Kære mobilafhængige medmennesker: Hvad skete der med nærværet?

I mobiltelefonens barndom var jeg på første date med en mand, der var glad for sin nyerhvervede, klodsede mobiltelefon. Lige da vi havde sat os i restauranten, lagde han den ved siden af kuverten. Jeg ignorerede den, indtil den ringede. Til min forbløffelse tog han den. Det var ikke en vigtig samtale, og han rundede af med: "Jeg sidder ellers her og ser ind i et par brune øjne...".

"Ikke længe", sagde jeg mopset og rejste mig.

Vor mand så forbløffet ud, da jeg tilføjede: "Jeg kan forstå, jeg ikke er den vigtigste her, så jeg overlader dig til telefonen". Siden har jeg ofte haft lyst til at gentage dette stunt. Over for mennesker, der er mere optagede af en mobiltelefon end af at lytte til, hvad folk, de er sammen med, har på hjerte.

"Jeg hører skam, hvad du siger", er det svar, man får, hvis man beder om nærvær fra en ven, der tjekker telefonen konstant. "Jeg kan gentage alt, vi har talt om", tilføjes det. "Men har det også været nede i hjertet og vende?", vil jeg så vide. Så kan jeg se på den formastelige, at han eller hun stadig er langt væk i tankerne, sikkert ved det næste møde, en kommende date eller med at memorere huskesedlen til indkøb.

De nikker distræt og skæver igen til mobilen.

Da jeg ikke er hjertekirurg eller har andet livsvigtigt arbejde, øver jeg mig til stadighed i at huske at sætte mobilen på lydløs og også afstå fra summen og vibreren, der kan aflede opmærksomheden, når jeg er sammen med andre mennesker. Og tjekker den fortrinsvis på toilettet! Jeg husker nemlig en tid, da man godt kunne være væk fra en telefon i op til flere timer ad gangen uden at forklare, hvorfor man ikke var tilgængelig.

Der er mange forklaringer på, at man undgår at sætte mobilen på lydløs. Man venter et opkald fra sin gynækolog eller sin vinduespudser, man har jagtet i måneder, og derfor lægger man fredsforstyrreren på bordet med ordene: "Jeg bliver nødt til at have den tændt". Så ligger den som den tredje samtalepartner og frister. Hver gang den bipper med en mms, sms eller en mail, er samtalen i rummet forstyrret, og vi er trukket væk fra emnet. Det er altid den tredje samtalepartner, der vinder. Når den blinker eller dytter, afbryder telefonens ejer samtalen med endnu et: "Beklager, men denne bliver jeg nødt til at tage" og forsvinder ind i en anden dialog. Lidt efter vender de tilbage med et: "Nå, hvor kom vi fra?". Samtalen kan begynde forfra.

Jeg har nogle gode, gamle venner, et par, der bor i udlandet. I julen var de hjemme og havde travlt med at besøge venner og familie. Jeg insisterede på, at de skulle besøge mig, så vi fik lidt alenetid og ikke bare sås i festligt lag. Det blev til drinks i mit hjem. Vi kunne nå at få en dybdeborende samtale i to timer, før det populære par skulle videre til middag. Min ven fortalte, at han havde været syg i julen og spurgte også til mit helbred. Jeg kunne berette, at jeg, bortset fra den obligatoriske snue, havde det glimrende. Han nikkede distræt, i det samme vibrerede hans telefon. Han undskyldte, men det var et vigtigt opkald, om han måtte besvare det?

"Helst ikke", sagde jeg, hvilket fik ham til at smile overbærende og forsvinde med telefonen for øret. Imens holdt hans kone og jeg samtalen kørende, ivrige efter at vende tilbage til det emne, vi alle tre var begyndt på inden sygehistorierne.

Da telefonisten vendte tilbage, diskuterede vi indholdet af den samtale, han lige havde ført. Da jeg et kvarter senere fulgte parret til døren, sagde han: "Du har forhåbentlig ikke været syg i julen?".

Godt nærvær derude.