”Min mor fjerner altid billedet af min søn på sin skænk, når jeg kommer på besøg”

Hvad er du mest stolt af?

"Når man ser på, hvordan mit liv har været, er jeg mest stolt af, at jeg kom ind i Folketinget ved sidste valg. Jeg har kæmpet for at få min frihed samtidig med, at jeg har båret rundt på en enorm sorg. Jeg er stolt over, at jeg ikke er bukket under, men at jeg har holdt ved. Det har krævet meget styrke."

Hvorfor har det været en kamp for dig at få frihed?

"Som 17-årig blev jeg gift i et arrangeret ægteskab. Først havde jeg sagt ja til det, men så sagde jeg nej. Det blev der bare ikke lyttet til. Jeg fik at vide af min mor, at nu, hvor han havde holdt mig i hånden, var jeg nødt til at blive gift med ham. Så på en eller anden var det jo tvang.

Jeg havde ingen uddannelse, intet arbejde og var ikke økonomisk selvstændig. Alt stod i min eksmands navn. Det var ham, der tjente pengene, og jeg var hjemmegående husmor. Jeg stod op, gjorde børnene klar til skole, sendte dem afsted, gjorde rent, vaskede op, vaskede tøj, og sådan gik det dag efter dag.

Så der var simpelthen så rent i mit hjem, at du tror, at det var løgn. At gøre rent blev nok en form for ventil for mig, fordi jeg var ved at være fuldstændig psykisk nedbrudt. Jeg følte ikke, at jeg kunne tage nogen beslutninger selv. Jeg skulle spørge om lov og følte mig helt afskåret fra det danske samfund. Men på et tidspunkt hungrede jeg så meget efter noget åndeligt, at jeg besluttede mig for, at jeg var nødt til at gøre noget.

Derfor begyndte jeg på en uddannelse, selvom min eksmand ikke var glad for det. Han tjekkede alle mine noter og bøger, mens jeg sov. Han kunne finde på at vække mig midt om natten og udspørge mig om alt muligt. Så det endte med, at jeg fik angst, men på trods af det vidste jeg, at der ikke var nogen vej tilbage. Hvis jeg virkelig skulle ud af det ægteskab og have frihed, var jeg nødt til at tage en uddannelse."

Hvordan endte du med at komme ud af ægteskabet?

"I lang tid undgik jeg at fodre tanken om, at jeg kunne blive skilt, fordi det havde for store konsekvenser. Men i 2002 kom min søn ud for en ulykke i bil sammen med min eksmand og mistede livet. Jeg lå på gulvet som et såret dyr i lang tid. Det er den største sorg, jeg nogensinde har oplevet, og den sidder stadig fast i mig. Efter det havde jeg ikke lyst til at se min eksmand igen. Jeg kunne ikke være i samme rum som ham, fordi jeg var så vred. Den vrede og store sorg var for alvor med til, at jeg kunne trække mig ud af ægteskabet."

Hvordan mærker du sorgen i dag?

"Tårerne løber ned ad mine kinder, når jeg taler om ham. Også nu. Bare det at skulle sige min søns navn. Jeg taler heller aldrig med nogen om det – og jeg har ikke gjort det i mange år. Der er en hel del i min nye omgangskreds, der ikke engang ved, at jeg har mistet en søn. De tror bare, at jeg har en datter. Men nu har jeg skrevet en bog om det, og med den vil jeg også bare gerne have lov til at sige, at jeg ikke kun er mor til min datter. Jeg har prøvet at flygte fra smerten og konfrontationen, og jeg har altid forsøgt at undgå spørgsmålet: ”Har du børn?”. Men det kommer tit, og jeg håber på, at jeg efter udgivelsen er i stand til at svare: ”Ja, jeg har to børn”."

Hvorfor tror du, at det har været svært for dig at stå ved, at du har to børn?

"Selvom det er 20 år siden, er det stadig alt for smertefuldt for mig at tale om. Jeg kommer aldrig over det. Med tiden har jeg lært at navigere i det og udviklet nogle redskaber til at håndtere det, men smerten er der altid."

Hvordan har det været at skulle igennem den her proces med at skrive bogen, hvor du bl.a. fortæller om tabet af din søn?  

"Det har virkelig været svært, fordi jeg har skullet tænke tilbage og huske detaljer, som jeg bevidst har undgået tidligere. Min mor fjerner eksempelvis altid det billede, som hun har af ham på sin skænk, når jeg kommer på besøg."

Har det at skrive bogen hjulpet dig med at bearbejde sorgen på en ny måde?

"Det er stadigvæk ikke bearbejdet, og det tror jeg aldrig nogensinde, at det bliver. Jeg tror aldrig, at det vil blive normaliseret i mit liv. Men jeg synes, at jeg skylder ham ikke at blive glemt. Jeg skylder ham at sige, at han er min søn."

Hvordan mærker du i dag, at du har skulle kæmpe med sorg og for din frihed i mange år?

"I dag har jeg meget svært ved at skulle indgå i forhold, som jeg ikke kan komme ud af igen. Jeg tror, det er fordi, jeg var så lang tid i det ægteskab, at jeg nu er bange for at ende i samme situation. Jeg ved, hvor såret man kan blive, og hvor stor en kamp det kræver at komme ud af det igen, hvis det skulle gå galt.

Derfor har jeg det nok bedst, som jeg har det nu, hvor jeg bare er mig selv. Jeg nyder virkelig den frihed, som jeg har, og at jeg nu er herre i mit eget hjem. Det er en enorm gave, som er meget værdifuld for mig. Og derfor er noget af det, der især gør mig stolt ved at være blevet folketingspolitiker – for at vende tilbage til dit første spørgsmål, at jeg kan være med til at kæmpe for kvinders rettigheder, muligheder og ikke mindst frihed."