Sex efter børn

Måske er det okay at have (meget) lidt sex

At lidenskaben visner en smule, når vi får børn, er helt normalt og ikke nødvendigvis et udtryk for, at der er noget i vejen med parforholdet.

Vækkeuret ringer, før Fanden får sko på. Pylrede børn skal afleveres i vuggestue eller børnehave, før du stresser af sted på arbejde. Senere stresser din bedre halvdel hjem for at hente ungerne, og så skal I købe ind, lave aftensmad og lege med lego, inden en langstrakt putteseance giver mor grus i øjnene, og far synker ned i sofaen, halvdød af træthed.

Faktaboks

Hold gang i sexlivet

Tal om jeres sexliv, men lad være med at tale det ihjel. Tag det op en gang imellem, så problemet ikke kommer ud af proportioner.

Prioriter jeres sexliv. Få jeres børn passet en gang imellem, eller sluk for fjernsynet, og gå tidligt i seng sammen.

Vær ærlige, når I sammenligner. Udover den første tid, hvor I var smaskforelskede, hvor meget sex havde I så i virkeligheden, før I blev forældre?

Kroppen kan godt gå i dvale, så vi ikke mærker vores seksuelle behov. Men når vi rører ved hinanden, frigives hormonet oxytocin, som giver os lyst til sex. Mærk efter, om I måske er gået lidt i dvale. Måske skal I bare skubbes lidt i gang?

Kilder: Mattias Stølen Due, psykolog, og Christina Tartarczuk, sexolog.

De fleste småbørnsforældre kender scenariet alt for godt: Nu har I endelig en time eller to, hvor I kan være jer selv, men batterierne er så flade, at det er mere fristende at tænde for fjernsynet eller tjekke Facebook, end det er at dyrke sex. Og med tiden kan der opstå tvivl om tilstanden af sexlivet – dyrker vi nok sex, eller er vi blevet kedelige?

− Vi hører afsindigt meget om betydningen af sex, om frekvens, stillinger og intensitet hele tiden. Oveni skal vi være sundere og sundere, løbe længere og længere og klare os bedre og bedre på jobbet. Det gør, at vi næsten kun kan skuffe os selv og hinanden, når det gælder, hvor meget sex vi har lyst til, forklarer Mattias Stølen Due, der er psykolog ved Center for Familieudvikling og forfatter til bogen Pas på parforholdet.

Hvor meget?

I en stor undersøgelse lavet for Vores Børn angiver 47 procent af forældrene, at de har sex en gang om ugen eller oftere. 22 procent har på den anden side sex én gang om måneden eller sjældnere. Næsten ni ud af ti deltagere i undersøgelsen har børn under seks år, og Mattias Stølen Due synes, det er glædeligt, at mange par formår at bevare intimiteten i en travl og pakket hverdag, men han har også stor forståelse for de par, der ikke oplever så meget aktivitet i dobbeltsengen:

− Når man tænker på, hvor stor en stressfaktor små børn kan være, så havde jeg faktisk forventet, at der ville være flere end 22 procent, som kun har sex en gang om måneden eller sjældnere.

Ifølge Mattias Stølen Due skal man passe lidt på med at udstikke retningslinjer for, hvor meget sex man skal have som småbørnsforældre, fordi det godt kan opleves som et pres.

− Det, der er vigtigt, er, at man internt i forholdet får afstemt forventninger. Der er rigtig mange par, som aldrig snakker om sex, og det betyder, at de kan komme til at gå rigtig skævt af hinanden. At snakke om sex bliver ekstra vigtigt, når man har fået børn, for der kommer sex ikke af sig selv, som da man var nyforelsket, siger han.

At man hverken kan eller skal generalisere, hvor meget der skal knaldes, er sexolog og foredragsholder Christina Tartarczuk helt enig i. Det kan nemlig være meget forskelligt, hvad der er et normalt sexliv, når man har små børn.

− Nogle par har sex flere gange hver uge. Andre har sex hver eneste dag i en periode, og så har de efterfølgende kun sex to gange på tre måneder. Andre igen har meget lidt sex, uden at det er et problem. Det ‘normale’ har virkelig vide grænser, siger hun.

Pligtsex er en dårlig idé

Hvis man føler, at der er knas med lysten til hinanden, kan det ifølge Christina Tartarczuk være en god ide at stikke en finger i jorden og mærke, om man er ramt af febersyge børn og for meget havregrød, eller om man rent faktisk er ved at glide fra hinanden.

LÆS OGSÅ: Sådan taler du om sex med dit barn

Hvis det ‘kun’ handler om manglende sexlyst, kan det hjælpe at få talt med hinanden om, at man lige nu er i en fase i livet, hvor der ikke er overskud til lidenskab – og at det er helt okay.

− Mange kvinder har svært ved at skifte mellem rollerne som mor og sexy missekat, for ofte har de børn kravlende på sig døgnet rundt, og deres behov for intimitet er næsten fyldt op. Så kan sex føles som en pligt eller noget praktisk, der skal overstås, siger hun.

For nogle kan det måske være en løsning at sætte sexlivet i system – i Vores Børns undersøgelse kalendersætter cirka tre procent af respondenterne sex – men Christina Tartarczuk råder til, at kvinder generelt skal lade være med at presse sig selv til sex og love manden, ‘at i aften skal vi bolle’.

− Så har hun gudhjælpemig hovedpine, når de når dertil! Eller svamp, eller menstruationssmerter eller noget helt fjerde, og det er altså frustrerende for begge parter, siger hun.

Faktaboks

48 % havde sex første gang to-tre måneder efter fødslen.

44 % har sex en gang om ugen eller oftere.

22 % har sex en gang om måneden eller sjældnere.

3 % sætter sex i kalenderen.

Kilde: Vores Børns undersøgelse med 1.513-1.716 svar, juni 2016.

− Det er meget bedre at være ærlig. Sig ‘jeg har ikke særlig meget lyst lige nu’, for det kan han forholde sig til, i stedet for, at han bare går og håber på, at hun ikke har hovedpine igen dagen efter.

Mattias Stølen Due er enig i, at pligtsex er en dårlig ide. Han kalder det en hurtig løsning, der gør, at begge parter går glip af at blive klogere på, hvorfor ens partner har det, som de har det.

− Når børnene er små, er klassikeren, at kvinden ikke har lige så meget lyst som manden. Hun kan komme til at se ham som en krævende ‘liderbuks’, der ikke forstår sig på hende, og han kan komme til at tænke, at hun er blevet mor med alt for stort M, kedelig og ligeglad med det seksuelle. Og så kommer man til at polarisere hinanden og gøre hinandens behov til ‘forkerte’, siger Mattias Stølen Due og fortsætter:

– I virkeligheden handler det måske om, at hun også har lyst til sex, men er for presset, og at grunden til, at han har lyst til meget sex, ikke bare er, at han er liderlig, men fordi han føler, at han har en stærk kontakt til hende, når de har sex.

Mere frikadellesex

Det, der ifølge Christina Tartarczuk er vigtigt, er, at vi husker at pleje nærværet, for et forhold kan sagtens overleve en periode med tørke i sexlivet, hvis man er tætte på alle mulige andre måder.

− Holder vi op med at holde i hånd, sidde tæt sammen i sofaen og snakke sammen, så bliver det straks værre. Så forsvinder fundamentet for, hvorfor det overhovedet var, at vi fik et barn sammen. Den energi, der er imellem os, er det vigtigste at bevare, siger hun.

LÆS OGSÅ: 9 råd til at få gang i sexlivet igen

Det er altså med andre ord rigtig vigtigt at fokusere mere på alt det, der kommer inden sex, og Christina Tartarczuk plejer at sige, at et rigtig godt forspil varer tre uger.

− Forspil er alt det, vi gør for hinanden i hverdagen. At han tager sig tid til at svare ordentligt på hendes sms’er, i stedet for bare at skrive ‘o.k’. At hun gider nusse lidt i sofaen. Vi er nødt til at investere i parforholdet og give noget af os selv, uden at det nødvendigvis ender i sex hver gang, forklarer hun og tilføjer, at vi skal tænke mere i kvalitet fremfor kvantitet, når det kommer til sex:

− Fordi man har meget sex, er det ikke nødvendigvis bedre sex. Hvis man springer på hinanden i to-tre minutter og bare jagter en orgasme, så bliver sex primært en kødelig tilfredsstillelse i stedet for den dybe oplevelse, som man måske har brug for at have sammen.

Mattias Stølen Due forklarer, at de fleste har en forventning om, at begæret bare skal opstå ud af det blå, for sådan var det jo i starten af forholdet. Men når man har været sammen i mange år og har børn sammen, så er lysten til hinanden noget, der skal arbejdes med.

Her handler det især om to ting: Vi skal hanke op i os selv og træffe et aktivt valg om, at sex er vigtigt. Ellers risikerer vi, at vanerne og trætheden bestemmer vores sexliv for os. Og så skal vi skrue ned for forventningerne:

− Det er jo dejligt at gå på restaurant og spise en treretters middag, men de fleste kan også blive mætte og tilfredse af frikadeller og kartofler. Måske skal vi lære at holde lidt mere af frikadellesex, mens vi har små børn. Så kan man jo arrangere, at det er muligt med en treretters menu en gang imellem, siger han. 

LÆS OGSÅ: 7 veje til mere sex

LÆS OGSÅ: 5 gode grunde til at have sex

LÆS OGSÅ: Kaffe, sex, sushi – hvad må du i graviditeten?