Instruktørerne bag ny film om kvinders sexlyst: "Vi havde ikke regnet med at 100 ville dukke op til casting"
Instruktørerne bag dokumentarfilmen ”Venus” havde ikke regnet med, at over 100 kvinder ville melde sig til castingen. Eller at kvindernes historier om deres seksualitet ville være så stærke, at konstruerede sexscener blev unødvendige.
Hvordan fik I idéen til filmen?
– Lea og jeg mødte hinanden på Filmskolen, hvor vi bl.a. lavede et par film med fire teenagepiger. Vi var nok meget interesserede i deres seksualitet, men det var ikke så formuleret. Senere fik vi lyst til at lave en film, som handlede om den kvindelig seksualitet, fordi det er noget, vi begge har tænkt meget over og har haft svært ved at finde ud af.
– Vi lavede en casting, hvor vi skrev ud efter almindelige kvinder, som havde lyst til at fortælle om deres seksualitet foran vores kamera, og tanken var, at den casting skulle fungere som inspiration for en række sexscener eller erotiske scener lavet af kvinder og for kvinder. Vi havde regnet med, at det ville blive svært at få nogen til at komme til sådan en casting, men der var mere end 100, der meldte sig. Som castingen skred frem, slog det fuldstændig benene væk under os, hvor meget de kvinder havde på hjerte, og hvor meget vi kunne spejle os i det, de sagde. Ligegyldig hvordan vi ville lave en film med konstruerede sexscener, så ville vi aldrig kunne konkurrere med det billede, man laver oppe i hovedet, når man hører de her kvinders historier.
Hvad overraskede jer mest ved kvindernes historier?
– For det første var der et gennemgående tema om, hvordan man forener sårbarhed med det at have et begær. Det er en underlig kamp, der foregår der. For det andet var der et tema om ikke at blive passet på – eller ikke at passe godt nok på sig selv. På den positive side var der også mange, der fyrede den helt vildt af. Det gjorde stort indtryk, at der var rigtig mange, der fortalte om at dyrke en form for underkastelse eller at flirte med tanken om det. Det rejser spørgsmålet: "Må" man det? Vi kvinder er jo frigjorte og stærke, og skal man så skamme sig over at dyrke underkastelse på det seksuelle område? Eller er det ok? Det er komplekst.
LÆS OGSÅ: "Jeg kan simpelthen ikke få mig selv til nogensinde at skulle give en fyr et blowjob"
Hvad siger filmen om den tid, vi lever i?
– Forvirring er et ord, der falder mig ind. Men der er også gode takter. Der er mange af de helt unge, som er meget mere åbne og nysgerrige, end jeg var, da jeg voksede op. Dengang skulle man passe på, at man ikke blev kaldt en luder, hvis man gjorde noget. Jeg føler, at der er en større åbenhed om krop og seksualitet samtidig med, at de unge har mange flere ting, de skal forholde sig til. Hele det sociale mediebillede er rigtig hårdt at spille op imod. Alle de perfekte kroppe og risikoen for at blive udskammet, hvis man viser sin krop med eller mod sin vilje. På den ene side er der kommet en sundere dialog, og på den anden side er der flere faldgruber.
– Til slut i filmen er der flere af kvinderne, der tager tøjet af, og det virker enormt stærkt, at de tør stå frem med deres helt almindelige og smukke kvindekroppe. Vi havde diskussionen: Kan vi vise nøgne kroppe? Men hvis vi ikke kunne vise en almindelig, smuk kvindekrop, så havde pornoen jo vundet. Vi bliver nødt til at tage kvindekroppen tilbage.
LÆS OGSÅ: Måske er det okay at have (meget) lidt sex