"Kald mig bare curlingmor"

Af : Charlotte Heje Haase, forfatter og kultursociolog

DEBAT: "Curlingforældre skaber ego-børn". "Forældreskabet som projekt". "Fraværende og selvcentrerede forældre". Det hagler ned med beskyldninger over vor tids forældre. Først er vi alt for meget. Så er vi alt for lidt. Det eneste, debattørerne og eksperterne kan blive enige om, er, at det står sløjt til.

LÆS OGSÅ Sådan blev jeg bedre til at tilgive mig selv

Men var det så meget bedre før i tiden? Der var i hvert fald mange ting, der var anderledes, hvis jeg bare kigger på min egen opvækst: På et billede smiler min mor lykkeligt med et ølglas hvilende på sin højgravide mave. Hun er sygeplejerske. Omvendt åd jeg en drøbeludfordrende håndfuld graviditetspiller med folinsyre fra den dag, vi besluttede os for at udvide familien. Og da det lykkedes, gav lægen mig en 45 siders manual med påbud og forbud i forhold til fostrets ve og vel.

LÆS OGSÅ: Kvinder indeholder mere end æg og æggestokke

Tre måneder gammel begyndte jeg i dagpleje. Vores børn har derimod alle rundet et år, før de forlod hjemmet – og selv da var det med ondt i maven og korte dage (med hjælp fra verdens mest dedikerede mormor), fordi vi vidste, at den første tid kan være afgørende for evnen til at knytte sig til andre mennesker resten af livet. Jeg gik i de institutioner, der var tættest på hjemmet, mens vi har valfartet rundt for at finde det sted, der passede bedst til vores børn... og vores værdier.

Babyliften var i min barndom noget, der stod på bagsædet, og som man holdt fast i gennem rundkørsler. Selv anskaffede vi os en bagudvendt autostol ud fra forbrugertests og tre dages grundig research. Tidligere var sund levevis en skive agurk på leverpostejmaden og en kinesisk mandarin i madpakken. Jeg husker karbad med sæber i de mest eventyrlige farver, hvorfor badekarrets bund blev lyseblå. I dag spiser vi økologisk hjemme hos os, og næsten alt fra rengøringsmidler til skønhedsprodukter er uden skadelige stoffer. Man var bare ikke så bekymret eller bevidst tidligere. Det var på mange måder den generations held, for det er en forbandelse at vide for meget. Så er modermælkserstatning frygtelig, så er amning ... Rådene skifter konstant. Når ungerne er syge, konsulterer vi Dr. Google og har allerede tre diagnoser klar, før lægen når at tjekke barnets mandler. Projektledelse er ansvaret, rollen og opgaven med at planlægge, organisere og styre en afsat mængde ressourcer frem mod et fastlagt mål og formål. Er det sandt, at forældreskabet er blevet et projekt i dag? Måske – men det er da også vores vigtigste opgave at opflaske helstøbte mennesker. Og vi forældre kæmper for at skabe en tryg base i en fragmentarisk og overvældende hverdag.

LÆS OGSÅ: Kvinder, livet stopper ikke ved de 40

Kunsten at lukke ørerne

Nogle gange har mine forældre og svigerforældre haft svært ved at kvæle deres latter, når vi har fortalt om vores program og bekymringer. Og jeg kan godt forstå dem. Der er ikke det, jeg ikke har slæbt min datter med til: baby-tegn, kraniosakral terapi, babysvømning og rytmik for at "stimulere vestibulærsansen" eller sproget og "give kropsligt selvværd". Jeg tog hende dog ikke med til søvncoach, for de fokuserede på barnet og ikke moren (selve babyen sov igennem fra starten af, mens mor her lå søvnløs for at tjekke den lilles åndedræt). 

Vores største udfordring i dag er nemlig at give slip på al den information, vi bliver bombarderet med fra alle kanter. Jeg er akademiker og kan godt lide at sætte mig ind i tingene, men som nybagt mor sugede jeg så meget viden til mig, at jeg blev dum.

Først da jeg lærte at lukke ørerne og lytte til min egen intuition, blev moderskabet det mest naturlige i verden. Min datter var for eksempel panisk angst for at køre i barnevogn, så jeg tilbragte det første halve år med at bære hende i strækvikle. Sundhedsplejersken sagde, at hun nok var "særligt sensitiv", og omgangskredsen, at vi bare skulle lade hende græde lidt, for ellers kørte barnet rundt med os og blev forkælet. Men det føltes forkert, og det var vidunderligt at bære hende. Min datter og tre bonusbørn er mine største læremestre. De lærer mig det, kurser i mindfulness aldrig har formået – nemlig at komme helt ned i tempo, smide kalenderen ud og bare være til stede. Jeg har skrevet bogen "Mit livs største tigerspring", som er en barselsdagbog fra mit første år som mor. Det er ekstremt sårbart at placere sig som skydeskive. Alle har nemlig en mening om, hvordan man IKKE skal være forældre. Jeg har uden tvivl gjort mange tåkrummende ting og bliver ved med det. Lur mig, om det ikke er forældres grundvilkår. Men der er vel intet forældre hellere vil, på tværs af generationer, end at børnene skal få et godt liv?

LÆS OGSÅ: Rasmus Tantholdt: "Det er svært at føle, at du svigter andre mennesker"

Ingen er perfekte, og det forventer vores børn heller ikke. Før jeg blev mor, troede jeg, at jeg ville være langt mere afslappet. Min eneste undskyldning er, at jeg er drevet af kærlighed. Så bare put mig i en kasse, og kald mig en projektorienteret curlingmor. Men hvor ville det egentlig være befriende, hvis vi lod være med at dømme hinanden, når vi står sårbare og sønderbombede af kærlighed med vores hjerte i hænderne. 

Sig det • Skriv det • Del det

Vil du kommentere dette debatindlæg, så gå ind på ALTfordamerne.dk/debat, og skriv din kommentar nederst på siden. Vil du skrive et nyt debatindlæg til disse sider? Send det til Kathe Japp på japp@altfordamerne.dk, og skriv "Debat" i emnefeltet. Indlægget skal fylde cirka 900 ord.

LÆS OGSÅ: Mor-bloggeren Trine blev forladt af faren til sin søn - nu blogger hun om at være enlig mor

LÆS OGSÅ: ”Hvis vi havde ventet til kl.11, havde hun været død”

LÆS OGSÅ: Mia blev dømt steril efter kræft: ”Jeg er mor til to mirakelbørn”