"Mit arbejde skal give mening"

Under en ferie i Indien blev Anne Wittenborg meget berørt over at se, hvor fattige inderne er. I dag har hun kvittet sit job som HR-leder i Arbejdstilsynet og får i samarbejde med designeren Naja Lauf produceret tasker af indiske genbrugsmaterialer. På den måde kan hun hjælpe fattige indere ud af slummen og samtidig gøre noget godt for miljøet.

I Indien får de mange millioner indbyggere leveret deres mælk i farverige, mønstrede plasticposer, som efter brug ligger som affald og flyder overalt i Indiens storbyer. Efter et af sine besøg i landet besluttede Anne Wittenborg sig for at genbruge de mange brugte mælkeposer ved at få produceret indkøbstasker af dem og sælge dem i Danmark. På den måde kunne hun både hjælpe fattige indere og gavne miljøet. De store tasker skulle få danskerne til at bruge færre engangsindkøbsposer og dermed også gavne miljøet i Danmark. Anne var samtidig meget optaget af, at taskerne skulle fremstilles i et lækkert design. Via Håndværksrådet fik hun kontakt til en række indiske virksomheder, projekter og ngo’er, som hun besøgte, før hun gik i gang med produktionen. Hun undersøgte, hvad inderne kunne, men var ikke begejstret for deres design. Så fik hun den idé at kontakte designeren Naja Lauf for at få hende til at stå for designet. Sammen har de udviklet en kollektion af bl.a. større tasker, kosmetikpunge og clutches, som bliver solgt under navnet Karma Karma.

Vejen til taskerne

Anne Wittenborgs vej til taskerne har dog ikke ligget lige for. Anne arbejdede nemlig som HR-leder i Arbejdstilsynet, indtil hun besluttede sig for at sige op uden at have andet at gå til. Det var i 2007, hvor hun havde været i Indien for første gang på en ferie med sin mand og deres to døtre på 11 og 13 år. Anne var fascineret af det farverige land med de store kontraster, mens døtrene efter rejsen svor aldrig at sætte deres ben der igen. Anne blev meget berørt over at opleve, hvor fattige mange indere er. Hjemme igen var hun ved at køre sur i en hverdag i et hektisk tempo, der krævede masser af planlægning for at få det hele til at hænge sammen. Hun havde dybe samtaler med en veninde, som rådede hende til at forfølge sine drømme. Men Anne vidste ikke, hvad hun drømte om. Alligevel valgte hun at sige sit lederjob op. Hendes mands indtægt kunne forsørge familien, så Anne brugte det næste års tid til at finde ud af, hvad hun ville.

– Jeg gik fra en tætpakket arbejdsuge til pludselig at have god tid, og det nød min familie. Jeg begyndte som frivillig i Danners krisecenter for voldsramte kvinder, for jeg ville gerne beskæftige mig med noget, der giver mening. Jeg havde samtidig lyst til at starte et børnehjem i Indien, men vidste godt, at det ikke kunne lade sig gøre, for mine døtre brød sig ikke om landet. Jeg ville gerne starte mit eget firma, for jeg savnede at arbejde med et konkret fysisk produkt, fordi jeg havde været så vant til kontorarbejde i mit tidligere job, fortæller Anne.

LÆS OGSÅ: "Jeg vil have frihed i et job, jeg selv skaber"

Alt kan bruges

Anne valgte et allerede eksisterende slumprojekt i Indien, der kunne stå for produktionen af hendes tasker. Fattige indere i slummen samler brugte mælkeplastikposer op fra gaden, hvorefter de håndvaskes, hænges til tørre, sorteres i farver og klippes til.  

De, der driver slumprojektet, er fair trade-certificerede og driver en skole i slummen.

– Jeg vil gerne have børnene ud af slummen, og jeg tror, at vejen er uddannelse. Selvom skolegang er gratis i Indien, er det ikke en selvfølge, at børnene går i skole. Ofte bidrager børnene til familiens overlevelse ved lidt arbejde eller tiggeri, og så har de jo ikke tid til at gå i skole. Så ved at forældrene fast samler genbrugsmaterialer ind og tjener til dagen og vejen, sendes færre børn på gaden for at tigge. I stedet kan de passe deres skole, fortæller Anne, der også sørger for at få transformeret brugte bildæk fra rickshaws, scootere og biler samt overskudsmateriale fra sikkerhedsseler til tasker i lækkert design.

Det batter at gøre noget

Når Naja Lauf har designet en ny model, rejser Anne ud og besøger inderne for at se, hvordan det går.

– Min filosofi er, at den, der har meget, skal give meget. Jeg vil hjælpe andre mennesker til at hjælpe sig selv. Jeg bliver lidt forstemt, når folk siger, at det ikke batter selv at gøre noget for de fattige. Jeg tror på det, jeg gør, og jeg handler. Jeg kunne nøjes med et sponsorbarn, men hvad så med de andre fattige børn? Jeg vil gerne hjælpe så mange som muligt. Desuden får jeg nogle oplevelser, som jeg ellers ikke ville få – det er fantastisk at se de indiske børn i skolen og tænke på, at de forhåbentlig kommer ud af slummen.

Anne Wittenborg, 46, sælger tasker, punge, mobiltasker, kosmetikpunge og clutches designet af designeren Naja Lauf. De er fremstillet i Indien af brugte bildæk og gamle mælkeposer samt rester fra produktion af sikkerhedsseler.

Karma Karmas tasker hjælper fattige indere til at komme ud af slummen og kan købes over nettet og i forskellige butikker rundt omkring i Danmark. Se mere på Karmakarma.dk.

Læs videre om Kirsten og Joy på næste side.

Af kærlighed til naturen har smykkedesigner Kirsten Bak valgt at lave sine smykker af guld og sølv, der er udvundet bæredygtigt. Designet er i fokus, så nogle gange er Kirsten nødt til at gå på kompromis, da der endnu ikke findes bæredygtig produktion på for eksempel kobber.

Kirsten Bak havde taget en fem-årig uddannelse som smykkedesigner i Tyskland og havde lavet smykker et år efter endt uddannelse, da hun en dag blev rystet over at finde oplysninger på nettet om, hvordan minedriften foregår.

– Jeg blev meget overrasket over at læse, at man for at lave en guldring producerer op til 20 tons affald. Jeg fandt flere oplysninger, der vidnede om, at minedrift virkelig kan skade naturen. Det er meget forskelligt, hvor i jordlagene metallet befinder sig. Og hvis guldet f.eks. sidder fast i sten, skal man sprænge sig ind til det, og det ødelægger naturen. Der kommer jo ikke nogen erstatning for det, vi ødelægger, siger hun.

Det tog hende et helt år at finde en bæredygtig produktion af metaller, for på det tidspunkt, hvor hun ledte efter skånsom minedrift, var det ikke almindeligt i hendes branche at lave smykker af bæredygtigt udvundet metal.

Guld og sølv fra Sydafrika

Kirstens smykker produceres i Danmark, mens det guld og sølv, hun har valgt at bruge, udvindes af små, lokale minedrifter i Sydamerika.

– Det er et stort problem, at man i lokalt drevet minedrift ofte bruger kviksølv til at udvinde guld for at skille guldet fra andet. Der, hvor jeg får mine materialer fra, bruger de ikke kemiske midler eller kviksølv, men vand, fortæller Kirsten, der har fundet frem til sin leverandør af metal blandt andet gennem sit tyske netværk af andre smykkedesignere. Kirsten har valgt at købe sit metal fra en geolog, som hun oplever har stor troværdighed, især fordi han selv er med til at udvinde metallet og på den måde har kontrol med, hvordan udvindingen foregår.

Det er dog ikke alt metal, Kirsten kan få fra en bæredygtig produktion. F.eks. findes der ikke bæredygtige kobberminer. Så når Kirsten fremstiller smykker af sterlingsølv – hvor der skal være en smule kobber i, for at sølvet kan kaldes sterlingsølv – skriver hun på sin hjemmeside, at det ikke er bæredygtigt.

– Jeg har lavet min egen rangliste over materialer, og hvis jeg ikke kan bruge det bedste på min liste, så finder jeg det næstbedste, for det vigtigste for mig er at lave smukt designede smykker, fortæller Kirsten.

LÆS OGSÅ: "Vi elsker vores job"

Brune eller hvide diamanter

De fleste af Kirstens kunder ønsker hvide diamanter i deres ringe, men det er svært at finde en bæredygtig produktion af de helt lyse diamanter, så Kirsten spørger ofte kunden, om hun vil nøjes med en brun diamant, som er udvundet bæredygtigt, eller om hun skal lave ringen af det næstbedste. Tidligere fik Kirsten diamanter til sine vielsesringe fra Indien, hvor de blev slebet og forarbejdet af indiske enlige kvinder i bunden af det indiske kastesystem, som arbejdede under ordentlige vilkår til en anstændig løn, hvilket er vigtigt for Kirsten. Men på grund af finanskrisen er det projekt, som de indiske kvinder var en del af, blevet lukket.

Hun får nu sine diamanter fra større minedrifter i Canada og Australien, hvor minerne samarbejder med universiteterne, der udvikler metoder til at skåne naturen mest muligt.

– I den bæredygtige minedrift er der mange krav til, hvordan man skal efterlade naturen, når man er færdig. Man samler frø fra planter og træer og fryser dem ned, før man udvinder metallerne. Bagefter genplanter man så naturen, siger Kirsten.

Formgivning og design betyder lige så meget for Kirsten som de materialer, hun bruger. Hun kombinerer gerne metal med andre materialer, fordi det giver nogle spændende muligheder, når det gælder formgivning. Senest er hun begyndt at lave ringe af genbrugsplastik, på sigt vil hun gerne bruge endnu flere genbrugsmaterialer.

Kirsten Bak, 34, designer smykker af guld og sølv, der er udvundet bæredygtigt. Fra sit værksted i Aarhus sælger Kirsten Bak til guldsmedeforretninger, museumsbutikker og designbutikker. Se hendes smykker på Baks-newjewel.dk.

Læs videre på næste side. 

Joy Vasiljev vil vise andre virksomheder, at man sagtens kan tjene penge på bæredygtighed. Da hun under sin graviditet ikke kunne finde økologisk bomuld af god kvalitet, gik hun selv i gang. Nu sælger hun babyting og tilbehør til køkken og bad af økologisk bomuld.

Da Joy Vasiljev ventede barn nummer to, havde hun i et stykke tid ledt efter økologisk babyudstyr. Det, hun fandt, var for dyrt og i for dårlig kvalitet, og hun tænkte, at det måtte hun kunne gøre bedre selv. Hendes mand opmuntrede hende til at starte op som selvstændig, men Joy var glad for sit job som indkøber i A P Møller, så hun var i tvivl – lige indtil hun læste en artikel i et blad om, at man altid skal foretage ændringer i sit liv, mens det går godt.

– Man går jo ikke fra noget, der er rigtig godt, med mindre man går til noget, der er bedre. Jeg kan godt lide forretning, men det er også meget vigtigt for mig at gøre en forskel. At der er en dybere mening med det, jeg laver. Cirka 25 procent af verdens samlede forbrug af sprøjtemidler bruges ved den konventionelle del af bomuldsdyrkningen. Kun omkring 2 procent af den samlede bomuldsproduktion er økologisk, så jeg synes, det er vigtigt at passe bedre på miljøet. Derfor gav det så meget mening at starte for mig selv. Når jeg i dag står op til min forretning om morgenen, tænker jeg ikke over, hvor mange penge jeg tjener, men på hvor meningsfyldt mit arbejde er, fortæller Joy. 

Færre men bedre varer

Det er nu fire år siden, Joy gik i gang med at få forarbejdet, syet og pakket sine økologiske bomuldsprodukter i Indien af arbejdere, der bliver behandlet ordentligt og tjener en anstændig løn efter indiske forhold. Hun mener ikke, at vores verden på nuværende tidspunkt er gearet til primært at eksistere på genbrug og egen avl, selvom hun gerne så, at det var meget mere af det.

– Der er ikke noget galt i at ville vækst, men det skal foregå på en ansvarlig måde. Derfor er mit firma, the Organic Company, som jeg ejer 80 procent af og min partner Henrik Lyngbye Pedersen 20 procent, garant for produkter, der er fremstillet efter økologiske principper. Vi tilstræber, at etisk ansvarlighed skal gå igen lige fra produktion over transport og administration, til varen lander hos kunden. Derfor går vi meget op i, at alle vores leverandører er certificerede og gør deres bedste for miljø og mennesker. Vi bruger kun biologisk nedbrydelig emballage og sørger for en miljømæssig forsvarlig fragt, siger Joy, der foruden babyudstyr også får lavet ting til køkken og bad af økologisk bomuld.

Firmaets økologiske bomuld kommer fra en indisk leverandør, der ligesom the Organic Company er GOTS certificeret (Global Organic Textile Standard).

– Vi går meget op i hvert produkt, for det skal have flere funktioner og kunne bruges i mange år. Det betyder, at man f.eks. ikke behøver at købe 10 stofbleer, men kan nøjes med et par stykker, fordi de er så holdbare. De er dyrere end andre stofbleer, men det er vigtigt for mig, at vi kommer væk fra at være et storforbrugende samfund, der hele tiden køber nyt og smider væk til skade for miljøet. Min filosofi er, at vi skal købe langt færre, men bedre varer, som vi passer bedre på. Jeg ser også gerne, at man giver vores produkter videre, når man ikke selv længere har brug for dem, så andre kan få glæde af dem.

LÆS OGSÅ: Sådan fik jeg mit drømmejob

Ikke bare snak

– Da jeg startede mit firma, fik jeg hjælp af andre, og det er jeg selv i stand til nu.  Det handler om basal medmenneskelig ansvarlighed. Vi har derfor også praktikanter fra Auderød asylcenter, og for dem er det et møde med dansk kultur for første gang. Hvis vi giver alle en bedre start, så får vi også et bedre samfund. Det giver god mening på den lange bane.

Joy har været engageret i et Danida-projekt, der netop er afsluttet, hvor hun har hjulpet kvinder på en systue i Nicaragua med at bygge deres forretning op og blive certificeret efter økologiske standarder.

– De havde ingenting efter en orkan, så jeg ville gerne hjælpe dem med at kunne klare sig selv. De har virkelig knoklet, og vi er nået i mål. Det er meget tilfredsstillende, selvom det også har krævet meget af mig.

– Jeg bryder mig ikke om kun at snakke om mine værdier. Jeg vil også gerne sætte handling bag. Jeg vil gerne bevise, at ansvarlig forretning også kan være god forretning. Hvis jeg kun havde et ønske om at være ansvarlig, kunne jeg melde mig som frivillig i Afrika, men jeg elsker forretning, og jeg vil gerne være rollemodel for andre virksomheder. Man kan nemlig sagtens vækste uden at gå på kompromis, så det skader mennesker eller natur, siger Joy. I 2010 blev hun udnævnt til ”The Idealist of 2010”, fordi hun evner at kombinere forretning og ansvarlighed.

Joy Vasilev, 41, designer, producerer og sælger babyudstyr og ting til køkken og bad lavet af økologisk bomuld til blandt andet babybutikker og forretninger med brugskunst og design i Danmark og udlandet.Se mere på Theorganiccompany.dk.

Gå ikke glip af de seneste artikler! Tilmeld dig ALT for damernes nyhedsbrev her.