Helle Fagralid: "I den situation blev jeg nødt til at sige fra"

Udgangspunkt

– Ja, lad os starte med udgangspunktet. Det vil altid være en selv, tænker jeg. Man vil nok altid selv være udgangspunktet for alt i ens egen verden. Måden man handler på. Måden man tænker på. Alt det, der driver en. Og jeg tænker faktisk, at det er en ret god ting, at man altid tager udgangspunkt i sig selv. For på den måde bliver man altid på sin egen banehalvdel – både i konflikter, men også i forhold til alt muligt andet. Vi kan jo kun tale ud fra os selv og de erfaringer og vilkår, som vi hver især har.

– Det er for eksempel en god idé at tage udgangspunkt i og lytte til sine egne grænser. Det fylder en del i den offentlige debat i vores tid bl.a. i forbindelse med #MeToo og er et væsentligt emne – også i forhold til, hvordan vi opdrager vores børn. Da jeg var helt ung, oplevede jeg, at jeg måtte være meget tydelig omkring mine grænser over for en ældre mandlig kollega. Han misbrugte sin position og prøvede at overtale mig til nogle grænseoverskridende handlinger. I den situation blev jeg nødt til at sige fra. Og jeg fik sagt fra. Ad flere omgange. Og det hjalp. Når jeg tænker tilbage, var jeg egentlig rimelig cool omkring det i forhold til, hvor ubehagelig situationen var. Det vigtigste var, at jeg tydeligt kunne mærke min grænse og handlede på det.

– Det var ikke en oplevelse, som jeg ikke kunne klare eller komme videre fra. Selvom det var en slem erfaring. Man kan sige, at det var som et sår på knæet, hvor jeg kom plaster på, og så gik jeg videre. Så på den måde har det jo været en erfaring, som jeg har kunnet tage med mig. For jeg tror desværre ikke, at vi kan væbne os imod at møde idioter her i livet.

– Nu hvor jeg ser tilbage, kan det godt undre mig, at når jeg alligevel henvendte mig til nogle kollegaer omkring det, var der ikke rigtig nogen, der reagerede. Jeg oplevede, at der var en berøringsangst, og der var heller ikke nogen formaliseret måde, hvorpå man tog hånd om den slags sager dengang. Det er der jo heldigvis i dag. Det skal også siges, at jeg kun har oplevet denne ene episode, og at det er min opfattelse, at vi generelt er virkelig gode til at passe på hinanden i skuespillerbranchen. Netop det at reagere på hinanden og være opmærksomme på hinandens grænser er jo noget af det, som vi faktisk arbejder helt specifikt med i faget. Vi forsøger hele tiden at mærke hinandens grænser, og vi arbejder også med at udfordre vores egne grænser og undersøge, hvor langt vi kan gå. Vi giver meget af os selv og blotter os, så derfor er det ekstra vigtigt, at der er tillid, og at vi passer på hinanden.

Højdepunkt

– Jeg synes heldigvis, at der har været mange højdepunkter gennem mit liv. Så det er næsten svært at udvælge ét.

– Men et helt indlysende højdepunkt var, da jeg fik min søn. Jeg skulle tage vare på et andet menneske, og det flyttede fokus væk fra mig selv. Det med, at jeg skulle lære det her lille menneske at kende, var spændende samtidig med, at jeg kom til at lære mig selv at kende igennem det. Det er bestemt et højdepunkt, men det er også en proces. En proces, som indeholder mange punkter og følelser. Jeg tror, at de fleste med børn gerne vil indrømme, at det kan være udfordrende. Men det er også sjovt, det er svært, det er spændende, og det er enormt livsberigende. Det er som om, at det indeholder alle følelser, og jeg bliver hele tiden klogere på mig selv og tilværelsen både igennem min søn og mine papbørn.

– Jeg har egentlig altid gerne villet være mor. Men jeg fik først barn, da jeg var 30 år. Jeg var ikke klar til det før, fordi jeg var ambitiøs og fanget af mit arbejde. Det fortsatte jeg egentlig med at være i de første mange år af min søns liv. Hvis jeg kunne trykke på en fortryd-knap for at gå tilbage og lave noget om, så ville jeg have skruet mere ned for min trang til at arbejde. Som skuespiller er man jo væk mange aftentimer og weekender. De tidspunkter, hvor andre har fri. Nu har jeg mere tid, og han er 14 år – og det er også en spændende alder på mange måder. Lad os bare sige det sådan, ha ha. Så jeg nyder at have mere ro på og tid sammen.  

– Jeg tror, at jeg prioriterede, som jeg gjorde dengang, fordi mit arbejde også er min passion. Det samme gælder for min søns far. Han er trommeslager.

– Så vi havde begge to jobs, hvor vi ligesom var nødt til at tage det arbejde, der kom. Der var jo ikke så meget at gøre. Det er bare et vilkår, og jeg tror faktisk også, at det kan være sundt for børn at opleve, at deres forældre har en passion, som de forfølger. Det vælger jeg i hvert fald at tro. At det giver ham noget, at der er en stærk drivkraft i det, og at det kan inspirere ham fremadrettet.

Lavpunkt

– Min skilsmisse var bestemt et lavpunkt og er noget, som jeg stadig tænker over den dag i dag. Det er ved at være 10 år siden, at jeg blev skilt fra min søns far. Men det er en evig kilde til dårlig samvittighed, når man har et barn sammen. Og et paradoks, for man skal jo heller ikke blive sammen, hvis man ikke har det godt. Det tror jeg bestemt ikke er godt for børnene. Og jeg kan ikke forestille mig, at der er nogen, som oplever skilsmisse som en nem løsning. Slet ikke, hvis der er børn involveret. Så er det endnu sværere.

– Jeg tror ikke, at der findes lykkelige skilsmisser, men vores var måske så tæt på, som det kan være. Vi var enige om beslutningen. Samtidig var vi – og er stadig – virkelig gode venner og forældre sammen. Og så var det også bare vigtigt for os begge, at vi fandt ud af det på en ordentlig måde for vores søns skyld. Det var det, som betød allermest for os begge to.  Selvom det jo er klart, at man ikke kan tilsidesætte sig selv hundrede procent i sådan en proces – og det tror jeg heller ikke på, at man skal.

– Jeg er selv skilsmissebarn, men jeg var meget lille, da mine forældre blev skilt. Så jeg husker dem ikke sammen. De har altid været gode venner, og der har aldrig været konflikter mellem dem. På den måde er de jo et godt forbillede i forhold til selv at skulle være forældre, der er skilt. Det samme gælder min eksmands forældre. De var også skilt, men udviklede et fint venskab. Vi har derfor begge to nogle positive historier med os fra vores forældre og opvækst.

Hvem er Helle Fagralid?

• Født i 1976.
• Skuespiller kendt fra film som Sorg og glæde og Så længe jeg lever, tv-serier som Forbrydelsen og et væld at forestillinger på blandt andet Det Kongelige Teater.
• Aktuel i den nyeste sæson af tv-serien Den som dræber, som kan ses på Viaplay.
• Mor til sønnen Louis fra et tidligere ægteskab.
• Gift med filminstruktør til Ole Bornedal, som har børnene Johan, Claudia, Fanny og Peter.

– Skilsmissen har til gengæld givet os den her kæmpestore familie. Vi er en masse små fraktioner, forgreninger, der er forbundet, fordi vi alle har et tilhørsforhold til hinanden på en eller anden måde. Min mand, Ole, har fire børn med to forskellige kvinder. Og så er der jo min eksmand, hans søde kæreste og alle bedsteforældrene. Det er ligesom et stort familienetværk, som heldigvis fungerer enormt godt. Og det er ikke nødvendigvis givet, når man er så mange, hvor tingene skal gå op.

– Jeg tror, at man meget nemt kan komme til at slå sig selv i hovedet med skyld og skam, når man er blevet skilt og har lavet en sammenbragt familie. Især hvis man sammenligner med den biologiske familiestruktur, som jeg nok har en tendens til at idealisere, selvom jeg er fuldstændig klar over, at der i biologiske kernefamilier også er uenigheder og konflikter. Det er et vilkår for alle familier. Det er også igennem konflikter og kriser, at vi bliver klogere på os selv og hinanden og kan udvikle os. Så jeg prøver at lade være med at føle skyld over det, for det er ikke særlig konstruktivt, og vi gjorde alt, hvad vi kunne. Livet går, som det går, ingen er perfekte, og så længe man gør sit bedste, kan man ikke gøre mere.  

Omdrejningspunkt

– Jeg har altid været interesseret i skuespil. I princippet har jeg arbejdet som skuespiller, siden jeg var barn. Jeg startede, da jeg var 10 år, hvor jeg var statist. Og det er jo det kedeligste i verden. Men jeg elskede det!

– På den første tv-serie, jeg var med i, gik jeg til casting på hovedrollen, men fik den ikke og kom så med som statist. Så jeg stod op klokken fem om morgenen, traskede igennem mørket op til bussen, sad i bussen i en time ind til Lyngby, gik så fra busstationen ned til filmstudiet og var på optagelse, hvor det meste var ventetid, og jeg ikke kendte et øje. Jeg tror nærmest heller ikke, at jeg snakkede med nogen, fordi jeg var så genert. Alligevel elskede jeg bare at være i det miljø. Og derefter fik jeg både større og mindre roller i forskellige film og tv-serier igennem min barn- og ungdom. Så på en eller anden måde er skuespillet helt naturligt blevet et omdrejningspunkt i mit liv. Det har været en del af mit liv så længe, og derfor ligger der også enormt meget identitet i det.

– Et andet omdrejningspunkt i mit liv er min familie. Jeg var omkring 36 år, da jeg fandt sammen med min mand, Ole. Han har fire børn fra tidligere forhold, som jeg er blevet papmor for. Jeg tænker ikke, at det er dårligt, at vi kalder det pap. Det kan godt være, at det lyder sådan lidt slapt, at man "bare" er en papmor, eller at de er papbørn, men på den anden side er det jo ikke sikkert, at man nødvendigvis er en bonus, som det indikerer, hvis man kaldes for ”bonusmor”. Det er ikke sikkert, at det til at begynde med føles som en bonus for børnene. ”Pap”-betegnelsen giver plads til alle følelser, ikke kun de positive.  

– Det at være en del af vores sammenbragte familie har været og er en kæmpe gave og udfordring på samme tid. Det var slet ikke noget, som jeg tænkte på den gang, hvor Ole og jeg mødte hinanden. På en måde tror jeg også lidt, at det er en force, som jeg har. Ikke altid at tænke for meget over tingene, inden jeg gør det. Jeg springer bare ud i det. Den der Pippi-agtige tilgang til det. At det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg sikkert godt finde ud af.

– Men det er klart, at vi lige skulle finde ud af, hvordan og hvorledes i de nye relationer. Ole og jeg har været sammen i 9 år, og i starten var hans ældste søn flyttet hjemmefra, mens den yngste var tre år. Jeg har klart en forældrefunktion for den yngste, hvorimod Oles piger var 12 og 14 år, da vi mødte hinanden. Så i min relation til dem har jeg skullet prøve at finde ud af, hvordan jeg har kunnet hjælpe og være der uden at mase mig på og uden at skulle påtage mig en mor-rolle over for dem.

– Men det er jo også noget, som man finder ud af sammen i fællesskab. Det handler selvfølgelig også om, hvad behovene er. Og behovene kan ændre sig – alt efter alder, tidspunkt og situation. Så der er desværre ikke rigtig nogen opskrift på, hvordan man klarer den, tror jeg.

– Jeg har selv lært en del i hele den her proces. Der, hvor jeg tænker, at det har været mest lærerigt, er nok i forhold til min konfliktskyhed. For selvfølgelig er der konflikter i en sammenbragt familie – i en familie generelt. Det er der jo. Så netop det med at skulle håndtere det, sætte grænser og finde hinandens grænser – det har jeg lært meget af. Og lærer stadig meget af. Det er blevet tydeligt for mig, at det også er en måde at engagere sig i hinanden, at man ikke smutter udenom, når det bliver svært.

– Nu talte vi tidligere om den grænseoverskridende oplevelse, jeg havde som ung med en ældre mandlig kollega. Der var det ikke noget problem for mig overhovedet at sætte en grænse. Det var ekstremt nemt faktisk. Det, der kan gøre det svært for mig at gå ind i konflikter i sammenhæng med familien, er, at der er mange flere følelser. Lige så snart der er følelser involveret, er der meget mere på spil – man vil jo så gerne have det til at lykkes i sådan en familie. At alle er glade og trives.

– Generelt er Ole og jeg virkelig gode til at se hinanden. Det er nok også en af de ting, som jeg faldt for, da vi mødte hinanden. Jeg tror, at det handler om genkendelse og spejling – samtidig med, at der også er nogle modsætninger. Vi har fælles humor, og så synes jeg også, at vi intellektuelt er på samme niveau og kan supplere hinanden. Og så er vi begge kreative. Samtidig er vi også ret gode til at diskutere og udfordre hinanden på holdninger, så vi ikke stagnerer eller bliver rørende enige om alt – jeg tror, det er en stor fordel, at vi kan det.

Vendepunkt

– Et stort vendepunkt i mit liv var, da jeg stoppede med at være i det faste ensemble på Det Kongelige Teater. Efter jeg var færdiguddannet på Teaterskolen som 25-årig, havde jeg et enkelt år, hvor jeg lavede lidt forskellige teaterforestillinger og film, inden jeg kom på Det Kongelige Teater og blev fastansat. Jeg kan huske, at jeg tænkte: ”Dejligt. Her kan jeg da godt være et par år eller noget. Få lidt erfaring og arbejde med nogle dygtige instruktører”. Men så rullede det bare. Der var hele tiden noget, som jeg syntes var spændende. En dygtig instruktør. Et dygtigt ensemble. Spændende forestillinger. Der var hele tiden noget, som holdt mig fast. Og så skal man jo heller ikke underkende, at det at have fast arbejde som skuespiller – det er der jo nærmest ingen, som har længere. Så det var enormt privilegeret. Og så følte jeg virkelig bare, at jeg hørte til. Eller det kom jeg i hvert fald til med årene. Pludselig var der gået 14.  

– De 14 år var helt vildt lærerige og sjove, samtidig med at det også var nogle hårde år. For jeg lavede ofte tv eller film om formiddagen eller var til prøver, samtidig med at jeg spillede forestillinger om aftenen. Jeg knoklede som en sindssyg. Jeg vil faktisk sige, at jeg nærmest var arbejdsnarkoman på det tidspunkt.

– Det store vendepunkt blev, da jeg stoppede på Det Kongelige Teater. Jeg var begyndt at miste inspiration og var blevet lidt træt af altid at stå til rådighed for teatret. Jeg havde ikke lyst til at tage på turné og være væk fra min familie eller bruge hele min sommer på en forestilling i Dyrehaven. Samtidig med det fik vi en ny skuespilchef, som ville sammensætte sit eget ensemble. Så jeg blev opsagt, og det var det helt rigtige for mig. Det var faktisk en hjælpende hånd i forhold til at komme videre, for jeg kunne ikke tage den beslutning selv. Jeg var så stærkt knyttet til stedet og menneskene, og med al den tid, som jeg brugte på teatret, følte jeg nærmest, at jeg boede derinde. Men det var uden tvivl den helt rigtige beslutning, og en del af mig vidste det også allerede godt, inden beslutningen overhovedet var truffet. For jeg havde selv gået med tankerne længe før, men aldrig gjort noget ved det.

– Jeg tror, at det kan være svært for mange at tage springet væk fra noget kendt, når man ikke rigtigt ved, hvad der venter en. Umiddelbart var alt jo godt og if it ain’t broken, don’t fix it, men jeg savnede at blive udfordret på nye måder, at blive fyldt på, lære noget nyt og ikke hele tiden skulle levere.

– Jeg havde lyst til at prøve mig selv af i en anden sammenhæng og kunne slet ikke udholde tanken om at gå fra fastansættelse til freelancelivet uden at gribe chancen for at finde nye udfordringer.  

– Netop derfor vidste jeg også, at jeg skulle i gang noget andet med det samme. Jeg var ikke sikker på, hvad det skulle være, men jeg vidste, at jeg ville søge ny viden, så jeg besluttede, at jeg ville læse på universitet. Det har jeg jo aldrig prøvet før. Så jeg søgte ind på Kunsthistorie, hvor jeg nu er i gang med en kandidatuddannelse. Det har åbnet en ny verden for mig, samtidig med at det giver plads til, at jeg fortsat kan arbejde som skuespiller og lave mine egne små projekter ved siden af. Og jeg må sige, at jeg simpelthen elsker at studere. Jeg elsker at læse og blive klogere. Det er nærmest blevet et drug for mig på en eller anden måde. Det føles lidt som en kæmpe sult, der bare har ligget og ulmet.