ikke været så festlig, og derfor tog hun med nogle venner på Ideal Bar på Vesterbro i København. Det var her, hun faldt i snak med Thomas, som hun ikke kendte i forvejen.

Ligesom hende havde han haft en kedelig nytårsaften og var taget i byen for at drikke en øl med en af sine venner. Selvom hun bestemt ikke var i byen for at møde mænd, gjorde hun alligevel en undtagelse og gav ham sit nummer.

"Han var bare sådan en sød fyr fra Jylland, og så tænkte jeg, okay, så kan du få lov at ringe til mig. Og så tog vi på nogle dates, hvor vi drak kaffe og drinks. Det gjorde vi i noget tid, og så lærte vi jo stille og roligt hinanden at kende. Det var sådan totalt oldschool."

Men hun mente stadig, at timingen var dårlig, så hun prøvede alligevel at kæmpe imod, selvom han var sød, og de havde mange fælles interesser.

"Det, der gjorde, at jeg vågnede op, var faktisk, at han bare meldte klart ud efter nogle dates, at han virkelig godt kunne lide mig, og hvad han tænkte om det hele. Han gjorde sig så sårbar og var ikke bange for at tabe ansigt. Og jeg syntes, det var SÅ tiltrækkende og sympatisk. Det ramte mig bare. Det var enormt simpelt på en eller anden måde. Det var virkelig rart. Måske fordi det var første gang i mit liv, at noget bare var enormt simpelt. "

Han var også en anden type end dem, hun ellers havde set.

"Han havde sådan en ro. Jeg tror måske, at nogle af de typer, jeg var blevet draget lidt af tidligere, ikke var så sunde for mig, fordi jeg kom med den her angst og min bagage. Så to sårede børn leger måske ikke så godt. Det kan i hvert fald blive en farlig leg. Og her mødte jeg bare sådan et ret sundt, stabilt menneske, som jeg kunne være mig selv sammen med, og som fik mig til at føle mig tryg. Og det var jo faktisk også det, jeg havde brug for. "

I år er det 14 år siden, at de mødte hinanden, og i mellemtiden har de fået tre døtre sammen.

Læs også

Jalal Arabi: ”Jeg prøvede i rigtig, rigtig lang tid at skubbe de her følelser væk”

Stærkt søsterskab

Trods den kedelige nytårsfest endte 2009 med at blive et skelsættende år. For udover mødet med Thomas fik hun om sommeren sin pladekontrakt, og i efteråret udgav hun sin første single. Men selvom hun var lykkelig for at have fået gang i sin musikkarriere, oplevede hun også hurtigt, at det kunne være en upålidelig branche, hvor der blev talt nedsættende om især kvindelige artister.

"Du internaliserer det på en eller anden måde og tænker, ej, siger de det om hende, så skal jeg ikke være sådan. Samtidig har der været den her ide om, at kvinder i musikbranchen ikke kan klare sig uden mændene, som jeg også bliver enormt provokeret af. Så det blev ret tidligt min mission at bevise, at det ikke er rigtigt," fortæller Fallulah, der ville ønske, at hun havde haft venner i branchen, hun kunne tale med.

Men dengang oplevede hun, at de var ret isolerede fra hinanden, og at kvindelige artister havde en tendens til at se hinanden som konkurrenter fremfor medsøstre.

Samtidig mærkede hun også på sin egen krop, hvordan hun som kvinde blev presset ned i de snævre rammer og skønhedsidealer, som hun er glad for bliver udfordret mere i dag.

"Før i tiden var sådan en fotoskydning, som vi har haft i dag, det værste jeg vidste. Dengang ville den eneste mulighed for mig have været at få sample sizes på, selvom jeg sagde, at jeg brugte størrelse 38. Men det havde de ikke, så stylisterne kom med en størrelse 34-36. Og hvad gør man så? Så tænker man, at det er mig, der er forkert på den, jeg skal tabe mig op til det her shoot.

Jeg vendte de her ting så meget indad, og jeg følte, at uanset hvad jeg gjorde, var det aldrig godt nok. Og der kan jeg godt se, at vi er mange, der kæmper med efterslæbet af alt det her. Og når du så står på en scene, og der lige pludselig også er medier, der skriver om dig og påtaler, hvordan du ser ud, så bliver du så selvbevidst på en usund måde."

I årene op til, hun stiftede 'Hej Søster', var hun allerede begyndt at påpege manglen på ligestilling og diversitet i musikbranchen. Men hun følte sig ikke hørt og fik i stedet for at vide, at det var et farligt territorium at bevæge sig ind på, da man kunne gøre sig uvenner med folk. Men med Gramex’ liste fik hun altså nok.

"Jeg bliver så frustreret over folks manglende handlinger. Og det er både, hvad angår klima og ligestilling. Jeg er så træt af at høre om planer, der ligger 10, 20 og 30 år ud i fremtiden. Jeg er et ekstremt utålmodigt menneske, så der er enormt kort fra tanke til handling med mig," siger hun.

"Men egentlig vil jeg jo allerhelst bare lave musik hele tiden. Alt det aktivistiske, jeg laver, det er et nødvendigt onde. Det er ikke noget, jeg nyder. Jeg kan bare ikke lade være med at tage kampen op, og jeg kan mærke, at den trang er så stor i mig af en grund. For det er min mavefornemmelse og mine værdier."

Og så prøver hun at finde en balance, så hun stadig har overskuddet til at lave musik og være en god ven, mor og partner.

"Jeg tænker meget over, hvor min energi er bedst brugt. Og det er den, når jeg bygger broer i stedet for at brænde dem. Og med 'Hej Søster' siger jeg jo netop: Hey, lad os hype hinanden og have hinandens rygge. Lad os snakke sammen, når ting gør ondt. Der er ligesom skabt de her rum nu, som ikke eksisterede førhen. Som jeg tror har været altafgørende for min egen trivsel i musikbranchen."

Læs også

Line Kirsten: "Tænk hvis nogen fandt min blå bog og troede, jeg var et nul"

For Fallulah har der været stor forskel på at tale om det internt i musikbranchen og at gå offentligt ud med det, fordi det sætter hende i en sårbar position, hvor hun hele tiden har en frygt for at blive misforstået.

"Jeg ER virkelig følsom, så jeg er aldrig nogensinde ligeglad med, hvad folk synes om mig. Ligesom jeg selvfølgelig også blev ked af det, da de råbte ad mig, da jeg sad i pariserhjulet. Det er jo smertefuldt, for det er jo en grundlæggende menneskelig ting, at vi ikke vil stå uden for flokken," siger hun.

"Der er der to sider i mig, der lever side om side: Der er den ene side, der gerne vil please enormt meget og opretholde den gode stemning. Og så har jeg også bare den der side, der gør, at jeg ikke kan sidde på hænderne, når jeg oplever noget, som føles forkert. Og jeg kan godt være sådan, at nu må nogle andre gøre noget, for jeg orker det ikke. Men så ved jeg også bare, at det ville fylde for meget i mig, hvis jeg ikke selv gjorde noget."

Egne veje

Lige så forkert, som noget kan føles, lige så rigtigt virkede det også, da Fallulah offentliggjorde beslutningen om, at hendes nye single ikke ville blive tilgængelig på streamingtjenesterne.

"Det var egentlig ret vildt, hvad der skete for mig kreativt. Jeg kunne bare mærke, at… åh… jeg var så lettet over ikke at være en del af hele det der game, hvor jeg skulle prøve at gennemskue, hvordan jeg kom på de eftertragtede playlister. Jeg har bare ikke lyst til at skræddersy min musik, så den kan passe ind i en bestemt stemning på en playliste, så jeg kunne få en masse streams. Jeg har ikke lyst til at skabe på den måde, for jeg vil jo gerne have, at det kommer fra et autentisk sted."

Fallulah har altid skrevet og produceret sin musik, men for første gang står hun for at lave et helt album alene inklusive den tekniske del af produktionen. Hun har derfor skullet sætte sig ind i mange nye ting, som hun længe gerne har villet lære.

"Jeg har måske ellers undgået lidt at kaste mig ud i noget nyt, fordi jeg ikke har kunnet overskue det – eller tænkt, at jeg ikke kunne finde ud af. Det har været nyt for mig at give mig selv lov til det, men der er bare altid så mange gode undskyldninger for, hvorfor det er nemmere at gøre noget andet. Og der har jeg måske også en stolthed, der nogle gange kan stå i vejen for min udvikling. For jeg kan ikke lide at indrømme over for mig selv, hvis der er noget, jeg ikke er god til, eller jeg skal lære."

Læs også

Sanger Katinka: ”Kvinder er ikke mere forfængelige end mænd”

Hun stopper op og griner lidt forsigtigt.

"Jeg kan se, at min ældste datter har lidt af det samme med, at hun gerne vil kunne ting rigtig godt fra start af. Og så har jeg jo hørt mig selv sige, at man skal øve sig for at blive god. Jeg siger jo hele tiden, at ingen forventer, at du kan ting perfekt fra begyndelsen. Det er der jo ingen, der kan.

Men så kommer jeg til at tænke på, at jeg også sætter en næsten umulig standard for mig selv, som nogle gange kan gøre, at jeg har været bange for at sætte mig selv i den der lidt ydmyge elevposition, som jeg nu bare synes er superfed, for er man heldig, så er livet langt, og vi vil fortsat have meget at lære, for vi bliver jo aldrig færdige som mennesker," siger Fallulah, der gerne vil blive ved med at have en åben og nysgerrig tilgang til sin musik og livet.

"Jeg har simpelthen følt mig så inspireret, og jeg har fået samme følelse, som jeg havde, da jeg skrev mit første album. Jeg har været helt nyforelsket i at lave musik, hvor jeg ellers kunne mærke, at jeg var kommet for meget ind i en form for hamsterhjul i min tilgang til at lave og udgive musik."

Fallulah ved godt, at hun har kastet sig ud i lidt af et eksperiment, for selvfølgelig går der også noget tabt, når man forsvinder fra Spotify. Om hendes model viser sig at være bedre for hende økonomisk, må tiden vise. Det afhænger af det fysiske salg, og om folk er villige til at støtte streaming og downloads på en anderledes måde.

"Hver gang man gør noget uden for normen, er der nogle risici forbundet med det. Men sådan må jeg også bare indse, at jeg er skruet sammen. At jeg altid har lyst til at afsøge andre veje end den, jeg får fortalt er den eneste rigtige. Det har egentlig også været rigtig rart at acceptere den del af mig.

Det er åbenbart mit lod i livet altid at være lidt kritisk over for det, jeg befinder mig i. Hvis det føles forkert, vil jeg have lov til at sætte spørgsmålstegn ved det og se, om der er noget andet, man kan gøre. Og det har vist sig for mig at være en styrke at turde at gå derhen."