En kvinde i 60'erne. Hun har en hvid striktrøje på med høj hals. Hun har lyst hår.

En oplevelse på Louises job var tæt på at knække hende - men hun endte med at blive klogere

Jeg har altid elsket mit job som gymnasielærer. For fem år siden var jeg dog ude for en voldsom oplevelse med en elev. Den oplevelse var tæt på at knække mig, men den endte heldigvis kun med at gøre mig klogere.

Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Louise opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.

Jeg er gymnasielærer og har været det i snart 20 år på den samme mellemstore skole i provinsen. Jeg underviser i matematik, og jeg har altid elsket mit job. 

Mine kolleger er søde, og vi har det hyggeligt sammen både professionelt og til festerne. Den kvindelige rektor, Susanne, blev ansat kort før mig, og hun er utrolig kompetent.

Eleverne er også søde, og selvom nogle af dem godt kan larme lidt i timerne, så går det som regel fint. Der er dog elever, som slet ikke er motiverede for de boglige fag, og her er både studievejlederne og ledelsen rigtig gode til at vejlede dem hen på andre uddannelser, hvor de trives meget bedre.

Det er således sjældent, at der opstår voldsomme problemer, men for fem år siden var jeg ude for en situation, som jeg aldrig har oplevet hverken før eller siden. Jeg havde netop fået en ny 1.g klasse, som jeg glædede mig til at lære at kende. 

Det var en lidt larmende klasse, og mange var umodne, men det var jeg vant til at håndtere. En af pigerne, Sofie, var dog ret dominerende. Hun fik hurtigt en lille klike omkring sig, og de andre piger, der ikke var med i hendes klikke, talte hun ikke til. 

De fandt så sammen i andre mindre grupper, og det gav en lidt ubehagelig opdeling mellem pigerne. Drengegruppen var dog én stor klump, og de havde det alle godt med hinanden.

Sofie var den dygtigste i klassen. Hun havde ikke fået andet end 12-taller i folkeskolen, og det var tydeligt, at hun regnede med, at det ville fortsætte i gymnasiet. 

Så da hun fik 10 i sin første matematikprøve flippede hun helt ud. Hun stortudede midt i klassen, og jeg endte med at hive hende udenfor på gangen. 

Der var flere af de andre, der havde dumpet prøven, så jeg var lidt harm over, at Sofie lavede en scene, når hun faktisk havde fået en virkelig god karakter. Jeg forsøgte at forklare hende, at hun var dygtig, men hun blev ved med at sige, at det var uretfærdigt, at hun kun havde fået 10, når hun var til 12. 

Jeg svarede, at hun skulle glemme karakteren og lære af sine fejl. På den måde blev hun endnu bedre. Sofie svarede ikke. Hun himlede i stedet med øjnene og gik vredt ind i klassen igen.

Fra den dag af opstod der nærmest et had rettet mod mig. I modsætning til de andre elever, der altid smilede og sagde ”hej”, når jeg kom ind i klassen, så sad Sofie med et vredt ansigtsudtryk. 

Hun havde let ved stoffet og blev altid hurtigt færdig med opgaverne. Jeg gav hende tit ekstraopgaver, men hun ville hellere fjolle med veninderne. Flere af dem var ikke stærke i matematik, og de havde derfor brug for ro til at arbejde. 

Men Sofie fik dem på andre tanker, og ofte sad de med deres mobiltelefoner. Jeg bad dem hver gang om at lægge mobilerne ned i tasken, men ofte røg de hurtigt op igen.

I ugerne efter blev Sofies opførsel værre. De andre lærere oplevede også, at hun kunne være forstyrrende i timerne, men de mærkede ikke den vrede, som jeg oplevede. De så bare Sofie som en dygtig men lidt flabet elev, der nok bare skulle modnes. 

I mine timer derimod var Sofie tydeligt provokerende. Jeg måtte næsten i hver time bede hende om at tage fødderne ned fra bordet, lægge mobilen væk og holde op med at grine højt og forstyrre. 

Da hun fik 12 i næste matematikprøve kort før jul tænkte jeg, at hun nok ville blive gladere, men det skete ikke. Hun tog bare prøven og lagde den ned i tasken uden et ord. Da jeg kort efter gennemgik opgaverne for klassen, sad hun igen og forstyrrede. 

På et tidspunkt sagde jeg til hende, at hvis jeg én gang til så hendes mobiltelefon fremme, så ville jeg give hende fravær for modulet. På trods af advarslen tog Sofie den op igen, og jeg gav hende fravær.

Samme dag blev jeg kaldt ind på Susannes kontor. Hun fortalte, at Sofie havde været inde for at klage over mig. Hun mente ikke, at det var lovligt at give hende fravær ifølge skolens studie- og ordensregler. 

Susanne havde heldigvis svaret, at det måtte jeg gerne, og at ledelsen slet ikke blandede sig i den slags. Kort efter havde hun sendt Sofie tilbage i klassen. Jeg fortalte Susanne om Sofies voksende vrede mod mig, og at jeg ikke kunne forstå det.

Susanne svarede, at det jo ikke var unormalt at 12-talseleverne blev rasende over at få en lavere karakter, men hvis jeg mente, at det var nødvendigt, så kunne vi godt indkalde Sofie til en lille samtale. 

Vi kunne jo evt. tage det op igen efter juleferien? Det synes jeg, var en god idé.

Desværre blev det ikke bedre med Sofie efter ferien, og en dag gik det helt galt. Jeg var netop gået i gang med et nyt emne, der ikke var helt nemt. En af de mindre populære piger rakte hånden op og stilede et spørgsmål. 

I det samme så jeg, at Sofie himlede med øjnene og sagde til sidekammeraten ”seriøst hvor er hun dum. Det er jo pærelet”. Jeg var målløs. Det var aldeles ikke ”pærelet”, og det var et fint og relevant spørgsmål, som eleven havde stillet.

Jeg sagde ud til klassen, at ingen spørgsmål var dumme, og at det var meget vigtigt at spørge, hvis man var i tvivl om noget. Sofie lo bare hånligt og grinede til sine veninder, som grinede igen, selvom de faktisk havde svært ved stoffet. Det ignorerede jeg og fortsatte så undervisningen.

Pludselig, da jeg var midt i en sætning, hørte jeg høj musik. Sofie havde siddet med sin mobil, og da hun havde glemt at skrue ned for lyden, var en eller anden video pludselig gået i gang. 

For første gang i mine mange år som underviser blev jeg virkelig vred. Jeg råbte: ”Sofie nu er det simpelthen nok!”. Sofie så op på mig med øjne, der nærmest lyste af kulde og ondskab. Aldrig har jeg set sådan et blik. 

Hun svarede helt koldt: ”Mon ikke du skulle gå på pension din fede ko. Der er jo ingen, der gider at høre på dig”.

Hele klassen stivnede og der blev helt stille. Jeg så målløst på Sofie, men jeg fattede mig hurtigt. Med rolig stemme sagde jeg: ”Sofie, hvad er der egentlig i vejen med dig?”. Det onde blik forsvandt som dug for solen og Sofies øjne blev fulde tårer. 

Hun rejste sig så brat at stolen væltede, og så for hun ud af klassen. Der var 10 minutter tilbage af lektionen, så jeg gav eleverne fri, og så løb jeg efter Sofie. Jeg kom hurtigt op på siden af hende. Vi var lige ved ét af mødelokalerne, og da det var tomt, tog jeg hende med ind.

Sofie var rolig men græd stadig meget. Jeg satte mig over for hende. Væk var alt det vrede. Nu så jeg kun en lille skræmt pige, der tydeligvis havde det virkelig svært.

Sofie kiggede ned i gulvet, mens jeg talte til hende. Mit hjerte bankede, jeg rystede over hele kroppen, men min stemme var stadig rolig. Jeg fortalte hende, at jeg ikke troede på, at hun var så ondskabsfuld. 

Jeg sagde, at hun var dygtig, og at jeg simpelthen ikke forstod, hvorfor hun opførte sig sådan. Jeg tilføjede, at der måtte være en grund. Der måtte jo være noget, hun var ked af?

Først sagde Sofie ikke noget, men da jeg gentog, at der måtte være noget, hun var ked af, så væltede det pludselig ud af hende.

Sofie fortalte nu, at hendes far var dødssyg med kræft. Julen havde været forfærdelig, men hun kunne ikke vise, at hun var ked af det derhjemme. 

Hun skulle jo være der for sin mor og lillebror. Jeg spurgte videre og forstod her, at Sofie have taget alt for meget ansvar på sig. Familien var i sorg, og da moren var helt ødelagt, så havde Sofie været den stærke og taget sig af lillebroren. 

Ingen i klassen og ingen på skolen vidste noget om hendes situation.

Efter tre uger kom Sofies far på hospice, og han døde kort tid efter. Klassen og lærerne var for længst blevet informeret om situationen, og jeg mærkede en tydelig lettelse hos Sofie over, at hun ikke skulle gå med det hele alene mere. 

Hun fik samtaler med skolepsykologen, og hendes lillebror og mor fik også hjælp.

Sofie var væk fra skole i et par uger omkring sin fars død. Det havde hun brug for, og det var ikke noget problem, da hun var så dygtig fagligt. Da hun kom tilbage, var hun en helt anden pige. 

Hun var stadig dominerende, men hun var mærkbart mere sårbar og sødere. Hele klassen var tydeligt blevet modnet af Sofies situation. Flere af eleverne havde aldrig oplevet dødsfald så tæt på, og det fik vi nogle vigtige samtaler om. 

To piger fra hver deres klike fortalte, at de havde mistet én af deres bedsteforældre for nylig. Pigerne begyndte at tale mere sammen, og langsomt blev pigegrupperne opløst, og klikerne forsvandt. 

Jeg mærkede, hvordan hele klassen i 2.g havde fået et meget bedre sammenhold. Den var ikke opdelt mere, heller ikke mellem drenge og piger. Alle talte med alle. Det blev skønt at undervise dem, og det var hårdt at sige farvel til dem, da de blev studenter.

Jeg fandt aldrig ud af, hvorfor det lige var mig, som Sofie kastede al sin vrede på. Måske var det et råb om hjælp, og heldigvis fik hun hjælp. 

Oplevelsen lærte mig i hvert fald, at hvis en elev pludselig opfører sig meget anderledes end normalt, så skal man være opmærksom på, at der kan være noget helt galt.

Alt det her er to år siden nu, og for nylig mødte jeg Sofie tilfældigt på gaden. Hun omfavnede mig og fortalte, at hun havde fået en sød kæreste, som hun havde mødt på sit drømmestudie. 

Hendes lillebror var netop blevet student, og han og moren havde det godt igen. 

Sofie fik verdens største knus, og jeg ønskede hende alt muligt held og lykke fremover, for det havde hun fortjent. 

Skriv til Vibeke

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.