Louise Wolff: ”Jeg lærte tidligt, at det er meget vigtigt, at man kan klare sig selv”

Hvad er det vigtigste, du har lært af dine forældre?

"Det har været en slags indirekte lektion, for det er ikke noget, som de forklarede mig. Men vi har en lidt broget familiehistorie, fordi mine forældre blev skilt, da jeg var 12 år. Derefter flyttede min far til Grønland, mens min mor mødte en ny mand, som hun forsøgte at starte noget nyt op med – og der kom jeg vældig i klemme. Det endte med at blive nogle rimelig turbulente ungdomsår, hvor jeg som 15-årig flyttede over til min familie på Bornholm i stedet for. Derfor tror jeg egentlig, at jeg ret tidligt fik indarbejdet lektien, at det er meget vigtigt, at man kan klare sig selv her i livet. Det er sindssygt vigtigt at have styr på sin egen base, på sig selv og det basale, for så er der ikke noget, der kan hive gulvtæppet væk under dig."

Artiklen fortsætter under videoen ...

Hvordan har den erfaring spillet en rolle senere i dit liv?

"I dag har jeg jo to børn med min kæreste, og vi har efterhånden købt og solgt vores første og andet hus sammen – men der gik faktisk ret lang tid, hvor jeg insisterede på, at vi ikke skulle have fællesøkonomi. Selvfølgelig delte vi en masse ting, men det var sådan noget med, at jeg fik skrevet ind i diverse papirer, hvad jeg kom med, fordi det var vigtigt for mig, at jeg vidste, at jeg havde styr på min egen base – også hvis noget skulle gå galt."

Hvilken relation har du til dine forældre i dag?

"Jeg har faktisk ikke nogen relation til dem længere, fordi det gik fløjten dengang. Der gik nogle år, hvor det gradvist blev dårligere, og i dag ses vi ikke. Det er ikke, fordi der er et stort skænderi i gang eller noget, men over årene er vi gledet længere og længere fra hinanden. Tråden knækker på et tidspunkt, når man ikke plejer relationen eller er en del af hinandens liv. Det skal dog lige siges, at inden alt det her skilsmisse ligesom krakelerede hele strukturen i vores familie, fungerede alt fint. Så alle de der vigtige byggesten, der skal til for, at man får en fornemmelse for, hvem man selv er, og at man føler sig elsket, havde jeg fået."

Læs også

Kunne du bo som Louise og Jacob? ”Vi ved aldrig helt, hvor vores børn er, men vi er trygge”

"Men det er klart, at hele min tilværelse braste sammen, da jeg var 15 år. Det var topkaotisk, for på det tidspunkt i ens liv har man jo svært nok ved at være sig selv, så når ens forældre samtidig beslutter at bevæge sig i helt nye livsretninger, er det endnu svære at være ung. Jeg havde en alder, hvor jeg godt kunne se, at det – pænt sagt – var dysfunktionelt, det der foregik. Men netop fordi der var ret mange ting, som var godt kørende for mig, inden det blev besværligt, er jeg kommet igennem og har fået et lyst sind og en optimistisk tilgang til livet. Jeg går ikke rundt og forventer det værste – nærmere modsat."

Så du har alligevel taget noget positivt med?

"Helt klart! Jeg tror dog ikke, at jeg vil bekende mig til den religion, der siger, at det var godt, at det skete, fordi så lærte jeg sådan og sådan. Men når nu det skete, så er der helt klart nogle færdigheder, som jeg har taget med mig. Jeg tror, at folk, der kender mig rigtig godt, synes, at jeg kan være for hård i filten. Det er nok, fordi jeg i virkeligheden er meget rundet af det her med, at jeg godt kunne sætte mig ned og græde over tingene, men det var bare ikke det, der hjalp mig. Så mine erfaringer er helt klart, at jeg er nødt til at handle, når der er noget, der går skidt. Det er også lidt den filosofi, jeg bruger i dag. Jeg tror godt, at det kan være lidt svært for andre mennesker at få plads omkring sådan en som mig, der hver gang, jeg oplever et slag i livet, lynhurtigt har en plan for, hvordan jeg kommer videre. Nogle gange skal man også lade andre komme til og hjælpe."

Læs også

Cathrine Dufour var ikke i tvivl, da hun mødte Rasmine Laudrup: Det var kærlighed ved første blik

Hvad er din største succesoplevelse indtil nu?

"Det er nok på familiefronten. Jeg synes sgu, at det er meget sejt, at jeg er lykkedes med at skabe mig en sød familie. Det er så banalt og lavpraktisk, men det der med, at min kæreste og jeg har lavet en base, som vi er stolte af og glade for. Jeg havde en del år, hvor jeg ikke nødvendigvis troede, at jeg skulle have børn, og hvor jeg ikke troede, at jeg egnede mig i den retning. Nu er vi fire mennesker, og vi har det godt – det er noget af det vigtigste, jeg har bidraget med på nuværende tidspunkt."

Hvornår skiftede det fra, at du ikke var sikker på, at du ville have børn, til at du gerne ville?

"Da jeg mødte min kæreste for otte år siden, dukkede spørgsmålet om børn for alvor op – det havde det ikke rigtig gjort i nogen af mine tidligere forhold. Han var rimeligt hurtigt klar, men jeg skulle lige se os og ham an. For jeg var godt klar over, at hvis vi gjorde det, så fangede bordet. En sommerdag var vi så på restaurant, fordi jeg havde fødselsdag, og vi havde vist drukket os lidt frokostfulde i hvidvin. På et tidspunkt bragte han emnet børn op igen, og i forsøget på at lukke munden på ham tror jeg, at jeg sagde, at det kunne blive efter jul. Og sådan blev det. I januar blev jeg gravid. Jeg kunne mærke, at hvis vi valgte at hoppe ud fra den klippe sammen, som det er at få børn, så vidste jeg, at lige meget hvordan vi landede, så skulle det nok blive okay."