Da sanger og skuespiller Kaya Brüel var to et halvt, blev hendes
forældre skilt. Hendes mor valgte at flytte til Aalborg for at lave Jomfru Ane
Band, og Kaya blev hjemme hos sin far i Skodsborg.
I denne uges Hendes Verden fortæller Kaya Brüel om, hvad det
svigt, at hendes mor forlod dem, betød for deres forhold. Hun mistede sin mor i
2011, kun 59 år gammel.
”Min mor og jeg havde helt klart et nært bånd, men der var
også mange ting, der var svære. Det svigt, at hun tog afsted fra mig som helt
lille, har altid præget vores relation, men vi har også lukket det ude og bare
være rigtig gode til at være i øjeblikke sammen. Jeg føler, at jeg virkelig har
været god til at skille det ad, fordi jeg som voksen kan se, at min mor ikke
var i stand til at være den typiske mor. Hun var totalt nørdet, og musikken
fyldte alt for hende, og hun var jo nærmest autistisk dygtig til det,” siger
Kaya Brüel til Hendes Verden uge 3.
Da Kaya Brüel selv blev mor, havde hun dog nogle perioder,
hvor hun undrede sig over, hvordan hendes mor kunne fravælge hende, når det
føltes sådan at få et barn.
”Men for mig har det været vigtigt at kunne skille de ting
og se Sanne som det menneske, hun var. Hun kunne ikke finde ud af at være mor,
men hun var et fantastisk dejligt, kærligt og varmt menneske. Men der vil altid
være noget uforløst i min relation til hende.
Kaya Brüel fortæller, at de to har været en smule
berøringsangst i forhold til at tale om, at hun ikke var i mit liv, og om det
savn og de svigt, det gav.
”Jeg konfronterede hende ikke med det, fordi jeg nok altid
har været lidt bange for, at hun ville skubbe mig væk, hvis jeg krævede noget
af hende. Og det gør nok sorgen større, fordi der ikke kun er sorgen over, at
hun er væk, men også alt det uforløste, vi aldrig fik talt om, og som jeg måske
turde tale om i dag, hvor jeg selv er blevet ældre. Nu tror jeg, at vi begge to
ville være et andet sted i vores liv, hvor der ville være plads til de
samtaler.”
Mødes i musikken
Når Kaya Brüel savnede sin mor som barn, lyttede hun til
Jomfru Ane Bands-plader, så hun kunne høre sin mors stemme.
”Her følte jeg, at jeg mødte min mor i et fælles sprog, og
jeg følte mig så forbundet til hende. På den måde har deres sange altid være en
del af mig, så da jeg for nogle år siden blev spurgt, om jeg ville synge nogle
af sangene til en kulturfestival i Tisvilde, føltes det helt rigtigt. Jeg kunne
høre min mors stemme i min egen stemme, og jeg kunne mærke, at de her sange
bare lå inde i mig som en del af mit DNA. Det var en ret vild måde at møde
musikken.”
Kaya har nu indspillet nogle af sin mors sange og skal ud at
spille dem til en række koncerter.
”Min datter synger sammen med mig på sangen Vil du smile til
mig, som var en sang min mor og moster sang sammen, så det var bare så oplagt,
at jeg skulle synge den med Asta. Jeg kan virkelig mærke den direkte arv, der
går igennem vores stemmer, og på en eller anden måde bliver det hele bragt til
live igen. Det føles meget naturligt og helt utrolig rørende.”
Fakta om Kaya Brüel
- Kaya Brüel, 52 år.
- Har udgivet 11 album og medvirket i teaterstykker som Woyzeck,
Pigen med Paraplyerne og senest
Atlantis i 2021. Har været med i
film og tv-serier og var en del af
comedy gruppen City Singler.
- Lavede 294 programmer af Morgensang på DR under Corona
sammen med Ole Kibsgaard, som
hun stadig optræder med.
- Bor i København med sin mand,
filminstruktør Kenneth Kainz.
Sammen har de Asta på 25 og
Alois på 16.
- Er aktuel med turneen Kaya Brüel
synger Jomfru Ane Band, hvor
hun synger sin mor og mosters –
Sanne og Rebecca Brüel – sange.