Gun-Britt Zeller

Gun-Britt opdagede som 18-årig, at hendes kæreste var morder: ”Jeg var helt i chok”

Da Gun-Britt Zeller var ung, stod politiet pludselig foran hendes dør for at fortælle, at hendes kæreste havde slået en anden kvinde ihjel. Og det efterlod hende i en choktilstand.

”Da jeg åbner døren, spørger politimanden mig, om jeg er klar over, at min kæreste har slået en dame ihjel. Og så besvimede jeg midt i døråbningen.”

Sådan siger Gun-Britt Zeller i ALT for damernes nye podcast ”Mit Yngre Jeg”.

I dag er hun lykkeligt gift med skuespiller Torben Zeller, som hun har været sammen med i over 30 år, men som 18-årig havde hun en kæreste, der hed Bjarne. Og han viste sig at være en helt anden, end Gun-Britt gik rundt og troede.

”Da jeg vågnede fra at være besvimet, havde de båret mig hen i min seng, og så spurgte politimanden mig, om jeg vidste, hvorfor der lå en kniv på bordet i lejligheden. Og det vidste jeg ikke. De fortalte mig så, at de lige havde afhørt Bjarne, og han havde sagt, at han også havde tænkt sig at slå mig ihjel samme morgen,” siger hun i podcasten.

Hendes kæreste havde nemlig tilstået overfor politiet, at han havde slået den anden kvinde ihjel, og hvis han røg i fængsel, så ville han miste Gun-Britt. Og hvis han ikke kunne få hende, så skulle ingen.

”Jeg var helt i chok. Det vilde var, at jeg om morgenen var vågnet ved, at han sad og kiggede på mig, mens jeg sov. Der sagde han til mig, at jeg så smuk ud. Det må have forvirret ham, at jeg vågnede, for han gjorde mig ikke noget. Men der lå en køkkenkniv på bordet, så hvis jeg ikke var vågnet, kan det være, at jeg ikke havde været her i dag. Så havde han måske haft held med det.”

Hele den dag sad hun på politistationen og blev afhørt om ham og deres forhold. Gun-Britt havde været kærester med ham i et år, og i dag forstår hun ikke, at hun ikke opdagede noget mistænksomt ved ham.

”Den episode lærte mig virkelig noget, og jeg var i chok længe efter. Det tog mig mange år at få lyst til at blive kærester med nogen igen, fordi jeg havde svært ved at binde mig. I mange af mine forhold siden, har jeg været den, der er løbet min vej og har haft svært ved at holde sammen på det hele, fordi jeg var for mistroisk. Jeg kunne ikke helt stole på mændene eller give mig hen."

Lyt til hele historien i podcasten "Mit Yngre Jeg", hvor Gun-Britt Zeller også fortæller om en barndom præget af vold og svigt, og hvordan hun er blevet en succesfuld iværksætter.

Om podcasten

Anne Albrechtsen er 26 år gammel. Hun er nyuddannet, uden fast job og single. Foran hende ligger et liv, hun indimellem ville ønske, hun havde en brugsanvisning til.

Derfor har hun bedt en række ældre kvinder om at dele de råd og livserfaringer med hende, som de selv ville give til deres yngre jeg, så hun bliver klædt på til at kaste sig ud i karriere, kærlighed, børn og alt det andet, hun drømmer om.

Samtalerne kan du høre i podcastserien ”Mit Yngre Jeg”, hvor hun taler med Gun-britt Zeller, Hilda Heick, Lotte Freddie, Lone Hertz, Vigga Bro, Sonja Oppenhagen og Pia Kjærsgaard om alle deres bedste tips og tricks til at få et godt liv – med plads til at være sig selv.